’Dansk films bedste’: Hyggeligt DR-program om store danske filmøjeblikke bør tøjle selvfedmen
Søren Pilmark troede, han kun skulle give en lussing til Sofie Gråbøl. I stedet blev det Knytnæven, der gik over i dansk filmhistorie.
Puste æg-scenen i ’Blinkende lygter’ står som et af dansk films højdepunkter i den kanon, som den nye DR-programrække ’Dansk films bedste’ skildrer.
Alle fra Erik Balling til Lars von Trier er ved at blive overskygget af instruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, der står som den store centrale skikkelse i de første tre afsnit af dette fragmentariske portræt.
Titlen ’Dansk films bedste’ lægger op til et forsøg på en ny kanon i stil med den, daværende kulturminister Brian Mikkelsen lavede inden for syv forskellige kunstarter i 2006. Men DR’s nye række korte tv-programmer er ikke så meget en gennemgang af nogle ophøjede få som en slags bladrekatalog, hvor nogle af de mindre salonfæhige også optræder.
’Klassefesten’ er med. ’Walter og Carlo – op på fars hat’ er der også. Det er altså ikke så meget ‘Dansk films bedste’ som ’Dansk film: skidt og kanel’. Det giver et højt tempo og en uforudsigelighed – en mere uforpligtende måde at lave filmformidling på end en mere stringent fremstilling inddelt i eksempelvis årtier. Tilgangen burde være egnet til at få det brede publikum på DR1 i tale.
Nogle film, indtil videre især Dogme-film og dem, hvor Anders Thomas Jensen har været involveret, får omfattende omtaler, kommentarer og bag-scenerne anekdoter. Andre bliver klaret med en hurtig vox-pop, hvor man præsenterer forbipasserende i København for en rebus, der dækker over en film. (Anders Thomas Jensens herredømme bliver bekræftet: ’Blinkende Lygter’ er nemmere gættet end ’Festen’.)
Fokus er »primært de sidste 40 år«, står der i forskræppet, men programmet skulle næsten have gjort det mere konsekvent, så man ikke pligtskyldigt skal medtage et hurtigt klip fra den gamle mester Carl Th. Dreyer og pligtskyldigt runde Dirch Passer. Det bliver for lidt alligevel og næsten historieløst.
Grundtonen er hyggelig, anekdotisk, rosende og afslappet. Allerede i løbet af de første tre afsnit, som vi har fået adgang til på forhånd, toner utallige celebre skuespillere og instruktører frem – fra Bille August og Ole Bornedal til Rosalinde Mynster og Amanda Collin, sidstnævnte med næsten samme frisure som i HBO-scifi-serien ’Raised by Wolves’.
Dansk film blander da også blod med det store udland som aldrig før. Instruktører som Lars von Trier, Nicolas Winding Refn og Susanne Bier arbejder overvejende med internationale casts og engelsksprogede film. Er der stadig tale om dansk film, når eksempelvis Kirsten Dunst toner depressivt frem i ‘Melancholia’?
Det er muligvis tilfældet rent produktions- og finansieringsmæssigt, men jeg er spændt på, hvordan en så rød-hvid-betonet fremstilling som ‘Dansk films bedste’ vil håndtere en i stigende grad globaliseret filmscene. Hvordan vil den danske fejring håndtere, at nogle af de seneste 10 års bedste dansksprogede film, ’Vinterbrødre’ og ’Holiday’, er instrueret af henholdsvis en islænding og en svensker?
Allerede Brian Mikkelsens filmkanon medtog ’Matador’ på et tidspunkt, hvor serien stadig ikke i samme grad havde vundet terræn som i dag. Burde en gennemgang som denne, med fokus på danskhed og national selvforståelse, også medtage ’Borgen’, ’Rejseholdet’, ’Badehotellet’ og andre serier, der i den grad beskæftiger sig med noget genkendeligt dansk?
Det er måske mandagstræner-attitude. Men en række udsendelser som disse er altid en god anledning til at tage diskussionen.
Min udgangsbøn må blive, at de efterfølgende afsnit bedst muligt tøjler selvfedmen, der altid lurer lige i skyggen af den her slags snakkeformater.
Det er befriende, når Lasse Spang Olsen (’I Kina spiser de hunde’ med flere) – af alle mennesker – tager moralsk afstand fra en scene i Nicolas Winding Refns fænomenale debut ’Pusher’, hvor Frank (Kim Bodnia) smadrer Tonny (Mads Mikkelsen) til plukfisk på et værtshus i en håndholdt realisme, der sandsynligvis har gjort fysisk ondt på skuespillerne selv.
Ellers er der generelt roser og superlativer i lange baner – jeg vidste ikke, at ’Solkongen’ og ’Den tid på året’ var så gode film.
Hvis man skal sidde otte afsnit af ’Dansk films bedste’ igennem, bør andre end Lasse Spang Olsen udfordre hyggen og forholde sig lidt kritisk. Det burde formatet og den danske selvfølelse kunne bære. Og det er i tråd med de bedste værker i dansk film, uanset om man personligt investerer sin kærlighed i ’Festen’ eller ’Blinkende lygter’.
Kort sagt:
‘Dansk films bedste’ byder på nok anekdoter og indsigter om tilpas mange danske film til, at alle burde kunne finde noget, de får glæde af. Omvendt er mængden af udvalgte film også i fare for at gøre programmerne overfladiske, så der kun bliver plads til ros.