Bad Bunny er den største musiker i verden.
I 2022 var han den mest streamede kunstner på Spotify for tredje år i træk. Han sluttede året med en rekordstor turné, der indtjente over tre milliarder kroner. Og så har han selvfølgelig udgivet ’Un Verano Sin Ti’, et af årets mest spændende og succesfulde album.
Men herhjemme er han ikke for alvor slået bredt igennem. Hans sange dominerer på ingen måde hitlisterne på samme måde som udenlands, og man hører dem sjældent i radioen.
Jeg har skrevet en del om Bad Bunny og bliver derfor jævnligt kontaktet af journalister, der har set, at den puertoricanske stjerne nu har slået endnu en rekord eller vundet endnu en pris.
De stiller næsten altid en variation af spørgsmålet: »Hvordan kan Bad Bunny være så stor, når han ikke er mere kendt herhjemme i Danmark?«
Svaret er jo, på overfladen, ret åbenlyst: Danmark er et lille land, verden er et stort sted. Man kan sagtens være verdens mest populære kunstner uden at være kendt i Danmark. Især når man er stor i USA og Latinamerika, hvor der bor flere mennesker end her. Det er simpel matematik.
Det er en del af mit svar, når jeg får lov til at lege ekspert i ti minutter. Men jeg kan mærke, at spørgsmålet faktisk irriterer mig lidt. For hvis det eneste, vi snakker om, er, at Bad Bunny ikke er så kendt herhjemme, så går vi glip af noget.
Mere end reggaeton
Problemet med spørgsmålets vinkling er, at det fokuserer på Bad Bunny som noget sensationelt og eksotisk, i stedet for på hans musik.
For Bad Bunny er ikke bare spændende, fordi han populær. Han er spændende, fordi han er spændende.
‘Un Verano Sin Ti’ viser, at Bad Bunny er en af de mest fremsynede kunstnere lige nu, ikke bare inden for sin egen genre, men i det hele taget. Hvis man tænker, at det hele har den samme rytme og lyder ens, så kan man altså godt pakke sine fordomme væk.
På albummet mestrer Bad Bunny naturligvis reggaeton-genren på numre som ‘Tití Me Preguntó’ og ‘Me Porto Bonito’. Men lyt for eksempel til det smukke titeltrack hvor han krænger sit hjerte ud, eller ‘Otro Acerder’ hvor reggaeton-rytmerne bliver pakket ind i indiepop.
Eller hvad med den sambaklingende ‘Yo No Soy Celoso’, eller ‘Después de la Playa’, et meringue-track med dansende basfigurer og hæsblæsende trompeter? Der er rig mulighed for at blive udfordret.
Man behøver ikke være reggaeton-ekspert for at sætte pris på musikken. Man kan sagtens nyde ‘Un Verano Sin Ti’ for den gode sangskrivning, de lyduniverser han bygger op, og ikke mindst for Bad Bunny selv, som er en virkelig unik og alsidig rapper.
Hvad er problemet?
Jamen, hvad er så problemet, tænker man jo efter sådan en salgstale. Hvad er det, der gør, at Bad Bunny ikke er mere populær herhjemme?
Sprogbarrieren er en oplagt syndebuk. Jeg forstår på ingen måde hans hektiske spanske rap, medmindre jeg sidder med Google Translate ved hånden.
Man kan dog sagtens nyde Bad Bunny uden at skulle sidde med de oversatte tekster, ikke mindst på grund af hans stemme og levering. Desuden skal jeg også ofte ind på Genius, for helt at fatte hvad Drake eller Dua Lipa egentlig siger.
Sproget kan ikke være hele forklaringen. Rosalía og Stromae har også udgivet album, der har fået en del omtale i 2022, og selvom de måske ikke var at finde på toppen af hitlisterne herhjemme, så viser deres succes, at sproget ikke behøver at være en uoverkommelig barriere.
De to ovennævnte artister spilles til gengæld også mere i radioen end Bad Bunny, hvis største sange i dansk radio er samarbejder med andre artister som ‘I Like It’ med Cardi B og ‘La Noche De Anoche’ med Rosalía.
Radioafspilninger er selvfølgelig ikke altafgørende, men de kan være en god indikation for en artists popularitet. Og her halter Bad Bunny bagefter i Danmark.
Man kommer nok bare ikke udenom, at Rosalía og Stromae er fra henholdvis Spanien og Belgien, og at vi derfor føler os tættere forbundet med dem.
De er geografisk tættere på, deres udtryk er nærmere noget, vi kender. Deres musik har også en mere international (læs: vestlig) lyd, og derfor er den nemmere for os at komme ind i.
Hvis Bad Bunny ikke vil komme til os …
Bad Bunnys musik er, uanset hvordan man vender og drejer det, dybt forankret i en latinamerikansk kultur. Og der er bare langt til Puerto Rico, både geografisk, men også kulturelt.
Vi kender reggaeton-rytmen akkurat godt nok til at kunne gennemskue, at det ikke er herfra. Det er en anden verden, og derfor er det måske nemmere at afvise musikken som noget, der ikke er skabt til os.
Kan Bad Bunny så nogensinde få et reelt gennembrud herhjemme?
På den ene side føler man næsten, det burde være sket nu. Altså, hvad kan han gøre, som han ikke allerede har gjort? På den anden side er der ting, der tyder på, at han kan blive endnu større uden for Latinamerika og USA.
Udviklingen går langsomt, men det er efterhånden tydeligt, at der er en vilje blandt lyttere verden over til at tage backpacker-rygsækken på og gå på musikalsk opdagelse i verden. Se bare på navne som Rosalía og Stromae, men også eksempelvis Blackpink eller Burna Boy.
Popmusikken bliver hele tiden mere global. Det er ikke længere kun vestlige artister, der kan blive stjerner. På den måde kan man håbe, at flere herhjemme også får øjnene op for Bad Bunny.
Men bolden er klart på vores banehalvdel. For hvis der er noget, Bad Bunny igen og igen har vist, så er det, at han ikke har tænkt sig at ændre på noget for at komme os i møde.
»Jeg har altid vidst, at jeg kunne blive en af verdens største stjerner uden at ændre min kultur, mit sprog og min jargon. Jeg er Benito Antoni Martínez fra Puerto Rico til hele verden«, sagde han, da han i august vandt prisen for Årets Kunstner til MTV VMAs.
Hvis Bad Bunny ikke vil komme til os, så må vi jo komme til Bad Bunny. Så lad os stoppe med at spørge, hvorfor han ikke er større i Danmark – og i stedet begynde at lytte.