Der blev skruet op for sexscenerne i denne uges afsnit af HBO-flagskibet ‘House of the Dragon’. Og den ene hovedrolleindehaver Emily Carey, der spiller den unge Alicent Hightower, var ikke ubekymret for seriens seksuelle eskapader.
I et interview med Newsweek fortæller 19-årige Emily Carey, der bruger hun/dem-pronominer, at ugens scene i sengen med Viserys (Paddy Considine) gjorde dem »bange«.
Hun uddyber: »På det tidspunkt havde jeg stadig ikke mødt Paddy, så jeg vidste ikke, hvor stor en fornøjelse han var, og hvor let han ville gøre scenen. Alt jeg så var en 47-årig mand og mig, du ved. Jeg var lidt bekymret«.
Med hjælp fra en intimitetskoordinator og med vejledning fra instruktør Miguel Sapochnik blev Careys bekymringer dog gjort til skamme, fortæller hun.
»At have en intimitetskoordinator gjorde, at man var i stand til at tale alt igennem og ikke blive afvist eller føle sig akavet. Man følte ikke: ‘Åh, det er ikke dit arbejde. Jeg vil ikke have dig til at føle dig ubehageligt til mode, men kan jeg bede dig om…’. Sådan var det aldrig. Det var en åben dialog. Hun (intimitetskoordinatoren, red.) var en massiv hjælp i øvelokalet og på set. Det var meget lettere, end jeg troede, det ville være«.
Careys bekymring var oprindeligt blevet rejst, da hun som forberedelse til serien havde set ‘Game of Thrones’: »Selvfølgelig er der en masse vold mod kvinder i den første sæson, sågar den første episode. Der er meget voldelig sex, og det gjorde mig nervøs. Jeg tænkte: ‘Åh gud, hvad kan jeg blive sat til at gøre i denne serie?’«.
Hun understreger, at optagelsesprocessen dog på ingen måde levede op til hendes bange anelser: »Det var en fantastisk oplevelse, og det var empowering at være på set som ung pige og blive behandlet ligeværdigt med alle de etablerede mænd. Det var fantastisk. Jeg synes, at de gik til det på den bedste måde, de kunne have gjort«.
‘House of the Dragon’ kan ses på HBO Max. Læs vores behandling af det seneste afsnit.