Syngende Mew-fans stod for årets måske smukkeste NorthSide-øjeblik
Mew laver musik af den slags, der for nogle mennesker kan føles larger than life. Deres musik – og i særdeleshed de to klassiske album ’Frengers’ og ’And the Glass Handed Kites’ – ræsonnerer ganske enkelt bare med lytterne på en måde, som er de færreste danske bands forundt.
Det mærkede man klart og tydeligt lørdag aften i Eskelunden, hvor bandets dedikerede fanskare var aftenens absolutte MVP. Der blev kysset, krammet og grædt, da de første toner til ’Special’ blev slået an, og det eskalerede kun, da nummeret gnidningsfrit gled ind i det ditto folkekære nummer ’The Zookeeper’s Boy’.
Det var mildest talt rørende at se, hvor meget det betød for de fremmødte. En fantastisk understregning af musikkens evne til at samle og skabe kærlighed, og især de forreste rækker ved den tætpakkede Echo-scene fortjener en hyldest for deres smittende passion. Det var først og fremmest dem, der bar koncerten.
Dermed ikke sagt, at Mew ikke også gjorde det godt. Deres NorthSide-optræden var en melankolsk magtdemonstration af en koncert, der viste et teknisk uovertruffent band i deres absolutte es. Det fremgik tydeligt, at de tre skolekammerater efterhånden har spillet sammen i mere end et kvart århundrede. Selvsikkert og rutineret, men også en anelse upersonligt. Mew havde tydeligvis intet at bevise i Eskelunden.
Bassist Johan Wohlert førte langt henad vejen ordet, mens den notorisk stilletiende frontmand Jonas Bjerre mest bare koncentrerede sig om at synge. Det gjorde han til gengæld også umådeligt godt, og under koncerten understregede Bjerre med sin ikoniske englestemme, at han fortsat hører til blandt landets absolut stærkeste forsangere.
Det er ingen hemmelighed, at Mews nye materiale for de flestes vedkommende ikke står hjertet helt lige så nært, og måske af samme grund bestod særligt anden halvdel af koncerten mestendels af bandets klassikere.
Her står især ’156’ tilbage som et mindeværdigt højdepunkt. Jeg sværger personligt til ’Frengers’ som en mere eller mindre perfekt dansk rockplade, men denne mere dynamiske fremføring af nummeret rivaliserede selv originalen.
Vanen tro blev koncerten rundet af med ’Comforting Sounds’, og her strålede det ovenud lykkelige publikum endnu engang. I nummerets outro – længe før Bjerres falset overhovedet satte ind – stemte de mange fans i, og den nærmest fodboldstadion-agtige fællessang kan meget vel være årets smukkeste NorthSide-øjeblik. Ren eufori.
Mew gjorde det godt i Eskelunden. Men publikum gjorde det endnu bedre.
Kort sagt:
Mews NorthSide-optræden var en melankolsk magtdemonstration af en koncert, men de euforiske fans står tilbage som aftenens absolutte MVP.