Vi er midt i en Cage-essance.
Som Soundvenues Nicolas Cage-superfan Christian Povlsen har pointeret, stoppede den produktive skuespiller aldrig med at lave gode film. Men på grund af en enorm skattegæld har der været langt imellem snapsene de seneste ti år, som har været præget af elendig thriller på dårlig actionfilm.
Nu er han så efter eget udsagn endelig fri fra gældsposterne. Det fejres med maner, da han er biografaktuel med metakomedien ’The Unbearable Weight of Massive Talent’, hvor han i rollen som sig selv skal afsløre en kartelleder, der er hans største fan.
Trods sit brogede ry har skuespilleren leveret ikoniske præstationer i samarbejde med et hav af spændende instruktører fra onklen Francis Ford Coppola i 80’erne over David Lynch og Coen-brødrene til Paul Schrader samt Panos Cosmatos i nyere tid.
Der er således ikke engang plads til hans Oscar-nominering og -statuette på listen over creme de la creme-kraftpræstationerne fra hans lange karriere – på forhånd undskyld til Kaufman-fanatikerne derude. Men vi tager alligevel den svære opgave på kappen at rangere hans bedste præstationer.
7. ’Vampire’s Kiss’
Har du set et af de hundrede af Cage-memes på internettet, hvor han gakker ud til den store guldmedalje, er det sandsynligvis fra denne obskure satire over yuppie-kultur fra 1988.
Der er ingen grænser for, hvor animeret Nic Cage kan blive som Peter Loew. Da han tror, at han er blevet til en vampyr, bruger han uransageligt arbejdsdagene på at chikanere og true sin stakkels sekretær Alva. Han hopper op på bordene og skriger alfabetet fra ende til anden, spæner igennem gaderne, imens han skriger »I’M A VAMPIRE«, bider ned på falske vampyrtænder og sender i samtlige scener øjeæblerne så langt ud af kraniet, at de er ved at falde ud af øjehullerne.
Skal man have Cage i sit mest udskejende leje, er filmen langt at foretrække frem for affald som ’The Wicker Man’ og ’Kiss of Death’.
6. ’Face/Off’
På et lille år imellem 1996 og ’97 var Nicolas Cage på mirakuløs vis med i tre af 90’ernes mest klassiske dude-bro-actionfilm. Michael Bays mesterværk ’The Rock’, den skraldede ‘Die Hard’-klon ’Con Air’ og John Woos vanvidsepos ’Face/Off’.
Af de tre er hans præstation som den maniske skurk Caster Troy i ’Face/Off’ uden tvivl den mest ikoniske. I de første minutter alene headbanger han i fuld præstekjole foran et nysgerrigt pigekor, hvorefter han tager en af dem på røven, mens han synger ’Halleluja’.
Da han skifter ansigt med John Travoltas tørvetriller af en agent, Sean Archer, forsvinder Cage ind i rollen som en lidende familiemand, tvunget til at spille en rablende sindssyg gangster. Travolta, der hopper og danser rundt i sin nemesis’ krop, har tydeligvis en fest som Castor. Kan hans præstation siges at være en del af Cages? På sin vis, ja.
5. ’Moonstruck’
Selvom Nicolas Cage mest er kendt for sine forskruede karakterer, er han i sine bedste roller først og fremmest en romantiker.
Det lyser ud af ham i romcom’en ’Moonstruck’ om utroskab i Jersey under måneskinnet. Bageren Ronny (Cage) har opgivet alt håb om en fremtid. »Jeg mistede min hånd. Jeg mistede min forlovede«, råber han af sin kommende svigerinde Loretta (Cher) og truer med at gøre en ende på det hele med en stor slagterkniv.
Cher vandt helt fortjent en Oscar for sin præstation som den kyniske enke, der falder pladask for Ronnys dyriske og passionerede manierisme. Og man tror straks på den pludselige forelskelse på grund af Cages uovertrufne virilitet. Det hjælper, at han aldrig har set flottere ud end som den svedende, storråbende ungkarl med et hjerte af guld og en hånd af træ.
4. ’Mandy’
Konceptet Nic Cage som Jason Voorhees var nok til straks at gøre Pablo Cosmatos splatterfilm til en kultklassiker blandt Cage-fans.
‘Prisoners of Ghostland’ og ‘Willy’s Wonderland’ har ligeledes prøvet at kapitalisere på skuespillerens status som fandenivoldsk mememaestro. Han spiller arkadespil i ’Willy’s Wonderland’. Han har bomber installeret ved nosserne i ’Prisoners of Ghostland’ … Random!
Hvad disse film mangler, er den oprigtige patos, Cage fremviser som skovhuggeren Red i ’Mandy’. Filmen bruger overraskende lang tid sammen med de to elskere Red og Mandy (en fænomenal Andrea Riseborough) ude i deres idylliske skovhytte, hvor de lever en simpel, men rar tilværelse.
De vilde vredesudbrud, da Red efterfølgende begår frygtelig hævn imod kulten, som myrder Mandy, føles derfor heller aldrig ufortjente.
3. ’Bringing Out the Dead’
Nic Cages bedste dramatiske rolle skal hverken findes i Spike Jonzes ’Adaptation’ eller det bedagede drama ’Leaving Las Vegas’ (der indbragte ham Oscar’en), men i stedet langt dybere i skuespillerens annaler: Nemlig Martin Scorsese og Paul Schraders længe glemte spirituelle opfølger til ’Taxi Driver’, ’Bringing Out the Dead’.
Med mørke rander under øjnene og indebrændt had lynende ud ad hver porre i ansigtet kører Frank Pierce (Cage) ambulance rundt i New Yorks mørkeland, hvor han agerer chauffør for hjemløse drukkenbolte og ser spøgelser af de mennesker, han ikke kunne redde.
Den bedrøvede weltschmertz lyser ud af den tabte sjæl, som holder sig i live på en blanding af puertoricansk kaffe og billig whisky. Om end Frank har øjeblikke, hvor Cage komplet taber sutten og går grassat på sine omgivelser, foregår skuespilpræstationen her på et langt lavere blus end normalt, der dog konstant truer med at bryde ud i lys luge.
2. ’Raising Arizona’
Det er Cages hår, der er hemmeligheden bag denne elektriske præstation som vaneforbryderen H.I i Coen-brødrenes blot anden spillefilm. Det viltre garn stikker i alle jordens fire retninger, alt imens den imponerende skovsnegl tilnærmelsesvist har sit eget liv.
Ligesom Jeff Bridges’ The Dude er H.I en oprigtigt god gut, som dog ikke kan modstå sin natur. Da han og politikonen Ed (Holly Hunter) ikke kan få børn, finder han det derfor også helt normalt at stjæle den lokale rigmands nyeste spædbarn.
Coen-brødrenes knivskarpe, hylende morsomme manuskript og Cages inkarnerede dedikation til den skrupskøre rolle er et himmelsk match, og det er i grunden utroligt, at de kreative genier aldrig gentog samarbejdet. På den anden side er det svært at forestille sig, at resultatet kunne blive bedre end ’Raising Arizona’.
1. ’Wild at Heart’
Nicolas Cage blev sat i denne verden for at spille Sailor Ripley. Med flødet Elvis Presley-stemmeføring, iklædt en slangeskindsjakke (som skuespilleren selv medbragte på settet) og de bedste dansetrin på det amerikanske kontinent tvinger han sig ind i ens hjertekule.
Hans præstation i Lynch’ mesterlige ’Wild At Heart’ er på en og samme tid overmenneskelig og grundet i en dyb sårbarhed. I filmens første scene banker han en mands kranie ind, tænder en smøg og peger med en blodig finger på den ondsindede heks spillet af Diane Ladd … Kuldegysninger!
Hans samspil og kemi med Laura Derns Lula er som glohed jern i ilden. Der er en magnetisme imellem de to, som er stærkere end noget andet par, jeg før eller siden har set på film, hvad end de danser, putter eller knepper til den lyse morgen.
Det er et lille stykke filmmagi. Og det er ren Cage.
’The Unbearable Weight of Massive Talent’ kan ses i biografen fra 21. april.