‘She-Hulk: Attorney At Law’: Irriterende Marvel-serie tænker alt for meget på, hvad haters tweeter i sofaen
»Bare fordi vi har haft MeToo, så skal alt bare handle om kvinder nu?«
»Hvorfor skal superhelte være så politisk korrekte?!«
Nej, det er ikke noget, jeg siger.
Ej heller er det kommentarer just løftet fra Twitter. Om end jeg har set rigelige med samme ordlyd i den seneste tid.
Niks, replikkerne lander i en lind metasatirisk strøm i Disney+’s nyeste Marvel-serie ’She-Hulk: Attorney At Law’, der i de fire ud ni afsnit, pressen fik forud for premieren, lægger snart sagt hele sin grønne muskelmasse i at adressere og tage pis på samtlige mandschauvinistiske fordomme, projektet blev mødt med i opstartsfasen.
Og som samtlige andre superheltefilm- og serier med kvindelige hovedroller naturligvis har måttet lægge ryg til fra de undergrupperinger i samfundet, der mener, at visuel repræsentation af over halvdelen af jordens befolkning er en forbipasserende tendens i tiden.
I teorien så langt, så veloplagt velkomment, skulle man som udgangspunkt have troet, men ’She-Hulk’ (som først dukkede op i tegneserieform i 1980) har så travlt med at udstille sine kritikeres giftige maskulinitet igennem forudsigelige stereotyper af samtlige køn, at serien dårligt har tid til at spinde et plot.
Så det lader den være med.
Emmy-vinder Tatiana Maslany fra ’Orphan Black’ indtager titelrollen som advokaten Jennifer Walters, som ved et uheld blander blod med sin Avengers-fætter Bruce Banner og efterfølgende må fylde tøjskabet med spandex.
Sidstnævnte tip får hun af Bruce selv, idet serien ikke overraskende har givet Marvel-veteranen Mark Ruffalo til opgave at levere pilotafsnittets tonstunge ekspositionsdialoger omkring livet som en Hulk, komplet med tåkrummende bøvsehumor (Ruffalos egen Hulk, bemærkes, har selv været en regulær joke i superheltefranchisen siden ’Avengers: Infinity War’).
Frem for at skabe et kaotisk alter-ego gør Jennifers mutation hende imidlertid i stand til at skifte ham efter forgodtbefindende og stadig være sig selv af den grund, at kvinder ganske enkelt har mere hverdagstræning udi i at holde hovedet koldt – det bliver man nødt til, når man igennem hele livet bliver mødt med uligeløn og klask i bagdelen og »Smil!«-bemærkninger, som Jennifer forklarer sin misundelige fætter i af de forsvindende få stykker kønskomik, der rent faktisk trækker stikket hjem.
Jennifer er personligt mere interesseret i mysteriet om, hvorvidt Captain America døde som jomfru, end i at acceptere sin nye superhelteskæbne, men må naturligvis sande, at hun ikke kan vende tilbage til sit normale liv igen.
Besynderligt nok undlader serieskaber Jessica Gao dog helt at illustrere, hvordan Jennifer leverer makeover-nyheden til vennerne, og kaster sig i stedet direkte ud i en ujævn, mestendels imponerende usjov hudfletning af, hvordan vor helt forsøger at få advokatkarriere, dating i 30’erne og bekæmpelse af misogyne kollegaer såvel som dæmoniske kræfter (same-same) til at gå op i en højere enhed.
Spoiler: Det gør det hverken for Jennifer eller for serien, der bryder den fjerde væg så hyppigt for at sikre sig, at vi er med, at Deadpool ville tage sig til masken over graden af selvfed meta-selvironi.
Dén cocktail er selvsagt et varemærke, Marvel Cinematic Universe har kultiveret siden ’Iron Man’s spæde filmfødsel, men Tatiana Maslany mangler både karisma og komisk timing til at få stoffet til at løfte sig over det jævnt irriterende.
I skarp kontrast til junis introduktion af brandcharmerende Iman Vellani som ’Ms. Marvel’ virker Maslany således her på ukarakteristisk Marvel-vis lettere fejlcastet, skønt det er manuskriptet og de ringe special effects, der er de største superskurke på settet:
Hvis Pixar har lært os noget over de seneste 30 år ,er det, at kyniske voksenseere snildt kan knytte ubrydelige bånd til en skralderobot, så længe historien har hjerte og humor på rette sted, men eftersom She-Hulk dårligt har noget plot at læne sit billigt udseende CGI-korpus op ad, og oven i hatten håndterer sin kønskritik så gelinde som fætter-Bruce i en porcelænsbutik, ja, så fremstår Disney+’s første Marvel-serie med en digital hovedrolle som et stilforvirret monster.
Foruden Maslany og Ruffalo gentager Tim Roth sin rolle som skurken Emil Blonsky aka. Abomination fra ’The Incredible Hulk’ (du ved, den med Edward Norton, der forsvandt i tågerne præ-Avengers-æraen), og Benedict Wong er tilbage igen-igen i år som Doctor Strange-sidekicket Wong.
Birollen, som Marvel efter et håndfuld positive tweets for år tilbage nu har besluttet sig for ikke alene er en fanfavorit, men FANFAVORITTEN over dem alle, hvorfor Jennifer nødvendigvis må italesætte hans imaginære »kultstatus« til kameraet ikke bare én, men flere gange:
»Sikken du smiler. Du er nok glad, fordi du lige har set WONG!«, lyder det fra helten til rundt regnet fem diehard Wong-disciple ude i stuerne.
Alt imens resten af os ville ønske, at skaberne bag det »grønne feministiske fyrtårn« havde gået mindre op i, hvad vi og eventuelle haters monstro tænker og tweeter på sofaen hvert andet minut, og mere i at præsentere en reelt sammenhængende serie.
Kort sagt:
’Orphan Black’-stortalentet Tatiana Maslany fremstår besynderligt fejlcastet i Disney+’s ringeste Marvel-serie til dato, der er lige så klodset som Hulken selv i sin iver efter at spinde relevant kønssatire.
(Døde Captain America som jomfru? Det må du se rulletekstsscenen i første afsnit for at finde ud af.)
Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit.