Flere prominente standup-komikere har mødt kritik den seneste tid. Både Dave Chappelle og Ricky Gervais har været i sigtekornet for blandt andet transfobiske jokes i deres nyeste Netflix-specials.
Det har fået Amy Schumer til at genoverveje sin standup, fortæller hun til The Hollywood Reporters roundtable interview med Tracee Ellis Ross, Quinta Brunson, Selena Gomez, Bridget Everett og Molly Shannon.
Schumer beskriver sin tidligere persona som en værre version af sig selv.
»Det plejede helt klart at være en fuld persona, men det føles rigtig godt at komme tættere på mig. Jeg elsker at spille et monster, bare sådan den værste hvide kvinde, men jeg kommer længere og længere væk fra det«.
Schumer mener, det har været en langsom udvikling i hendes standup væk fra den gamle persona. »Det skete gradvist, bare mens jeg lærte mere og så skaden i at joke om ting, der er skadelige. At tage mere ansvar og ikke bare gøre det for at snige sig ind i drengenes klub«.
I interviewet taler de seks komikere om at være kvinder i komik, og hvordan presset er anderledes for dem. De kommer også ind på deres politiske ansvar i sager som den aktuelle abortdiskussion.
Schumer genkalder en historie fra præsidentvalget i 2016, hvor hun spurgte publikum: »Jeg vil bare gerne forstå, hvorfor nogen ville stemme på Trump? Kan nogen forklare det til mig?«. Hvilket fik 200 personer til at udvandre fra showet.
Det var langt størstedelen, der blev tilbage, og hun fortryder ikke at stille spørgsmålet.
»Det betød noget for mine billetsalg. Men hvor dejligt ikke at have de mennesker blandt publikum. Ikke at de er slemme, men jeg tror ikke, de vil værdsætte det, jeg siger, fordi, I ved, jeg synes, folk skal behandles ens«.