1. Lil Yachty ‘Poland’
Den her sang handler ikke om en wokgryde, men om hostesaft af mærket Wockhardt. Så hvis du – ligesom os – i første omgang troede, at ‘Poland’ handler om, at Lil Yachty sejler til Polen i en stor gryde, tager du desværre fejl.
Men så alligevel ikke. For ’Poland’ er lige præcis så syret og mærkelig en sang, at det ikke ville være overraskende, hvis den handlede om en verdensomsejling i en wok.
Yachtys stemme sitrer og dirrer, som om han rent faktisk fryser ude i kolde Polen. Hans lyse vokal svæver vægtløst over det rage rap-agtige synthrap-beat. Sangen lyder … ulig noget andet lige nu.
Det er ikke første gang, Yachty rapper om at være kold.
En af hans gennembrudssange fra 2015 handler om at være kold som ’Minnesota’. Med ’Poland’ har han igen indkapslet en ny lyd, der føles unik. Syv år efter ‘Minnesota’ har Yachty igen et gigantisk viralt hit.
Siden den udkom på Soundcloud, har ’Poland’ nemlig spredt sig vidt og bredt gennem TikToks og memes, hvilket rapperen har været hurtig til at reagere på. Han har udgivet sangen officielt, skudt en musikvideo og brugt et meme som singlecover.
Effektivt arbejde af en artist, der som få andre forstår, hvordan hits skabes på internettets mange platforme.
2. Zar Paulo ‘Ravage’
Den øjeblikkelige ørehænger ‘Ravage’ er helt klart en af vores favoritter på den fremragende første del af Zar Paulos debutalbum, der er udkommet denne uge.
3. Gilli ‘Ligesom os’
Gilli har også et nyt album på gaden, og et af højdepunkterne er den tropiske ‘Ligesom os’, hvor rapperen fyrer op for en let Post Malone-kanaliserende vibrato.
4. Caroline Dubois feat. D1ma ‘Tom indeni’
Det alsidige raphåb D1ma er med som gæst på den både sprudlende og intime debutsingle fra sangeren Caroline Dubois.
5. Himmelrum ‘Medicin’
»Alt hvad jeg rører ved reagerer som glas – splintrer i min hånd«, synger Casper Ørum Munns fra rockgruppen Himmelrum. Så kan man ikke lyde mere håbløs. Men som sangen skrider frem, begynder man at kunne mærke lysglimt og en tro på mirakler.
6. Kay Flock feat. Gucci Mane ‘Geeked Up’
Det unge drill-håb Kay Flock får assistance fra en af trap-genrens grand old men på en banger af dimensioner.
7. Mike ‘Nuthin I Can Do Is Wrng’
Rapperen Mike udgiver mindst et album om året, og med denne støvede single varmer han op til pladen ‘Beware of the Monkey’, der udkommer 21. december.
8. Doechii ‘Stressed’
Der er masser af lækre harmonier og melodiøse flows på den nye single fra det amerikanske raptalent Doechii.