Med denne uges annonceringer af blandt andre Muse på NorthSide og The War On Drugs på Syd For Solen samt dagens store musikpakke fra Roskilde Festival tegner 2023 allerede til at blive et stærkt år for de danske festivaler.
Men her på redaktionen kan vi ikke få nok af spændende festivalbookinger, så hvorfor ikke spekulere lidt i, hvilke internationale navne vi ellers kan få at se til sommer?
En god indikator plejer at være programmerne på de omkringliggende europæiske festivaler, og i går kunne en af de helt store spillere løfte sløret for et mildest talt proppet line-up.
Det drejer sig om spanske Primavera Sound, som foregår over de to første weekender i juni i henholdsvis Barcelona og Madrid.
Hvilket jo er lige op til mange af de danske sommerfestivaler – så chancerne er ikke helt dårlige for, at mange af Primavera-navnene også lægger et smut forbi Danmark.
Hvem er så på programmet på Primavera?
Det er nok især ét navn, der løber med opmærksomheden. Nemlig Kendrick Lamar, der i sidste måned leverede en næsten perfekt koncert i Royal Arena, og som i 2020 var på programmet for årets Roskilde Festival, før arrangementet blev aflyst.
Men der er selvfølgelig flere navne end blot Kendrick Lamar, som vi godt kunne tænke os at se på årets danske festivaler.
Herunder ikke mindst spanske Rosalía, der med ‘Motomami’ toppede vores liste over halvårets bedste album, og britiske FKA Twigs, der tidligere i år imponerede med mixtapet ‘Caprisongs’.
Andre interessante navne på årets Primavera-plakat tæller blandt andre Caroline Polachek, Calvin Harris, Pusha T, Central Cee og det svenske kultrap-kollektiv Drain Gang. Forhåbentlig ser vi nogle af dem på de danske festivaler til sommer.
Se hele Primaveras foreløbige program i Instagram-opslaget herunder.