’A Memoir Blue’ drukner i metaforer så tykke som gelé
‘A Memoir Blue’ beskrives af folkene bag udgivelsen som ’et interaktivt digt’.
Det er den mest prætentiøse måde, jeg nogensinde har hørt nogen beskrive et spil, der grundlæggende er en skrabet walking simulator.
Men det er faktisk heller ikke helt ved siden af.
Spørgsmålet er så, om verden reelt har brug for interaktive digte. Eller om ’A Memoir Blue’ overhovedet er et godt digt.
På dybt vand
’A Memoir Blue’ er på overfladen alt, hvad man forventer af et hjerteskærende smukt (og hjerteskærende i den gængse forstand) indiespil.
Spillets hovedperson, den olympiske elitesvømmer Miriam, har netop vundet endnu en guldmedalje, men trods den umiddelbare succes er alt ikke vel.
Miriam ignorerer opkald fra familien, hun bryder sig ikke om rampelyset og de skarpe blitz, og hun stirrer trist ud i luften i sin lejlighed.
Hun overvældes af en bølge af minder og dykker vitterligt ned i sin underbevidstheds mørke hav for at rede sin fortids triste strømme ud.
Spillet består herefter af en række mere eller mindre surrealistiske scener med en meget bastant vand- og havmetafor, hvor man som spiller skal klikke på forskellige objekter for at avancere til næste scene.
Her skal tændes for druknede gadelamper, og koraller lyser syngende op, når de udsættes for museklik, hvorefter endnu et kapitel i Miriams lidelseshistorie åbenbarer sig.
Man forstår, at Miriam har et komplekst forhold til sin mor, har traumer i bagagen og føler sig svigtet.
Og ’A Memoir Blue’ sørger for, at alle – også dem på de allerbagerste rækker – forstår.
Et kort dyp
Den unge Miriam og hendes mor er på enormt flot vis afbilledet som kinesisk inspirerede tegnefilmsfigurer, som den voksne og fotorealistisk animerede Miriam smertefuldt betragter, mens hun bevæger sig gennem spillet.
Barndomslejligheden ser dragende og sær ud under vand. Regn, mørke tangskove, dæmpede neonlamper og eksotiske fisk møder spilleren i flotte scener, imens soundtracket, der i høj grad består af skrøbelige indiefolk-sange, er velvalgt og understøtter spillets tydelige tematikker.
Men når det er sagt, er historien banal. Metaforerne er lige så tyktflydende og livløse som Det Døde Hav, og den meget korte spilletid på 45 minutter er kun tilstrækkelig nok til, at spilleren lige får dyppet tæerne.
Fortællingen om en flugt fra en smadret kernefamilie, en uopmærksom singlemor og et succesrigt, men eksistentielt tomt, elitesvømmerliv føles udvandet, og som om det bedre kunne være udfoldet i en Pixar-kortfilm a la ’Bao’ eller ’Lava’.
Dertil kommer, at metaforikken simpelthen for ofte bliver tung som en bardehval, som når Miriam bogstavelig talt drukner og knuses i en syndflod af trofæer.
Tyndt sjask
Det er svært ikke at føle sig talt ned til og udsat for en lidt for pædagogisk historiefortælling med en meget tydelig moral og et gumpetungt univers, der har grebet fat i alt med en våd fællesnævner. Her er ingen tvetydigheder, og der stilles ingen krav til spilleren.
Det gælder også for spillets tekniske udfoldelse. Den største udfordring, man risikerer at blive udsat for, er, hvorvidt en skydedør skal trækkes den ene eller den anden vej, eller om man har overset en bunke bøger, man skal klikke på, før spillet rykker videre.
Jeg er ikke en af den slags mennesker, som partout skal have et scoreboard, otte forskellige eksplosiver og et omfangsrigt crafting-system for at bryde mig om et spil.
Jeg har knuselsket andre spil af denne slags som ‘Gorogoa’ og ‘What Remains of Edith Finch’, men ’A Memoir Blue’ er simpelthen for tynd en kop te.
At lave interaktive digte er en fremragende og beundringsværdig arbejdstese, men når det interaktive fylder så forsvindende lidt, må det kræves, at poesien er det dygtigere og stærkere.
Kort sagt:
‘A Memoir Blue’ er i udgangspunktet flot, men drukner i et hav af uelegante og tunge metaforer og havde været bedre tjent som en animeret kortfilm.