15. They Hate Change ‘Finally, New’
They Hate Change hader stilstand. Sådan lyder det i hvert fald på den amerikanske duos rastløse ‘Finally, New’, hvor østkystrap mikses op med nærmest en ny genre på hvert nummer.
14. EST Gee & 42 Dugg ‘Last Ones Left’
Alt behøver ikke være kompliceret. EST Gee og 42 Dugg er helt enkelt to virkelig stærke rappere, der komplementerer hinanden perfekt og rapper deres røv i laser over dundrende beats. Simpelt. Effektivt. Og fucking hårdt.
13. Wet Leg ‘Wet Leg’
Indierock har sjældent været så direkte ‘haha’-sjov som på debutalbummet fra den britiske duo, der velfortjent er blevet hypet helt op til skyerne det seneste år.
12. Charli XCX ‘Crash’
Fra popstjerne til hyperpop-avantgardist – og tilbage igen. Charli XCX zigzagger på egenrådig vis igennem sin herligt kaotiske karriere.
11. Pusha T ‘It’s Almost Dry’
Pusha T er ikke en kok, der mestrer mange opskrifter. Men de bedste restauranter er jo også dem, der fokuserer på få specialiteter. Sådan er Pusha-album, for når det kommer til én ting, er han uovertruffen: Sammenbidt, sydende ond drugdealer-rap. Vi bestiller gerne én mere.
10. Fontaines D.C. ‘Skinty Fia’
Et af de bedste nye rockbands fra de seneste fem år brillerer på deres hidtil stærkeste og mest mørke album. De kommer kun til at vokse og vokse.
9. Yung Lean ‘Stardust’
Alt er muligt. Du kan blive alt det, du drømmer om. The sky is the limit.
Sådan får vi det lidt, når vi betragter – og beundrer! – Yung Leans forvandling fra omvandrende meme til næsten universelt elsket hiphop-avantgardist. Senest på det spraglede ‘Stardust’, hvor han blandt andet samarbejdet med Diplo, synger duet med FKA Twigs og fortolker t.A.T.u..
8. Stromae ‘Multitude’
Voldsomt personlige sange om blandt andet selvmordstanker serveret i den mest spraglede, opfindsomme popmusik, du kan forestille dig.
7. Muna ‘Muna’
Som hvis en række high school-film fra omkring årtusindskiftet blev genindspillet i 2022, og de nye versioner rent faktisk var bedre end originalerne.
6. FKA Twigs ‘Caprisongs’
Der har før været en meget seriøs, nærmest højkulturel stemning over FKA Twigs’ udgivelser. Selv når hun poledancede, var det stor kunst. Men på ‘Caprisongs’ er det hele ikke så højtideligt.
For første gang føles en Twigs-udgivelse spontan. Her er gæster, dialogstumper og frem for alt en rastløs, festlig energi – en vilje til at danse det hele væk – der føles decideret postpandemisk.
5. The Smile ‘A Light For Attracting Attention’
Fra smadderrock til skrøbelige, himmelske øjeblikke. Med sideprojektet The Smile har Thom Yorke lavet sit bedste album uden for Radiohead-regi. Det siger ikke så lidt.
4. Big Thief ‘Dragon New Warm Mountain I Believe In You’
I 2019 udgav Adrianne Lenker og Big Thief to mere eller mindre bjergtagende album med fantastisk folk. I 2022 udgav de så ikke to album, men ét dobbeltalbum; stadig proppet med forunderlig, overlegen sangskrivning og denne gang med et musikalsk lidt bredere ståsted.
3. The Weeknd ‘Dawn FM’
Det er fantastisk, at en af verdens største popstjerner bare har valgt at zone ud på et 80’er-forelsket konceptalbum, hvor Jim Carrey er radiovært i efterlivet.
På sit femte studiealbum iscenesætter Abel Tesfaye sin færd ind i døderiget som en behagelig omgang easy listening tilført en række uventede indslag fra genrer som acid house, disco og new wave.
Både de uventede genreskift og den spøjse konceptuelle ramme omkring radiokanalalbummet ‘Dawn FM’ viser en popstjerne, der er helt tilpas med at gøre tingene på sin helt egen måde.
2. Kendrick Lamar ‘Mr. Morale & The Big Steppers’
Kendrick Lamars mål har altid været at forstå sig selv, sin generation og sin samtid. Intet mindre.
Det gælder mere end nogensinde på rapperens femte album. For denne gang er det – som actionstjerner plejede at sige i gamle dage – blevet personligt.
Kendrick Lamar er blevet far, og fordi han nu har en familie, er det altafgørende at forstå de samfundsmæssige omstændigheder, han er formet af, så han ikke videreformidler destruktiv adfærd til sine børn.
Den glød driver hele dette album, der forsøger at kortlægge, hvordan et kollektivt traume i USA’s sorte befolkning fører til en ond cirkel, hvor ting som voldelig adfærd og seksuelle krænkelser reproduceres, mens menneskerne skjuler traumerne bag store guldkæder.
Den cirkel vil Kendrick Lamar bryde med ‘Mr. Morale & The Big Steppers’. Det lyder måske som en næsten umenneskelig stor ambition for en enkelt hiphopudgivelse. Men det er sådan, Kendrick-album er.
1. Rosalía ‘Motomami’
De første seks måneder af 2022 har været præget af popalbum, der er mere spraglede end strømlinede. Fra FKA Twigs’ spontane, lethjertede ‘Caprisongs’ til danske Jadas favntag med alle poppens facetter på ‘Elements’.
Men ingen har mestret ideen om albummet som alt-på-én-gang som Rosalía, der er gået fra den skarpt definerede flamencopop på gennembrudsværket ‘El Mal Querer’ til en overlegen dans med mange genrer på ‘Motomami’. Før var fødderne solidt plantet i flamenco-sko. Nu dypper hun tæerne frit, hvor hun vil.
Allerede på albummets første sang, den hæsblæsende reggaeton-single ‘Saoko’, synger hun »yo me transformo« – altså »jeg transformerer«.
Derfra er albummet en opvisning i, hvordan vor tids vigtigste popstjerner – som Rosalía – taler flere genrer flydende.
Hun transformerer sig til provokerende balladesanger på ‘Hentai’ det ene sekund og laver blipbloppende sci-fi-reggeaton på ‘Bizochito’ det næste. Nogle gange klippes slutningen af en vokal af, et andet sted figurerer der pludselig et Soulja Boy-sample.
Rosalías vokal er lige så flersidig. ‘Motomami’ beviser, at hun både kan rappe som en latin trap-stjerne og synge som Kate Bush. Resultatet er et værk til tiden. Et album i konstant bevægelse. En konstant transformation.