Hyd får hjælp af Sophie, Caroline Polachek og Jónsi på sit fremragende album spækket med bragende følelser
Det ottende track på Hyds nye debutalbum, ‘Clearing’, er en sang ved navn ‘The Real You’.
Fortælleren synger til en person, som de holder af, at de aldrig føler, at de ser, hvem vedkommende rent faktisk er. At personen tager sig selv alt for seriøst, spiller skuespil.
Er man ikke bekendt med historien bag Hyd, virker det måske som en tilforladelig kærlighedssang.
Men Hayden Dunham, som gemmer sig bag kunstnernavnet Hyd, stod tidligere bag det bevidst over-kunstige popprojekt QT, og med det in mente er det svært ikke at læse teksten som en mindre stikpille til vores idé om, hvad der er autentisk og “ægte” i musikkens verden.
Og nummerets lyd underbygger ideen. Hyds stemme er svøbt i kraftig autotune og en strøm af pastelfarvede, funklende synthesizere. Det er et lydlandskab renset for uperfektioner. Man får på fornemmelsen, at det ikke kan være så idyllisk, som det udgiver sig for at være.
Den lyd gennemsyrer hele albummet, og den er på ingen måde ny. Den har i årevis præget pladeselskabet PC Music – hvor både Hyd og QT er udgivet. Særligt er den synonym med producerne A.G. Cook og nu afdøde Sophie, der begge, ligesom Caroline Polachek, har bidraget til ‘Clearing’.
Men PC Music-lyden har også udviklet sig rigtig meget. Særligt er lyden blevet mere tålmodig. Hvor de tidligere bombarderede lytteren med lynhurtige, sukkersøde hooks, så tager sangene på dette album sig tid til at komme godt rundt om et væld af nuancer og stemninger.
Det er fristende at konkludere, at den afgørende forskel på Hayden Dunhams to projekter er, at QT var manufaktureret, og at Hyd er ægte. Det er i mine øjne en noget snæver skelnen. Men hvor ‘Hey QT’ var sjov og bekymringsfri, er ‘Clearing’ øm og sårbar, spækket med bragende følelser og hastig hjertebanken.
Når man hører Hyd synge »Girl, I’m only living for you« omgivet af tætpakkede lag af harmoniske synths, er det som at høre ubetinget kærlighed destilleret ned til et omkvæd.
Når Hyd på afslutningsnummeret stilfærdigt synger »I’ll send you love from afar«, mærker man en person, der har accepteret, at alt ikke bliver som før, men at kærligheden lever videre.
De sårbare toner bliver også smukt formidlet på et sonisk plan. I duet med Sigur Rós-sanger Jónsi får vi på ‘Oil + Honey’ nogle dissonante, relativt underspillede soundscapes, der vækker en følelse af håbløshed.
Og efter et hjerteskærende sidste omkvæd på ‘Bright Light’ følger en outro, der hakker, som en simulation af buffering – som om, Hyd har svært ved at give slip på emnet og afslutte nummeret.
De plastiske virkemidler, der for et årti siden blev brugt til et nærmest satirisk hyperpopprojekt, er nu forvandlet til en grundig udforskning af dybt menneskelige følelser. Resultatet er en fremragende, virkelig engagerende lytteoplevelse.
Og så er det totalt ligegyldigt, hvorvidt vi får den ægte Hyd – hvad end det så betyder.
Kort sagt:
Hyd bruger mange af de samme hyper-syntetiske lyde, der definerede deres tidligere hyperkunstige popprojekt QT. Men nu bruges de i stedet i en dybdegående udforskning af kærlighed og andre højlydte menneskelige følelser.