Stilhed før storm.
Den traditionsrige kaptajnsmiddag skal til at begynde om bord på en luksusyacht til 250 millioner euro, hvor et galleri af alverdens overklasseløg – fra russiske oligarker til britiske våbenproducenter – er samlet til en omgang fine-dining med alt godt fra havet og champagne ad libitum.
Efter dage med høj sol er der varslet stormvejr ud af begge ender, og gæsterne ser allerede noget askegrå ud i betrækket, da de sætter sig til bords. Men når der bliver serveret kammuslinger, blæksprutte og gelérand, vender den høje bølgegang vrangen ud af gæsternes maver én efter én, og snart står vi med en dødsmetallisk symfoni af bræk og lort.
Det er endda at undersælge, hvor vanvittig den på forhånd mest berømte sekvens – den 20 minutter lange brækscene – fra Ruben Östlunds satiriske Guldpalmevinder ’Triangle of Sadness’ er.
Og mens den uden tvivl først og fremmest skal krediteres den svenske provokatørs geniale sans for virkelig at trække situationerne ud, så det både er ubehageligt og grotesk sjovt, er det faktisk et dansk hold af specialister, der har fået den til at se så troværdig ud, som den gør.
Det danske VFX-selskab Copenhagen Visual er nemlig de stille helte bag brækorgiet, og der har da også været tale om en usædvanlig og sjov opgave, fortæller VFX-supervisor Alexander Schepelern og VFX-producer Nina Strøm, da vi møder dem på Copenhagen Visuals kontor på Læderstræde i Indre By.
Havregryn og alt muligt klamt
Copenhagen Visual er nogle af de allerbedste til deres håndværk, hvilket afspejles i det prisvindende VFX-holds imposante kontor, der synes at fortsætte i en uendelighed, da vi bliver ledt ned til en lille biograf til en snak om, ja, opkast og diarré.
Normalt forbinder mange nok visuelle effekter med eventyrlige væsener som ildspyende drager, flyvende superhelte og hektiske luftkampe i det ydre rum.
Men visuelle effekter bruges også i de helt små, men afgørende detaljer. Som når en lind strøm af opkast skal se både barokt og naturligt ud på én gang.
VFX-holdet kom i kontakt med Ruben Östlund gennem den danske effektnestor Peter Hjorth, som de har haft et tæt samarbejde med. Hjorth arbejder blandt andet fast på Lars von Triers projekter og kendte Fredrik Wenzel, som er fotograf på ’Triangle of Sadness’.
Efter at have mødt Ruben Östlund over et Zoom-opkald, drog VFX-holdet til Sverige for at se det hydrauliske interiør af krydstogtskibet, hvor den helt store brækkavalkade skulle udspille sig.
»Vi går til det på en praktisk måde og ikke på en decideret historieorienteret måde. Vores udgangspunkt var at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre at få nogen til at brække sig så meget, uden at man kan se dét, der får dem til at brække sig«, fortæller Alexander Schepelern.
Brækscenens helt store hovedperson er luxembourgske Sunnyi Melles, som spiller Vera, konen til Zlatko Burics kapitalistiske russer Dimitry. Det er hende, der også er afbildet på filmens allerede ikoniske plakat, hvor hun spyr en stråle af guldopkast ud med udspilede øjne.
»Det var vigtigt for Ruben, at det var en rigtig ting inde i munden på hende, så det lignede, at der kom noget ud, som ikke var CGI«, siger Nina Strøm med henblik på mekanismen bag brækscenen, der kombinerer praktiske og visuelle effekter.
»Vi satte et apparat ind i munden på hende med en slange rundt om, så der kunne komme super meget havregryn og alt muligt klamt ud. Derefter fjernede vi den digitalt og tilføjede, så det blev mere eksplosivt og endnu mere overdrevet«, fortæller Alexander og griner.
Det må godt være sjovt
Scenen indeholder i omegnen af 20 skud af bræk og diarré, hvor det har været Copenhagen Visuals opgave at få det til at se så realistisk ud som muligt. Naturligvis med en vis overdrivelse for komisk effekt, som er en faktor, VFX-holdet har tænkt meget over.
»Det er jo svært at vide præcis, hvordan den scene bliver, når det er så stort et puslespil, der skal stykkes sammen. Vi havde heller ikke specielt meget tid til at udføre arbejdet, efter det var blevet gjort klar til os, så vi er gået til det meget metodisk«, siger Alexander Schepelern, der indrømmer, at de så på mange mærkelige Youtube-videoer for at have noget realisme at holde deres arbejde op imod.
»For at gøre det nemmere for vores hold at forstå, hvad der skulle opnås, har vi vist dem ikke-færdige klip af filmen for at få dem til at forstå handlingen, og hvorfor det er, det godt må se sjovt ud, når de kaster op eller sidder på tønden«, tilføjer Nina Strøm.
Det er dog ikke kun opkast og eksplosiv afføring, som de danske specialister har pillet ved i ’Triangle of Sadness’.
Der er også de helt små detaljer, som er altafgørende for, at det hele går op i en højere enhed. Alt fra glas, der klirrer, til et klaver, der spiller af sig selv, sætter prikken over i’et i den balstyriske scene.
»Vi har digitalt primært lavet alt dét ude for vinduerne, så det ligner, man er om bord på en båd«, siger Alexander Schepelern med reference til den blue-screen, som omgiver det hydrauliske båd-set:
»Det samme gælder nogle af de retter, de spiser under middagen. De skulle være klammere, end de var til at starte med, så dem har vi også været inde og pille lidt ved. Gelérand og sådan noget«.
Svensk præcisionsarbejde
Ruben Östlund er kendt for sin ekstremt perfektionistiske tilgang til filmmediet, hvor hvert et skud bliver nærstuderet for så måske bare at ryge en tur i papirkurven.
På optagelserne tager han ofte scenerne 20-30 gange for at sikre sig det bedst mulige resultat, og det er en dimension, Copenhagen Visual har skulle forholde sig til i deres efterarbejde.
»Der er for eksempel en scene, hvor Ruben godt kan lide, hvad den ene skuespiller gør, men ikke hvad én i baggrundet gør. Eller så er der et bord, hvor glassene stod forkert, og så har vi skulle skifte hele baggrunden ud med baggrunden fra et take af noget, han godt kunne lide«, fortæller Alexander Schepelern og fortsætter:
»Det var lidt nyt for os at have en instruktør, der er så meget inde i materialet. Han har jo selv siddet og klippet det i to år, så han ved, hvordan alle billeder ser ud«.
Nu er det så publikums tur til at få den opsigtsvækkende scene på nethinden – og være ude af stand til at fjerne den igen, på godt og ondt.
’Triangle of Sadness’ kan ses i biografen.