’Labyrinthitis’: Destroyers musikalske krumspring resulterer i hans bedste album siden ti år gammelt mesterværk
Destroyers Dan Bejar har på sine seneste album – ’Ken’ (2017) og ’Have We Met’ (2020) – bevæget sig mere og mere i en elektronisk retning.
’Labyrinthitis’ – titlen beskriver en svimmelhedsfølelse fremkaldet ved en tinnitus-lignende ringen for øret – er en art kulmination i en udvikling i retning af en lyd, der trækker på den stift dansable del af new wave-scenen i de tidlige 80’ere, der på bedste autodidakte vis trækker på inspiration fra techno, rave og disco. En tydelig inspiration fra New Order går igen på den usædvanligt ordknappe åbningssang ’It’s In Your Heart Now’ og på andensinglen ’Eat the Wine, Drink the Bread’.
Stemningen på forgængeren ’Have We Met’ var nærmest apokalyptisk; sære syner om undergang hjemsøgte albummet (lad os bare sample et par sangtitler: ’The Raven’, ’Kinda Dark’ og ’The Man in Black’s Blues’), der ligesom ’Ken’ indeholdt melodiske lyspunkter, men som heller ikke undgik at køre i tomgang, ikke mindst når den gode melodi ikke rigtig kunne finde vej til sangenes overflade.
’Labyrinthitis’ er ikke nødvendigvis en lysere plade – lyrikken er lige så skiftevis gådefuld, drilsk og decideret uforståelig som altid, så at tale om lys og mørke i forbindelse med et Destroyer-album er lidt et fool’s errand , for hvad er op og ned i Bejars univers, er der overhovedet nogen mening at udlede? Men det virker som om, han har haft det sjovt med at kreere de her sange, og det gør en afgørende forskel.
Bejar betjener sig nok en gang af en lyrisk stil, der består i kryptiske indforståetheder og med en forkærlighed for koan, den zenbuddhistiske praksis med at stille paradoksale spørgsmål eller formulere ulogiske sætninger og så svare lytteren med nonsens, der pludselig kan antage karakter af en spidsfindighed. Som om Bejar mener, at det er den eneste vej til reel oplysning.
Man kan hive mange linjer ud fra et Bejar-album og vende og dreje dem i solen af ens egen forvirring eller ud fra det løfte om afklaring, som Bejar inviterer til, når han pludselig lyder gravalvorlig: »You have to look at it from all angles / says the cubist judge / from the cubist jail«, som han udtrykker det på albummets glimrende nøglesang, ’June’.
Her lykkes han med det, Bejar lykkes med, når han virkelig gør sig umage: Han formår at lyde som om, han fanger ordene i flugten, og melodiens og instrumenternes krumspring er som myg, der danser foran øjnene på én i aftenskumringen. Det er en tilfældighedsmagi, der i samme bevægelse virker nøje planlagt. For som sådan afspejler Bejars musikalske meritter hans ord: Du kan slå dem hen som nonsens, men du kan også vælge at stirre dig blind på dem – indtil de opløser sig og noget (måske) magisk træder frem.
Bejars egen skiftevis henkastede og affekterede begejstring for materialet smitter af på sangene, der bringer lytteren på gentagne omveje, men ikke desto mindre besidder en direkte smittende understrøm, der også bringer dem i havn.
Gentagne aflytninger afslører nogle genuint interessante og detaljerige produktioner, der kaster lys over materialet. Hvor sangene på ’Have We Met’ syntes at miste kraft ved at blive spillet igen og igen, er især klaverbrugen og guitarfigurerne spredt ud over sangene med en idérigdom, der får mig til at tænke på Phil Manzaneras indsatser på Roxy Musics album fra 70’erne.
’Labyrinthitis’ er ikke et album, der nødvendigvis vil overbevise tvivlere om Destroyers fortræffeligheder, men det er et album, der inviterer til (glæde ved) fordybelse på en måde, som Bejar ikke har formået siden mesterværket ’Kaputt’ i 2011.
Kort sagt:
På ’Labyrinthitis’ virker det som om, Dan Bejar virkelig har haft det sjovt med at kreere ord og lyde og melodier, der slår de særeste krumspring undervejs, men som regel samler gode ideer op undervejs og kommer i mål. Det har resulteret i Destroyers bedste og musikalsk mest nuancerede album siden hovedværket ’Kaputt’.