Machine Gun Kellys noget uventede opstigning til stjernestatus er åbenbart ustoppelig.
Rapperen (og rockmusikeren!), der indtil for nylig mest var kendt for en beef med Eminem, er i løbet af den seneste tid blevet frontfiguren for en ny poppunk-revival, og så har han desuden skabt overskrifter gennem sit forhold til skuespilleren Megan Fox.
Nu skal Colson Baker, som han hedder, spille hovedrollen i en ny romantisk komedie, som han selv har skrevet og instrueret sammen med poppunk-musikeren Mod Sun (som lige er blevet forlovet med Avril Lavigne!).
Filmen hedder ‘Good Mourning’ og følger en ung skuespiller – spillet af MGK – der må vælge mellem et romantisk forhold og en stor filmrolle.
Castet er ret stjernespækket. Hovedpersonens venner bliver spillet af Pete Davidson og Mod Sun, mens Machine Gun Kellys forlovede Megan Fox også har en kort optræden. Dove Cameron og GaTa (kendt fra serien ‘Dave’) har også mindre roller.