Stella Donnelly angriber sine fjender med forgiftet sukker, men søger også indad på ’Flood’
Bolsjemassen har mistet noget af sin farve og syrlighed, men Stella Donnelly sælger stadig livets hårde kendsgerninger som forgiftet sukker på sit andet album, ’Flood’.
Den 30-årige australier slog igennem med debutalbummet ’Beware of the Dogs’ i 2019. Hendes blanding af voldsomt drilske melodier og en tungt bevæbnet sødme gjorde sangerens lidt naive indiepop til et øjeblikkeligt anmelderhit.
Her var en musiker, der forstod at tage livet af sit bytte med et blodigt smil på læben. Tvivlsomme eksistenser – gamle chefer, slibrige overgrebsmænd – fik en syngende lussing forklædt som imødekommende indiepop.
Selv om hun går mindre krigerisk til værks på ’Flood’, føler man stadig et engagement med samfundet. Donnelly forholder sig til kvinder i voldsramte hjem og ulige magtforhold, men vender også blikket indad med tekster om sin mors Parkinson-sygdom, forpestet kærlighed og den langsomme fornemmelse af at blive voksen.
’Lungs’ lægger heftigt ud med punket intonation, hastige offbeat-trommer og rå bas, inden Donnelly bliver mere og mere døsig, som albummet skrider frem. Vi hører spoken word, repetitive fragmenter og blødt flygelhorn. Det er lige før … nej, jeg falder selvfølgelig ikke i søvn, men energien og den sprælske sangskrivning fra 2019 har lige fået et nøk nedad.
Helt meditativt bliver det med den ellers indignerede ’Underwater’ om vold mod kvinder. Her følges Donnellys nøgne vokal af simple blokakkorder på klaveret, mens hun gentager de samme motiver igen og igen.
Smagfuldt og såmænd også smukt. Er de hårdkogte tekster måske lige til den hemmelighedsfulde side? Jeg synes, de med deres hang til at poetisere unødigt har svært ved at bære den plads, Donnelly i sine mere kontemplative sange giver dem.
Den kantethed, der gjorde Stella Donnelly til en finurlighed på debutalbummet, viser sig i glimt på ’Flood’. Med skælmsk elevatormusik spidder hun på ’Medals’ hensygnende kærester, der fandt sammen i high school og aldrig er kommet videre i livet.
Titelnummeret har med sine dumstædige trommer noget af den modstand, der sætter scenen for den luftige sangers linedans mellem naturbarnets naivitet og gammelklog kynisme. Et meget potent møde.
Det hele er bare skrevet med lidt løsere hånd end i 2019, hvilket selvfølgelig får musikken til at føles mere organisk, men også lidt mindre dristig. »I feel better«, synger Donnelly undervejs. Godt for hende, selvfølgelig. Ærgerligt for os, for hun er bedst, når hun snerrer, mens hun smiler.
’Flood’ slutter, som det begyndte. Oppe i tempo. »You are not big enough for my love«, gentager Donnelly og koret, mens et klaver danser megalomant i baggrunden. Energisk, legesygt, spydigt. Det trængte man også til efter et album, der er lige til den meditative side.
Kort sagt:
Der er stadig spydighed at spore i Stella Donnellys underspillede indiepop, selv om hun på ’Flood’ søger et mere afdæmpet toneleje end tidligere. Den smilende dræberballon har tabt en smule af luften.