Netflix på vej med deres første danske komedieserie – perlerække af unge skuespillere i front

Netflix på vej med deres første danske komedieserie –  perlerække af unge skuespillere i front
Josephine Park i 'Doggystyle' sæson 3. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)

Efter sci-fi og nordic noir i ‘The Rain’, ‘Equinox’, ‘Kastanjemanden’ og ‘Chosen’ kaster Netflix sig nu ind i en anden, mere jordbunden genre på dansk: en romantisk dramedyserie.

Serien hedder ‘Skruk’ og handler om fertilitetslægen Nana, der i en brandert inseminerer sig selv med ekskærestens sperm – og bliver gravid. Hvilket medfører en hel perlerække af problemer for hende og hendes omgivelser.

Nana spilles af Josefine Park, der sidste år brillerede i både ‘Venuseffekten’ og ‘Doggystyle’ sæson 3, og omkring hende finder vi en lang række af stærke unge skuespillere: Olivia Joof Lewerissa, Simon Sears, Jesper Ole Feit Andersen og Anne Sofie Wanstrup. Også erfarne kræfter som Charlotte Munck, Mikael Birkkjær, Lisa Carlehed og Thomas Levin er med.

Bag serien står Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer. Fick er egentlig animationsinstruktør, men lavede i 2020 også den vellykkede liveaction-serie ‘Sex’ for TV 2. Feifer har blandt andet instrueret afsnit til ‘Banken’ og ‘Sjit Happens’, ligesom han var medforfatter på ‘Blå bog for evigt’ til TV 2 Zulu sidste år.

Forfatterne udtaler i en pressemeddelelse:

»’Skruk’ er den personlige, komiske, hårde og overraskende historie om fertilitetsbehandling, som vi selv har manglet. At være i fertilitetsbehandling er sindssygt hårdt. Det ved vi, fordi vi selv har været igennem det. Men det kan også være en oplevelse af håb og glæde og latter – det kan kaste dig rundt i så mange forskellige følelser på  kort tid. Derfor ville vi lave en serie, hvor dramaet og komikken altid sameksisterer, for det er vores oplevelse af en fertilitetsproces«.

‘Skruk’ er produceret af tidligere DR-dramachef Piv Bernths Apple Tree Productions, der også stod bag ‘Equinox’.

Serien, der skal bestå af seks afsnit, kommer på Netflix senere i år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af