10. ‘The Banshees of Inisherin’
Martin McDonaghs crowdpleaser om de to irske mandfolk Pádraic (Colin Farrell) og Colm (Brendan Gleeson), der fra den ene dag til den anden ophæver deres årelange venskab med fatale konsekvenser, var en af de mest fornøjelige film på årets festival.
Det er en lille film, der balancerer stor sorg med sort humor og velobserverede refleksioner over den menneskelige tilstand. Der blev grinet og grædt i biografsalene i Venedig, hvor filmen høstede fremragende anmeldelser – særligt for Farrell og Gleesons fremragende kemi, som de også fremviste i McDonaghs stærke debut ’In Bruges’.
Læs min fulde omtale af filmen her.
9. ‘Master Gardener’
Paul Schrader afslutter sin samtidstrilogi om verdens forfald, som også tæller ’First Reformed’ og ’The Card Counter’, med ’Master Gardener’ – endnu en effektiv, sortsynet slowburn-thriller, der konfronterer os med menneskehedens slagsider.
Kirkerne og pokerbordene er skiftet ud med en stor have – drænet for farve. Her lever den fåmælte gartner Narvel (Joel Edgerton) en spartansk tilværelse i harmoni med naturen, på flugt fra sin voldelige fortid. Denne gang er det ikke krigstraumer og klimaangst, Schrader fremmaner, men derimod en White Supremacists soning, som bliver sat på spidsen, da han skal oplære den unge sorte kvinde fra ghettoen i gartneriets kunst.
Det er måske den svageste af filmene i trilogien, men ikke desto mindre en stærkt seværdig kulegravning af menneskeligt mørke.
8. ‘All the Beauty and the Bloodshed’
Laura Poitras er særligt kendt for sin medrivende, Oscar-vindende Edward Snowden-dokumentar ’Citizenfour’. Nu er stjernedokumentaristen aktuel med en gribende film, der også følger en aktivists kamp for at gøre verden til et bedre sted.
Filmen følger den indflydelsesrige fotokunstner Nan Goldin, der vil stille Sackler-familien til ansvar for at have forårsaget opioidkrisen i USA – en krise, som Goldin selv har haft inde på livet, da hun blev afhængig af piller.
Poitras følger de opslidende aktioner, Goldin planlægger med gruppen Pain, hvis mål i første omgang er at få fjernet Sackler-familiens navne fra nogle af verdens største kunstmuseer, som Big Pharma-familien bruger til at hvidvaske deres navn.
Det er oprigtigt rørende at følge Goldins arbejde, når Poitras på virtuos vis også trækker tråde til kunstnerens egen karriere og hendes indflydelsesrige arbejde med at destigmatisere LGBTQ+-samfund i 70’erne og 80’erne – en mission, hun senere overfører til stofmisbrug.
7. ‘Bardo’
Den dobbelt Oscar-vindende mesterinstruktør Alejandro G. Iñárritu fik anmelderhøvl for sin selvbiografiske erindringsfilm ’Bardo’, men for undertegnede var film en storslået visuel oplevelse – fyldt med ambitiøs, tematisk idérigdom.
Med sin historie om en anerkendt mexicansk journalist, der vender hjem efter årevis i Hollywood, formår Iñárritu både at behandle sin egen skyldfølelse over at have glemt sit ophav, Mexicos konfliktfyldte fortid, racisme og amerikansk imperialisme – blandt meget andet.
Det er lige dele spektakulært og intimt, måske tilsat en anelse for meget sorthumoristisk distance, men ikke desto mindre rørende.
Læs min fulde omtale af filmen her.
6. ‘Other People’s Children’
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger til denne franske film. Men instruktør Rebecca Zlotowski imponerer med et dybtfølt værk om moderskab og barnløshed, der løfter sig til en kærlighedserklæring til selve filmmediet.
’Benedetta’-skuespiller Virginie Efira spiller blændende som skolelæreren Rachel, der indleder et forhold til den fraskilte Ali. Han har en seksårig datter, som Rachel snart knytter et stærkt bånd til. Men det viser sig problematisk for hende at finde sin egen plads i et liv, der allerede er skabt af andre.
Det centrale drama er velskrevet og spillet, men det er særligt filmens udsagn om selve filmkunsten, der gjorde mig betaget. Ligesom filmtilskueren får Rachel lov til at snuse til et liv, der ikke er hendes eget. Tilsæt dertil legendeinstruktøren Frederick Wiseman i rollen som Rachels gynækolog, og det bliver klart, at Zlotowski har mere på hjerte end et almindeligt fransk karakterdrama.
5. ‘Riget Exodus’
Efter 25 år er Lars von Trier endelig klar med den tredje og sidste installation i kultserien ’Riget’, og der er masser af guld at komme efter. ’Exodus’, der blev vist i en fem timer lang »filmudgave« på festivalen, er måske ikke lige så uhyggelig som den første sæson, men i stedet har Trier trakteret en lårklaskende morsom arbejdspladssatire, der til sidst stikker af i helt uventede retninger.
Det er gakket og syret, men også underligt rørende, når Trier på forbilledligvis binder sløjfe på ikke bare ’Riget’ men sit eget virke med en lang række referencer til sine tidligere værker.
Læs min fulde omtale af film her.
4. ‘No Bears’
Som med de bedste iranske film handler fængslede Jafar Panahis ‘No Bears’ om kollisionen mellem fiktion og virkelighed, mellem det private og det offentlige. Om grænser i almindelighed. Som det har været tilfældet i de fleste af Panahis sene film, efter han har fået forbud om at lave film i sit hjemland, indtager instruktøren selv filmens hovedrolle. Han er i eksil i en lille landsby på grænsen til Tyrkiet, hvor han i smug fjerninstruerer en spillefilm om et par, der vil flygte fra Iran.
Filmen i filmen bliver et spejl på virkeligheden, hvor alle er fanget bag det iranske styres tremmer og må gå på kompromis med deres værdier i jagten på frihed. På forbilledlig vis skildrer Panahi, hvordan selve det iranske folk bliver gjort til styrets vagthunde, når de lokale i landsbyen vil have Panahi til at give dem et fotografi, han har taget i smug af et par, som ikke burde være sammen.
Som med Panahis bedste film er det en intim fortælling med et massivt vingefang, der viser, hvordan selve filmkunsten tages til gidsel af styret og kunstneren tvinges til at manipulere sandhed. Slutningen rammer med en overvældende kraft, mere sortsynet end nogen af hans andre film.
3. ‘Tár’
Cate Blanchett har kurs mod en Oscar-statuette med sit gribende portræt af en selvudslettende stjernedirigent i Todd Fields første film i 15 år. Tålmodigt piller makkerparret lag af den komplekse karakter, der på overfladen ser ud til at have det hele, men som langsomt blotlægger sine indre dæmoner.
Det er en imponerende gennemført skildring af krænkelseskultur. En Scorsese-beslægtet rise and fall-fortælling om, hvordan magt og talent korrumperer – mesterligt iscenesat af Field, der efter ’In The Bedroom’ og ’Little Children’ for alvor brænder igennem som instruktør.
Læs min fulde omtale af filmen her.
2. ‘Saint Omer’
Alice Diops hypnotiserende spillefilmdebut om en virkelig mordsag i Frankrig er filmkunst af øverste skuffe. Det er en meget specifik historie om retssagen mod en ung fransk kvinde af senegalsk afstamning, der har slået sit halvandet år gamle barn ihjel – den værste synd, man kan begå. Hun erkender forbrydelsen, men nægter sig skyldig. Hvad der ledte hende til forbrydelsen, håber hun, vil blive klart i løbet af retssagen.
Men det er også en stor fortælling om, hvordan fordomme og racisme kan snige sig ind i selv den hellige retssal. Hvordan de fordomme og de høje krav, der stilles til kvinder af afrikansk baggrund, kan kaste lange skygger over et helt liv, et helt folk. Skygger, som måske ikke kan anes med det blotte øje, men som Diop på subtil vis blotlægger med sin fascinerende debutfilm, der med uhyre præcise virkemidler genopfinder retsdramaet.
’Saint Omer’ indledes med et klip fra Marguerite Duras og Alain Resnais’ ’Hiroshima Mon Amour’, hvor skaldede kvinder går gennem gaderne efter Anden Verdenskrig – hængt ud for at have været sammen med tyske soldater. Vi får at vide, at Duras modificerer virkeligheden og gør det udskammende syn forståeligt eller acceptabelt. Man får fornemmelsen af, at Diops ærinde er noget lignende.
1. ‘Blonde’
Andrew Dominiks længe ventede film om Marilyn Monroe var præcis den filmiske saltvandsindsprøjtning, man trængte til på årets filmfestival i Venedig. Det er en chokerende, provokerende, nådesløs og tankevækkende film, der ikke ligner noget andet med et unikt formsprog, som skal placere os helt inde i Monroes tragiske sind.
’Blonde’ handler om, hvordan ikoner bliver skabt, og i Monroes tilfælde hvordan et barndomstraume får hende til at opfinde en ny identitet som værn mod omverdenen. Ana de Armas er en uforglemmelig tour de force i hovedrollen.
Læs min fulde reaktion på filmen her.