Rina Sawayama ‘Hold the Girl’
Valgt af Jennifer Lehmann: »Efter det fantastiske debutalbum ‘Sawayama’ i 2020 havde jeg høje forventninger til ‘Hold the Girl’ – og jeg blev ikke skuffet. Nogle gange er mere nemlig bare mere, særligt hvis det ligesom på ‘Hold the Girl’ forankres følelsesmæssigt i japansk-britiske Sawayamas gennemgående fortælling om ubetinget selvkærlighed på trods af barndommens traumer.
Med albummets kavalkade af storladne popbangers og Sawayamas udtryksfulde vokal i centrum var der i hvert fald ikke et øje tørt hos en fan af teatralsk pop fyldt med episke omkvæd, modulationer og guitarsoloer«.
Earl Sweatshirt ‘Sick!’
Valgt af Malthe Hjort: »Odd Future-yngstemand og rap-wunderkind Earl Sweatshirts karriere tog en interessant drejning med det underspillede 2018-hovedværk ‘Some Rap Songs’, hvis kaotiske, mudrede lo-fi beats syntes at afspejle rapperens fragmenterede sind.
Disse takter fortsætter på opfølgeren ‘Sick!’, der serverer endnu mere abstrakt hiphop leveret i Earls notorisk døsige flow, før det hele noget overraskende kulminerer i underskønt klaverspil. Earl kunne tydeligvis ikke være mere ligeglad med at appellere til masserne, men han forbliver en af tidens bedste rappere«.
Muna ‘Muna’
Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Lyder en hybrid mellem Haim, Robyn og The Chicks for godt til at være sandt? Sang for sang trak amerikanske Muna mig ind i teenage-nostalgi og trangen til at flygte fra hverdagen. Det kan godt tage pusten fra et album, at den stærkeste sang ligger først, men ‘Silk Chiffon’ (featuring Phoebe Bridgers) bliver den sang, der tager dig i hånden og gør, at du bliver hængende helt til det flotte slutnummer, ‘Shooting Star’. Jeg lover, at en bustur i januar-regnvejr bliver 1.000 gange bedre med ‘Muna’ i ørerne. Main character-følelsen er garanteret«.
Skullcrusher ‘Quiet the Room’
Valgt af Niels Jul Bruun: »Jeg var tryllebundet, første gang jeg hørte debutalbummet fra amerikanske Skullcrusher. I det sekund det var slut, fik lyst til at starte forfra. Her blandes reallydsoptagelser med folkede guitarsange, skramlede violiner og masser af rumklang i et miks, der på én gang er smukt, roligt og en smule ustabilt.
Det er et lavmælt album, ud over få udbrud, som støjinfernoet der overvinder guitaren på ‘Lullaby in February’ eller violin-crescendoet på ‘Pass Through Me’. Men nogle gange er den mest effektive måde at få folk til at lytte på at være stille«.
Ravyn Lenae ‘Hypnos’
Valgt af Mads Kjær Larsen: »Året bød på flere stærke album inden for det, man med en lidt slidt betegnelse kan kalde for alternativ r’n’b. Kvindelige artister som Yaya Bey, Kehlani og Amber Mark viste vejen, men albumdebutanten Ravyn Lenae trumfede dem alle.
’Hypnos’ samler tråde fra de seneste fire årtiers r’n’b, men først og fremmest er det en personlig rejse i lyd og ord, hvor hendes vokale nuancer og stærke sangskrivning understøttes af produktioner, der ved gentagne aflytninger åbenbarer subtile kontraster mellem det lumre og det glatte, det æggende og det tilbagelænede«.
Sharon Van Etten ‘We’ve Been Going About This All Wrong’
Valg af Martin Gronemann: »Right before the sun takes everything / I couldn’t feel anything«. Sharon Van Etten formår virkelig at udtrykke sit følelsesliv med enkle metaforer i teksterne. Og på karrierens sjette album har hun fundet den perfekte musikalske dosis mellem fordums spartanske udtryk og det mere melodiøst udadvendte, som hun har kultiveret de senere år. Hvilket virkelig får det altid stærke materiale til at funkle.
Lyden af et menneske i harmoni med sig selv og en kunstner med et syleskarpt fokus, der doserer det dirrende dramatiske og gribende åbenhjertige fuldkomment uovertruffent«.
Perfume Genius ‘Ugly Season’
Valgt af Sune Anderberg: »Perfume Genius som projekt har vel aldrig stået mere klart end her. ’Ugly Season’ er en hvirvelvind af sart inderlighed og dyrisk drift, gennemblæst af økologisk lyd og duvende bas. Nærmest som et besøg hos et glemt folk et sted i Jordens indre, en slags sensuel, svedende guerillahær.
Det er et vanvittig luksuriøst album, der for alvor sætter Mike Hadreas i scene som den gådefulde leder af en stille revolution for omsorg, frisættelse og sanseligt begær. Hvor skriver man sig op?«
Hurray for the Riff Raff ‘Life on Earth’
Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Nogle gange kommer man bare sent til festen. Alynda Segarra skulle udgive syv albums under navnet Hurray for the Riff Raff, før jeg checkede ind. Med ’Life On Earth’ har hun skabt et mesterværk, 11 pulserende skæringer, der møder lytteren som et møde mellem Patti Smith og Alanis Morissette, men uden at det på nogen måde klinger af hverken 70’erne eller 90’erne.
Tværtimod, det er et protestværk om vores komplicerede nutid, der trækker på både elektronisk pop, rap og organisk folkrock, og Alynda Segarra lyder på én gang harmdirrende, sårbar og stolt«.
Rural Internet ’Saint Anger’
Valgt at Kjartan F. Stolberg: »I december rundede tre unge queer-rappere året af med et album opkaldt efter Metallicas mest udskældte udgivelse. Det er et kaotisk og larmende opgør med alt det, der pisser afsenderne af – hvad end det hedder NFT’er, TikTok eller irriterende dudebros, der mener, at deres musiksmag scares the hoes.
Dette opgør er pakket ind i en god dosis nervepirrende angst og en endnu større dosis opfindsomhed. Det ene øjeblik står den på skingre hooks, det næste på dansable klubbeats, og pludselig går der smadret maskingevær-trap i den, men uanset stilarten har trioen enormt meget på hjerte«.
Jura ‘Formality Jerne-Site’
Valgt af Jakob Gustav Winckler: »I første omgang gør Jura aka Ani Bigum Kampe og hendes debutalbum ikke meget væsen af sig. Men den AI-agtige, svævende MIDI-æstetik – der lyder, som om 80’erne er blevet genmodificeret – er i mine ører noget af det mest ejendommelige, der er udgivet i år. Det skyldes ikke mindst hendes øjeblikkeligt fængslende vokal. Tag bare den intenst smukke ‘Amephrey and Ontario’, hvor (godt og vel) hele den danske undergrund synger med i årets sejeste kor. Kæmpestort«.