For syv år siden lagde Hyd ansigt til fabrikeret popstjerne – er nyt (fremragende) soloprojekt mere ægte?

I 2014 trådte Hayden Dunham frem på internettets scene som ansigtet for PC Musics satiriske popprojekt QT. Nu er hun tilbage med en mere alvorlig og sårbar debut-ep under kunstnernavnet Hyd. Er der tale om endnu et kostume? Og hvis ja, hvad så?
For syv år siden lagde Hyd ansigt til fabrikeret popstjerne – er nyt (fremragende) soloprojekt mere ægte?
Hyd. (Foto: PR)

ANBEFALING. Hyperpop har de seneste par år været en af de mest hypede musikgenrer derude – især i kølvandet på Charli XCX’s skelsættende 2017-mixtape ‘Pop 2’. Her i år er genren endda begyndt at få etableret en dansk scene også.

Men lad os lige skrue tiden tilbage til 2014. Dengang var der ingen, der kendte begrebet hyperpop. Men genrens frø var allerede blevet sået. Den engelske producer A.G. Cook havde året forinden startet pladeselskabet PC Music, og der var god vind i sejlene.

Pladeselskabet præsenterede en bevidst syntetisk, fabrikeret og plastisk afart af popmusik, der med samtidens briller nærmest føltes mere som en parodi på popmusikkens kommercialisme end et oprigtigt forsøg på god popmusik.

Der var mange navne, der løftede fanen for PC Music på dette tidspunkt: A.G. Cook, Sophie, Hannah Diamond, GFOTY og ikke mindst QT.

QT (get it, cutie?) var en total fabrikation.

Hun var opfundet af A.G. Cook og Sophie i samarbejde med musiker/dj/performancekunstner Hayden Dunham, der endte med at være QT’s ansigt. Men i bedste Milli Vanilli-stil sang Dunham ikke selv – vokalen kom i stedet fra en sanger ved navn Harriet Pittard.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det var delvist en parodi på, hvor meget popstjerners image overses og kontrolleres med henblik på at skabe profit i industrien. QT promoverede endda en fiktiv energidrik ved navn QT, der senere endte med rent faktisk at blive produceret.

For en stund var QT (der også besøgte Distortion i 2015!) det mest hypede navn på PC Music, omend hun endte med kun at udgive én sang. Den hedder ‘Hey QT’ og er en tyggegummisød kærlighedssang ledsaget af en pastelfarvet musikvideo, der æstetisk minder mere om en reklame end om samtidens musikvideoer (ikke mindst grundet energidrikken).

Men vi må endelig ikke overse, at det også bare er en rigtig velsammensat, catchy og umage produceret popsang, der har haft nævneværdig indflydelse på, hvor popmusik har bevæget sig hen sidenhen. Hvis den ikke både var god satire og god musik, ville vi næppe snakke om den den dag i dag.

For nu er (ansigtet bag) QT tilbage under et nyt navn.

Denne gang synger Hayden Dunham selv (efter sigende!), og A.G. Cook er tilbage i producerstolen. Dunhams nye kunstnernavn er Hyd, og hun har netop udgivet en selvbetitlet debut-ep – udgivet af PC Music.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Hyd’ er på mange måder en direkte fortsættelse af, hvad QT gjorde for syv år siden.

Lyden er stadig digital og gør en dyd ud af at understrege, at det hele er kunstigt. Det er stadig popmusik udsat for kraftig autotune. Det er stadig knivskarpe A.G. Cook-produktioner, der danner det soniske grundlag – denne gang med hjælp fra henholdsvis Caroline Polachek og Umru på to af ep’ens tracks.

Det modsatte af popsatire

Men ‘Hyd’ er også på andre måder den totale antitese til QT. Ep’en er totalt blottet for satire og jokes. Hvis Hyd pludselig havde en fiktiv energidrik i hånden, ville det være et tone-clash af værste skuffe, som hvis man var klædt i klovnekostume til en begravelse. For ‘Hyd’ er et værk, der føles inderligt og sårbart.

Album af Charli XCX, Caroline Polachek og Hannah Diamond har de seneste år forenet hyperaktiv PC Music-produktion med sårbare skildringer af kærlighed og ensomhed. Musikken føles nærværende og oprigtig. Så alvoren på ‘Hyd’ er en forlængelse af, hvor stilarten i forvejen længe har været på vej hen. Men Hyd skubber den en ekstra mil.

For Charli XCX’s ‘How I’m Feeling Now’ og Hannah Diamonds ‘Reflections’ rummer ganske vist en del inderlighed, men det er let at sætte dem på som underholdende feelgood-album, der dermed rammer noget af samme nerve, som ‘Hey QT’ gjorde i sin tid.

Polacheks output er mere bevidst yndefuldt og konsekvent melankolsk, men hyperpop-elementerne er så milde, at jeg jævnligt har hørt hende spillet på radiokanalen P4, hvor hyperpoppens ekstremiteter ellers ikke just har hjemme. Polachek har endda sagt, at autotune kun blev brugt ganske lidt på hendes album.

I Hyds univers er der derimod skruet på alle hyperpop-knapperne – men udelukkende for at skabe drama.

Nummeret ‘The One’ er smadret og kaotisk som kun hyperpop kan være det, men resultatet skaber emotionel tyngde. Desperationen på ‘The Look on Your Face’ bliver accentueret af, hvor autotune-forvrænget hendes stemme er. ‘Skin 2 Skin’ bliver så meget desto mere en hæsblæsende lytteoplevelse, fordi den fyldige elektroniske instrumentation cutter helt ud på uventede tidspunkter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men modsat Caroline Polachek kan man næppe sætte noget nummer fra ‘Hyd’ på under ‘Sara & monopolet’, uden at det vil resultere i nævneværdig rynken på næsen for en del lyttere. Det føles både 100 procent kunstigt og 100 procent oprigtigt.

På grund af Hyds fortid som QT bliver jeg desuden altid tvunget ud i at overveje mit eget forhold til musikken. For det rammer mig lige i føleren, men er dette mon bare et andet, knap så åbenlyst kostume? Rammer hun bare bevidst de knapper, som det dikteres at man skal gøre, før musikken får opmærksomhed i 2021 – præcis som hun gjorde med QT i 2014?

Meddelelsen bag QT var jo blandt andet, at vi som forbrugere skulle være opmærksomme på, når vi blev solgt et produkt.

Dengang opererede PC Music over for mainstreampoppens eksisterende trends. Nu er deres lyd så etableret, at ‘Hyd’ æstetisk læner sig mere op ad andre hyperpop-udgivelser, end den reflekterer tendenser der foregår uden for genren.

Hyperpop er blevet sit eget simulacrum – genren efterligner sig selv, så skellet mellem det ægte og det simulerede bliver endnu mere udhvisket. Hvilket blot giver et ekstra lag til det faktum, at Hayden Dunhams (denne gang lidt mere ægte?) projekt lyder fremragende.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af