VENEDIG FILM FESTIVAL. Darren Aronofskys imødesete karakterdrama ’The Whale’, der netop har haft verdenspremiere i Venedig, giver helt ny mening til begrebet »at tømme køleskabet«.
Der er en scene i filmen, hvor Brendan Frasers absurd overvægtige karakter Charlie kaster sig over alt spiseligt i sit uhumske hjem – et desperat forsøg på total selvudslettelse efter et liv, der på ingen måde er gået som planlagt.
Filmen har allerede fået stor hype for Frasers transformation til den over 270 kilo store, sørgende engelsklærer Charlie – en transformation, som både er hjulpet af Frasers egen vægtforøgelse og omfattende proteser. Det er milevidt fra Frasers smækre storhedstid i slutningen af 90’erne og nøjagtig den slags fysiske forvandling, som de store amerikanske prisuddelinger elsker at honorere.
Desværre er ’The Whale’ ikke helt stærk nok til for alvor at overbevise om et stort comeback til Brendan Fraser.
Hans præstation er mest af alt et sensationelt freakshow, der malker og udstiller karakterens fedme, når vi konstant skal se, hvor besværet hans hverdag inden for hjemmets fire vægge er – hvor selv det at gå til toilettet og rejse fra sofaen kræver en umådelig kraftanstrengelse, som truer med at få hans hjerte til at stå af.
En kompleks karakter reduceret til en absurd sølle eksistens.
Starter med onaniscene
’The Whale’ er tydeligt et produkt af pandemien. Det er en filmatisering af teaterstykket af samme navn med kun en håndfuld karakterer foran kameraet, én location og en tidshorisont på nogle få dage.
Og netop forlægget lader til at være en del af problemet. Det lykkes nemlig ikke Aronofsky at slippe af med fortællingens teaterrødder og for alvor gøre karaktererne levende på lærredet. Det virker ofte skrevet og oversentimentalt.
Dermed ikke sagt, at filmen er uden kvaliteter. Til trods for sine mangler formår den at holde én konstant engageret i Frasers martrede karakter. Han underviser online collegekurser med kameraet slukket. Han beder sine studerende om at skrive deres essays fra et ærligt sted, mens han selv skjuler sig. Han har for alvor givet fortabt på livet og kan ikke andet end at undskylde for sig selv til alt og alle.
Første gang vi ser ham, er han ifærd med at onanere til bøsseporno, mens ophidselsen næsten giver ham hjertestop. Absurd.
Undervisningen fylder hans hverdag, som ellers går med besøg fra sygeplejersken Liz (Hong Chau fra ’Downsizing’), der er bundet sammen med Charlie af en fælles tragedie, og den unge dommedagsmissionær Thomas (Ty Simpkins), som ad omveje får en hverdag hos Charlie.
Langsomt finder vi ud af, hvad der førte den godhjertede Moby Dick-fan til at vinke farvel til livet – en fortælling, der starter otte år forinden, hvor han forlod sin kone (Samantha Morton) og unge datter (Sadie Sink fra ‘Stranger Things’) for at forfølge et kærlighedsforhold med en af sine mandlige studerende.
Når ikke ‘The Wrestler’s højder
Aronofsky har med ’The Wrestler’ vist, at han både kan formå at give glemte Hollywood-stjerner tiltrængte comebacks og skildre et liv i forfald, så det for alvor gør ondt.
Derfor føles det også så meget desto mere ærgerligt, at ’The Whale’ aldrig løfter sig til samme hudløst ærlige niveau. I stedet for at blotlægge sprækker i facaderne på dybt fejlbarlige karakterer slår filmen sine pointer ind med syvtømmersøm og storladen strygermusik.
Der er en række glimrende dialogscener mellem Sadie Sink og Brendan Fraser, der finder hinanden efter års adskillelse. Det handler om at overkomme udfordringerne og genfinde viljen til at leve. Religiøs symbolik er der nok af. Men det er ikke nok til at bære filmens samlede udsagn, som er alt for simplificeret.
’The Whale’ har alle egenskaberne til at være en hjerteskærende fortælling om familie og altødelæggende sorg, men ender desværre med at give køb på oprigtigheden til fordel for fortænkt tåreperseri.
’The Whale’ får dansk premiere 2. marts.