’A House Made of Splinters’: Hjerteskærende dansk dokumentar fra et børnehjem i Ukraine
CPH:DOX. Den danske dokumentarist Simon Lereng Wilmont demonstrerede med sin sidste film – Bodil-vinderen ’Olegs krig – en barndom i krigens skygge’ om drengen Oleg, der vokser op med sin bedstemor tæt på frontlinjen i Østukraine – at han har et gudbenådet blik for følsomt at skildre konflikt i børnehøjde.
Med den lige så hjerteskærende ’A House Made of Splinters’, som han i januar vandt instruktørprisen for på Sundance Film Festival, er han vendt tilbage til Østukraine for igen at følge nogle hårde børneskæbner. Vi befinder os på et børnehjem i byen Lysychansk, der ved filmens tilblivelse ligger 20 kilomenter fra frontlinjen. I dag er børnene blevet evakueret til det vestlige Ukraine.
Hjemmet er et midlertidigt opholdssted for børn, som de sociale myndigheder har fjernet fra deres forældre. Her kan de bo op til ni måneder, inden de enten skal på et permanent børnehjem, bortadopteres eller hjem igen til deres forældre. Børnehjemmets leder fortæller i en voiceover, at de mange års krig har resulteret i store sociale problemer i Østukraine, hvor alkoholmisbrug og arbejdsløshed splitter alt for mange familier.
Det ser vi med egne øjne hos de tre anbragte børn, Wilmont fokuserer på.
Evas mor er alkoholiker og har svigtet Eva så mange gange, at hun er holdt op med at tro på, at moren nogensinde vil forandre sig. Alligevel håber hun, at moren svarer, hver gang hun ringer hjem. Moren svarer sjældent, og når hun endelig gør, handler samtalerne kun om hendes egen ensomhed.
»Hvorfor vil du lægge mig i graven?« spørger hun Eva, der sidder helt følelsesløst med telefonrøret, inden hun lægger røret på, og hendes øjne fyldes med tårer. Der sidder hun så alene ude på gangen. Eva drømmer om at få lov at bo hos sin mormor, men det er åbenbart ikke så ligetil i systemet.
Sasha har også en mor, der er alkoholiker og har endnu lavere forventninger til mulighederne for at vende hjem. I stedet kaster hun sin kærlighed på sin nye veninde, Polina, og de to deler rørende deres glæder og sorger, indtil skæbnen skiller dem ad.
Endelig har vi Kolya, som reagerer udadvendt på sin alkoholiske mors svigt ved at lave ballade. Han stjæler, ryger og tegner fængselsinspirerede tatoveringer på sig selv sammen med nogle ældre drenge. En omsorgsfuld socialarbejder forsøger at forklare ham, at han ikke får noget ud af at smadre sin fremtid. Men han er opsat på at udtrykke sine frustrationer gennem sit oprør.
Samtidig passer han enormt kærligt på sine to små søskende. I en fantastisk scene læser han fablen om skorpionen og frøen op for dem – den, hvor skorpionen stikker frøen, selvom det betyder, at de begge drukner, fordi det er dens natur.
Og hvad kan vi lære af det, spørger Kolya. At man ikke må lyve?, prøver lillebroren. Nej, at man ikke kan stole på folk, fastslår Kolya. Åh altså.
Det er uendeligt triste børneskæbner. Heldigvis er der også håb og gode stunder på hjemmet, der tilbyder et bedre liv end det, forældrene magter at give dem. Pædagogerne gør deres bedste for at skabe en tryg og sjov hverdag for børnene, der også finder glæde i fællesskabet – selvom det er stærkt foruroligende, når de uhyggelige historier, drengene fortæller hinanden under lommelygternes skær, består af faktiske minder om vold i hjemmet.
Simon Lereng Wilmont har selv ført kameraet og kommer imponerende tæt på sine unge hovedpersoner, der lader til slet ikke at bemærke hans tilstedeværelse. Hans kamera fanger årvågent hver en følelse i børnenes ansigter. Resultatet er intimt og rørende uden at kamme over i sentimentalitet, og den åbenlyse gensidige tillid gør, at man aldrig føler, at der bliver overskredet en grænse.
De observerende scener af børnene er filmens stærkeste, men børnehjemslederens voiceover fungerer fint som supplement, der giver fortællingerne perspektiv.
Mest tankevækkende og tragisk er hendes beretning om, når børnehjemmets børn vender tilbage som forældre til børn, der bliver anbragt og på den måde sidder fast i den onde cirkel. Hun ville ønske, at hun ikke kunne genkende de nu voksne børn.
Filmen foregår udelukkende på børnehjemmet, og krigen lurer kun i børnenes sorgfulde ansigter. Ansigter, der brænder sig ekstra fast med tankerne om den aktuelle situation i Ukraine og børnenes nu endnu mere uvisse skæbner.
Kort sagt:
Simon Lereng Wilmonts Sundance-vinder ’A House Made of Splinters’ er en intim, stærk og hjerteskærende fortælling om krigens subtile ofre i form af svigtede ukrainske børnehjemsbørn.