Destroyers boheme-indierock kaster magi over vores verden på ‘Have We Met’

5 6
Destroyers boheme-indierock kaster magi over vores verden på ‘Have We Met’
Dan Bejar aka. Destroyer. (Foto: Ted Bois.)

Med 13 album på cv’et burde vi snart have lært Destroyers boheme-indierock at kende.

Alligevel lyder titlen på det seneste album fra veteranen mere som en afvisning end et imødekommende spørgsmål. ’Kaputt’ fra 2011 blev et bredere gennembrud, hvor Dan Bejar jagtede sin dunkle muse hen over saxofonbetrukket vellyd. Albummet skrottede de skingre indslag, gjorde Destroyers hermetiske univers fløjlsblødt at betræde og inviterede en masse nye lyttere inden for.

Med opfølgerne ’Poison Season’ og ’ken’ afsøgte Bejar derefter nye hjørner af sine præferencer. På det nyeste album fortsætter eksperimenter ligeledes i nye retninger, uden at den canadiske krøltop af den grund trækker tæppet væk under sig selv.

’Have We Met’ lander ved hjælp af faste samarbejdspartnere på en duvende bund af elektroniske arrangementer, der veksler mellem syntetisk pop, blød funk og atmosfærisk electronica. Guitarist Nic Bragg trækker med impressionistisk skønhedssans organiske glødetråde hen over lydlandskabet, så det ikke kun er Bejars vokaler og John Collins’ elektroniske arrangementer, der udfylder lydfladerne. Det ændrer dog ikke på, at Destroyer anno 2020 lyder mere som Pet Shop Boys end som Pavement.

Oprindelig var planen et Y2K-konceptalbum – måske som en velkomstsalut til et nyt, sprødt årti, som en påmindelse om at musikken fra 2000 allerede er ved at blive lige så museal som David Bowie, Bob Dylan, Bryan Ferry og hvem ellers der nu har ageret inspiration for Destroyer de seneste tre årtier. Denne tilgang blev droppet. Men en af fornøjelserne ved albummet er faktisk – ud over Bejars associative sprogblomster – at spore resterne af lyd anno 2000 plus minus, der her og der stadig når op til overfladen: Flere steder bringer de elektroniske arrangementer med deres frysetørrede chillout-fornemmelse erindringer om triphop og elektronisk kvalitets-popmuzak fra dengang, hvor Moby, Zero 7, Air og Massive Attack definerede tidsånden i højtalerne.

På trods af at Y2K-konceptet spøger i margenen, er ’Have We Met’ stadig rendyrket Destroyer. ’Crimson Tide’ lyder som en slags fortsættelse af Kaputt-højdepunktet ’Bay of Pigs’; Bejar synger »when lightning strikes twice the funeral goes totally insane«, som om det er den mest indlysende årsagssammenhæng i verden. En tilfældigt udvalgt anden linje fra en anden sang som »your fortress of solitude’s no contest when you’re staring at oblivion«, er måske dybsindigt, måske det rene bullshit, men den slags lyder fantastisk halvt sunget, halvt hvislet af canadieren.

’It Just Doesn’t Happen’ har et catchy synth-riff, som hverken New Order eller OMD ville have skammet sig over. På denne ørehænger er vi i tråd med 80’er-fascinationen på forrige plade ’ken’. Her er et af denne plades få numre, der også vil overbevise dem, der bedst kender Dan Bejar fra hans medvirken på de mere strømlinede og ligefremme New Pornographers-plader, hvor han i hvert fald indtil 2014 var fast bidragende medlem.

De mere overraskende indslag er måske dem, der er allermest tilfredsstillende: Den sorgfulde ’The Television Music Supervisors’ trækker mere på perifere nedslag i kataloget, herunder Bejars samarbejder med ambient-kunstnerne Tim Hecker og Loscil. ’Cue Synthesizers’ er et af albummets højdepunkter: »Cue synthesizers, cue guitars, cue fake drums«, synger han med hørbar og stolt skaberglæde hen over en blodfattig android-funk, som fungerer forrygende.

Stemmen og teksterne fylder så meget i Destroyer-regi, at akkompagnementet næsten altid vil være sekundært. Dan Bejar lyder her som på alle andre albums kontrær, blasert og syrlig, men også ofte indigneret og spiddende med sin flamboyante stemme og referencer, der på dette album spænder fra Edgar Allan Poe (’The Raven’) til Boston-kvæleren og Quentin Tarantino. Bejar citerer i hvert fald næsten John Travoltas Vincent Vega fra ’Pulp Fiction’, når han erklærer: »Been to Europe been to America. It’s all the same shit«.

Destoyers tekstunivers er røg, spejle og sæbebobler, hvor ordene blot puster sig op, indtil de eksploderer lydløst. ’Have We Met’ er (heller) ikke albummet, hvor Dan Bejar træder frem og viser os sine kort. En stor del af hans ansigt vil forblive gemt i skygge – eller i hvert fald med nedadslået blik som på pladecoveret.

’Have We Met’ er til gengæld en solid opdatering, der næppe vil åbne lige så mange nye døre, som ’Kaputt’ gjorde. Fans vil nyde på ny at gå på opdagelse i det kryptiske tekstunivers; taknemmelige over at denne enigmatiske elegantier orker at rejse sig fra sin divan og kaste lidt af sin magi over verden.


Kort sagt:
Destroyers 13. udspil er fyldt med alt, hvad den kryptiske canadier gør bedre end nærmest alle sine konkurrenter.

Destroyer. 'Have We Met'. Album. Merge/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af