KOMMENTAR. Kan vi gøre kvinder til mennesker ved at lade dem tale som mænd?
Spørgsmålet melder sig, da jeg ser tredje afsnit af Sonys nye videoformat, Reallyd. Selv om samtalen i seriens første afsnit om forskelsbehandling og sexisme i musikbranchen er vigtig, er der noget befriende ved at overvære Lis Sørensen, Clara, Nella, Saso samt Ninna og Mille fra Ganger flytte fokus og snakke co-writers, teknik og lyd.
Som en, der selv har et feministisk projekt i mit arbejde, føles det kontroversielt at sige. Samtalen om ligestillingsproblemerne i musikbranchen (og mange andre brancher) har ganske vist rykket sig helt enormt de seneste år, men den er ikke forbi. Ikke desto mindre er det opløftende for en stund at ignorere de kønsrelaterede begrænsninger og udfordringer, som præger alle kvindelige artisters karrierer, og simpelthen lade dem snakke om musik, som om de var, ja, musikere.
Præcis som sekstetten gør i tredje afsnit af Reallyd.
Under overskriften ‘Vi giver ordet til dem, det handler om’ lader Sony i videoformatet 21 kvindelige artister udveksle erfaringer uden moderator og manus. Hensigten med rundbordssamtalerne er at skabe et både frit og trygt forum, som kan inspirere, oplyse og skabe forandring. For musikerne selv og for alle, der kigger med – heriblandt forhåbentligt unge kvinder med en artist i maven.
De oplevelser med sexisme, artisterne i Reallyd deler, er langt fra ny viden, og det er fristende at spørge, om ikke Sony ankommer lidt sent til ligestillingsfesten. Som udgangspunkt er det dog vanskeligt ikke at heppe på initiativet.
Ud med antagonisten
Førnævnte overskrift for Reallyd signalerer et opgør. Debatten om sexisme og den skæve kønsbalance i musikbranchen har de seneste to år fået mere og mere spillerum og opmærksomhed – i dagbladenes debatsektioner, på sociale medier, på festivaler og i konfronterende interviews med branchens magthavere – men ofte er der blevet kastet en antagonist ind i samtalen.
‘Duellen’ imellem Lydmor og daværende chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen i Deadline i juni 2020 er et eksempel på, hvordan debatten blev iscenesat, dengang vi endnu havde Sofie Lindes Zulu Comedy Galla-tale til gode; det skulle helst være påstand mod påstand, ja, som et drama, der udspillede sig på en scene, hvor den mest slagkraftige punchline løb med opmærksomheden. Emnet, i denne sammenhæng anmelder Thomas Treos sexistiske sprogbrug, var jo godt stof til denne form for følelsesladet verbal tvekamp.
Senere, på den anden side af Revolutionen 26. august samme år, har blandt andet paneldebatter skabt et mere konstruktivt rum til at diskutere og blive klogere på de udfordringer, som i løbet af 2021 omsider blev anskuet som reelle og alvorlige og ikke blot harmefulde påstande fra enkeltstående hystader. Under disse som regel modererede samtaler har forskellige mere eller mindre magtfulde aktører fra branchen delt deres perspektiver på problemerne og ofte fejet for egen dør ved at præsentere initiativer, som skulle komme dem til livs.
Here we are, i april 2022, hvor to nye undersøgelser bestilt af henholdsvis DR og Koda atter understreger, at det er langt vanskeligere at være kvinde end mand i den danske musikbranche. Kan Reallyd rokke ved de sexistiske strukturer?
Mand, hvornår har du sidst lyttet til Mariah Carey uden ironi?
I Sonys videoformat er der hverken en antagonist, en gatekeeper, en journalist eller en Sofie Linde til stede. Her er de kvindelige artister alene i samtalen om det, der i bund og grund er deres: Musikken og arbejdet med at skabe den. Og det kommer der flere interessante udsagn og fine anekdoter ud af – samt en slagkraftig punchline hér og dér.
I første afsnit er det Sulka, Mø, Coco O., Anne Linnet og Amina, som mødes til en rundbordssamtale hos deres fælles musikselskab. Artisterne sætter, på tværs af generationsforskellene, blandt andet ord på kønsstereotyper, herunder konflikten imellem at lægge afstand til feminine dyder og tage dem i forsvar.
På den ene side var det frustrerende for den unge Anne Linnet, at ‘Smuk og dejlig’ ved udgivelsen i 1976 automatisk blev tolket som en kærlighedssang skrevet til en mand. På den anden side er Coco O. træt af nærmest at skulle undskylde for at skrive kærlighedssange, og hun argumenterer for, at mænd har sværere ved at lytte til kvindelige artister end omvendt.
Hvis voksne mænd lytter til Mariah Carey, er det oftest med ironisk distance, selv om de ellers er til r’n’b og soulmusik, lyder påstanden, som tager fat i nældens rod: At kunst af kvinder ikke opfattes som universel kunst, ikke er relaterbar for alle køn. At kvinder grundlæggende er understillet mænd.
Andre af problemstillingerne er mere håndgribelige og velbeskrevne. Hvordan medierne har tendens til at sammenligne kvindelige artister og er med til at skabe en ugunstig stemning af, at der kun er plads til én dronning i musik-Danmark. Hvordan mandlige musikere har stærkere, ofte ekskluderende fællesskaber. Og hvordan feminine kvaliteter såsom at lytte, tvivle og være rummelig bliver opfattet som svage træk i de ofte mandsdominerede studier.
Det ikke-modererede forum kan noget. Forenet på tværs af forskelle i baggrund, alder og udtryk demonstrerer artisterne i Reallyd, hvorfor fællesskaber er så vigtige for at få fodfæste i musikbranchen og finde styrken til at blive ved.
’Counter Strike’ og femiwashing
Et argument fra Coco O. om, at manglen på kvindelige producere måske skyldes, at færre kvinder end mænd har spillet ’Counter Strike’ som små, bygger fint bro til afsnit tre. Her fylder køn som sagt mindre i samtalen imellem de seks artister til fordel for et herligt nørdet fokus på teknik og vigtigheden af at forstå den og lære dens sprog. Mille fra Ganger, der (som en af få kvinder) går på producerlinjen på Musikkonservatoriet, sætter ord på lykken ved at kunne yde sit bedste som performer, når man kan skabe den optimale lyd for sig selv og sit band.
Man fornemmer, at flere af artisterne har det ambivalent med at stille op til Reallyd. I afsnit to siger Barbara Moleko, at hun bare gerne vil være i sin kreative boble og slippe for at skulle forholde sig til sit køn, imens Fenja indrømmer, at hun faktisk kun modvilligt er dukket op til dagens samtale. Sjovt nok er det dominerende spøgelse under denne samtale faktisk ikke køn, men musikselskabernes (læs: Sonys) magtudøvelse over egne artister.
Det er værd at sætte spørgsmålstegn ved Sonys motiver med Reallyd. Er der tale om kynisk femiwashing, når det store label sætter deres kvindelige artister til at tale om et af tidens til stadighed hotteste emner, MeToo? Sony synes selv at indrømme, at der har været interne spændinger, når de i pressematerialet om Reallyd skriver, at de har oplevet »tydelige tegn på, at der er behov for en åben samtale«.
Reallyd er en håndsrækning fra Sony til deres kvindelige artister – men når selskabet vælger at filme disse åbne samtaler og distribuere dem på YouTube, kommer konceptet unægteligt også til at tjene som positiv og politisk korrekt branding. Ændrer Reallyd reelt noget ved de interne strukturer hos giganten Sony?
I afsnit to udtrykker Barbara Moleko, Fenja, Katinka, Bbybites og Dayyani en samstemmig frustration over af kommercielle årsager at blive tvunget til at definere og strømline sit kunstneriske udtryk. Reallyd ‘giver ordet til dem, det handler om’, men lukrerer Sony i sidste ende på artisternes ærlighed, tid og følelser?
Samtalen om sexisme og uligestilling i musikbranchen og alle andre brancher i Danmark bør fortsætte på de høje nagler, og hver stemme og hvert udsagn, uanset hvor mange gange vi hører dem, gør en forskel. Men på samme tid har hver eneste artist ret til ikke at beskæftige sig med emnet og til at hellige sig den kreative, ukrænkelige og nørdede boble, som musikervirket forhåbentlig bliver for alle kvinder og ikke-ciskønnede i en nær fremtid.
Reallyd kan ses på YouTube. Der kommer et nyt afsnit online hver tirsdag eftermiddag. Serien består af i alt otte afsnit.