KOMMENTAR. 320.000 dollars. Rundt regnet 2,1 millioner danske kroner.
Så meget har Netflix betalt virkelighedens svindler Anna Delvey for rettighederne til at fortælle hendes historie i fiktionsform, som vi nu ser resultatet af i den aktuelle serie ‘Inventing Anna’, der i flere uger har været en af de mest populære titler på den danske gren af streamingtjenesten.
Lyder det en kende ufint set i lyset af, at Delvey er en dømt kriminel, som over en årrække narrede hoteller og banker i New York for over 275.000 dollars?
Hvad så med, at Netflix rent faktisk smed beløbet på bordet, mens retssagen mod Delvey stadig kørte?
Er du ikke bekendt med de overordnede træk i Anna Delvey-sagaen, så lad mig opsummere:
Delvey blev født Anna Sorokina i en arbejderklasseforstad til Moskva i 1991, men som 7-årig flyttede hun og familien til Tyskland. Efter at have dyppet tæerne i modeverdenen som praktikant på Purple Magazine i Paris efter gymnasiet, rykkede den unge Delvey til New York, hvor hun mellem 2013 og 2017 succesfuldt udgav sig for at være en tysk millionærarving.
Delvey festede med Manhattans elite, boede på luksushoteller og fortalte vidt og bredt om sine forretningsplaner for at grundlægge en privat medlemsklub for de überrige på Park Avenue.
Så overbevisende var Delvey, at hun kom en hårbredde fra at låne op til 35 millioner dollars af investeringsfirmaet Fortress til foretagendet, inden hun i 2017 blev arresteret for svindel og for ikke at have betalt for sine hotelophold. Eller kreditkortregninger. Eller for at have »lånt« et privatfly.
Delveys tidligere veninde Rachel DeLoache Williams var blandt de ofre, der meldte Delvey til politiet. På en tur til Marokko havde hun lagt ud for 62.000 dollars til flybilletter og hotel, som Delvey havde lovet at betale. Men Williams så aldrig pengene igen.
I 2019 idømte New York State Supreme Court svindleren mellem fire og 12 års fængsel, men allerede i starten af 2021 blev hun løsladt for god opførsel.
… Blot for at blive arresteret igen, igen seks uger senere, denne gang for at have overtrådt amerikanske visumregler. I skrivende stund sidder Delvey således stadig fængslet i USA, mens hun venter på at blive deporteret til Tyskland.
Netflix-penge til advokater
Netflix’ ’Inventing Anna’ er mestendels baseret på artiklen ’How an Aspiring ’It’ Girl Tricked New York’s Party People – and Its Banks’ af journalisten Jessica Pressler i New York Magazine, der udkom i maj i 2018.
To uger efter publiceringen af artiklen kontaktede Netflix Anna Delvey med deres tilbud. Hvordan ved man det? Det gør man, fordi BBC News har fået adgang til kontrakten under et såkaldt freedom of information request, idet alt papirarbejdet mellem Netflix og Delvey blev registreret og arkiveret af statsmyndighederne efter retssagen.
Ganske vist blev pengene ikke automatisk frigivet til Delvey, men derimod frosset inde på en konto til efter retssagen:
Ifølge loven i staten New York skal indbetalinger til kriminelle på mere end 10.000 dollars nemlig oplyses til Office of Victim Services, som så tager kontakt til sagens ofre, så disse får mulighed for at lægge sag an og gøre krav på en del af summen (en lov, der til dels skal forhindre, at kriminelle tjener boksen på deres ugerninger igennem bog- og filmaftaler).
Som sagt så gjort:
Både City National Bank og CitiBank i New York krævede erstatning og fik henholdsvis 100.000 dollars og 70.000 dollars af Netflix-beløbet. Ifølge BBC har en talsperson for Office of Victim Services bekræftet, at øvrige ofre også er blevet kompenseret – dog ikke Rachel DeLoache Williams, eftersom retten kendte Delvey ikke-skyldig i at have svindlet veninden i Marokko.
En af Delveys advokater, Audrey A. Thomas, fortalte i 2021 til Insider, at det var Delvey selv, som havde ønsket at betale bankerne tilbage. Ikke fordi hun mente, at hun havde stjålet dem, selvfølgelig, men fordi hun så det som et lån.
Og når vi nu er ved advokater, så kommer vi her til det rigtigt interessante:
Delvey brugte 75.000 dollars af Netflix-pengene til udgifter i forbindelse med retssagen, og skønt beløbet som sagt ikke blev frigivet før efter dommen, var hendes juridiske forsvar undervejs fuldt ud bekendt med, at det var der.
Kan det afvises, at Netflix dermed indirekte var med til at finansiere Delveys advokatsalær?
Ville Delvey havde været tvunget til at finde sig andre, mindre bekostelige advokater, hvis ikke hun og de havde vidst, at der var 2,1 millioner kroner på vej ind på bankbogen?
Dén detalje figurerer spøjst nok ikke i Netflix-serien.
Ifølge et interview med Delvey i The Sunday Times i 2021 havde svindleren endda penge nok til overs fra Netflix-aftalen til, at hun kunne shoppe amok i Céline og Balenciaga på Net-a-Porter.com – via telefon i fængslet.
Serien bekender kulør
’Inventing Anna’ folder sig ud over ni afsnit, der indledningsvist synes at efterstræbe en vis balance mellem at tegne Delvey som en sociopatisk opportunist og et produkt af det penge- og glamourfikserede New York, og en mystisk, melankolsk figur, hvis baggrund og bevæggrunde måske – måske – slet ikke var så fantasifulde igen.
I seriens sidste to afsnit kastes alle reservationer dog over bord, da Netflix og serieskaber Shonda Rhimes på forbløffende vis bekender deres loyalitet til hovedpersonen:
Den evigt godhjertede forsvarsadvokat vil nu »slå ihjel« for sin klient, mens journalisten Vivian Kent (den fiktive version af Jessica Pressler) kæmper for at bistå selvsamme advokat og røres til tårer over den ensomme lille svindler, hvis forarmede familie i fremmedfjendske Tyskland ikke længere vil hende (dét amerikaniserede skræmmebillede er endnu en artikel værdig).
Kents journalistkolleger på Manhattan Magazine (New York Magazine) highfiver ligefrem jublende hinanden, da Delvey – hvis kriminalitet truede med at smadre adskillige menneskers levebrød – kendes ‘ikke skyldig’ i den første af sagens mange anklager. For dernæst at fortvivle, da det går ned ad bakke derfra.
Stakkels Anna!
I virkelighedens verden var Kent selvsagt blevet kylet ud fra arbejdspladsen på røv og albuer for skruppelløst at hjælpe forsvarsadvokatens arbejde i den sag, hun skal forestille at dække professionelt.
Men selv hvis man sluger den kamel i fiktionens navn, er det svært at ignorere, hvordan Netflix lægger sig i selen for at give Delvey genoprejsning.
Veninden som Netflix-konsulent
En del af kontrakten mellem den virkelige kvinde og streamingtjenesten dikterede godt nok, at Delvey ikke ville få indflydelse på seriens udformning, men til gengæld fungerer hendes BFF, den tidligere hotelreceptionist Neffatari Davis, som betalt konsulent på projektet.
Ikke overraskende tegnes Davis i ’Inventing Anna’ som Delveys tro væbner, der håner seriens version af Rachel DeLoache Williams for at have taget imod gaver fra svindleren – mens Davis selv og alle andre synes at glemme, at hendes eget venskab med Delvey indledningsvist baserede sig på en lind strøm sprøde 100-dollarsedler i drikkepenge.
Serie-Davis proklamerer stolt, at hun respekterer Delveys »hustle«:
»Alle her i byen vil have noget«, snerrer karakteren, som var det god grund til at bryde loven. Er man smart nok til at snyde sig til en hulens masse penge fra kapitalistsvinene, er det a-okay.
Og hey, Delvey betalte jo Davis tilbage den ene gang, Davis lagde 1.400 dollars ud for en dyr middag, fordi ‘millionærens’ kort »ikke virkede«.
Ville Davis have forsvaret Delvey så indædt, hvis hun ikke selv var blevet betalt tilbage? Det vil ’Inventing Anna’ nødig spørge hverken sig selv eller sin konsulent om.
At 1.400 dollars alt andet lige ikke helt er at sammenligne med de 62.000 dollars, Delvey »lånte« af Rachel DeLoache Williams, har serien heller ikke meget til overs for, når den lader retfærdighedskrigerne Davis og Kents imitation af brækfornemmelser stå uimodsagt, da Williams indtager vidnesskranken i seriefinalen.
Først og fremmest fordi, Williams – uha – endte med at tjene store summer på selv at indgå bog- og realityaftaler om venskabet med Anna.
Men sådan spiller karmaklaveret ikke:
Delveys kriminelle gerninger, i serien som i virkeligheden, bliver ikke mindre kriminelle af det faktum, at dem, hun svindlede, enten i forvejen var stenrige og/eller stæreblinde eller senere profiterede på deres traumer.
Vi elsker en svindler
Det er kronede tider for svindlerhistorier på Netflix anno 2022, der også har givet os dokumentaren ’The Tinder Swindler’ om israelske Shimon Hayut:
Tinder-djævlen, som har franarret millioner fra en række kvinder, han datede på tværs af europæiske landegrænser.
Hayut har ikke modtaget betaling fra Netflix i forbindelse med dokumentaren, der derimod er blevet til i samarbejde med tre af hans ofre.
Til gengæld tjener manden nu penge på at sælge personlige hilsner på Cameo til en pris af 1.310 kroner per styk, ligesom han gud hjælpe mig også har fået sig en reel manager, som arbejder på at sikre ham en karriere i showbiz.
Man kan ikke kritisere Netflix for, at Hayut bader i spotlyset, efter ’The Tinder Swindler’ strøg til tops på streamingtjenestens top 10 verden over.
Men man må bare konstatere, at det aldrig var sket uden dokumentaren – og at vi seere spiller en ikke-uvæsentlig rolle i at puste til svindlerfascinationen, der forvandler kriminelle til stjerner på de sociale medier.
Det, der gør ’Inventing Anna’ ekstra problematisk, er, at den ikke alene pirrer vores appetit på skandalestoffet, men at den i sidste ende svindler os ved at præsentere en ultra-glamourøs, iøjefaldende biased version af historien om en kriminel, hvis designergarderobe Netflix selv har betalt. Og hvis bedste ven kommer med gode råd i kulissen.
Kommer det bag på nogen, at Delvey snart bliver centrum for sin egen dokumentarserie, takket være ‘Inventing Anna’s popularitet? Selvfølgelig ikke.
»Dette er baseret på en virkelig historie. På nær alt det, der er totalt fundet på«, lyder det kækt i starten af hvert afsnit.
Eller totalt og belejligt udeladt for Netflix’ egen vindings skyld, fristes man til at tilføje.
‘Inventing Anna’ og ‘The Tinder Swindler’ kan ses på Netflix.