KOMMENTAR. Hvad er filmens fremtid? Eller mere præcist: Hvad er Hollywoods fremtid?
Spørgsmålet rumsterer igen oven på et år, hvor de tektoniske filmplader igen forrykkede sig på en måde, så det er oppe i luften, hvilket landskab vi ender med at befinde os i på sigt.
I år 1 efter corona skulle det afgøres, om folk var klar til at komme tilbage til biograferne, eller om de havde anlagt sig mere magelige vaner hjemme i de bløde sofapuder. Svaret var ikke entydigt til biografernes fordel.
Samtidig vendte streamingvindene en kende, og eksperimenter med storfilm direkte til hjemmeskærmene blev afblæst, mens ’Top Gun: Maverick’ med en indtjening på halvanden milliard dollars globalt gav håb for, at publikum stadig ville det hvide lærred og de store filmevents, der var andet end flyvende mænd i kapper (en flyvende mand i jetjager var et tillokkende alternativ).
Og i årets sidste uger landede James Cameron så med ’Avatar: The Way of Water’, der af mange er blevet hyldet for sin banebrydende visuelle side med instruktørens avancerede 3D- og motion capture-teknologi som et lysende bevis på, hvad filmmediet – og biografmediet – kan. På et budget på cirka 400 millioner dollars.
»Oplevelsen er simpelthen ikke sammenlignelig med, hvad der ellers spiller i den lokale multisalsbiograf, og alligevel er den mest imponerende ting ved ’The Way of Water’ måske, hvordan den indfanger multiplex-biografernes ældgamle ånd så godt, at den ikke engang behøver at have Tom Cruise i hovedrollen«, skrev David Ehrlichs i sin begejstrede anmeldelse for Indiewire og kalder den for »a movie with a Capital ’M’«.
Tough sell
Sideløbende har vi i år fået endnu et deprimerende udtryk for, at højkvalitetsfilmene på mellembudget har trange kår. For når de endelig bliver lavet, er der ingen, der ser dem.
Forleden beskrev New York Times i hvert fald, hvordan de kunstnerisk ambitiøse film rettet mod at gøre sig gældende i Oscar-ræset flopper ved billetlugerne én efter én. Fra ’Tár’ med Cate Blanchett til James Grays ’Armageddon Time’, MeToo-journalistfilmen ’She Said’ og Spielbergs selvbiografiske ’The Fabelmans’, der alle er blevet produceret for ikke uanseelige beløb i omegnen 30-50 millioner dollars, men har fået forsvindende lidt af investeringen retur efter de amerikanske premierer.
Ifølge den erfarne awards-iagttager Sasha Stone fra sitet Awards Daily skyldes disse films fallit for meget navlepilleri og for mange politisk korrekte ’problemfilm’, som har givet Hollywood et dårligt brand, der i sig selv skræmmer biografgængerne væk.
»Svaret er at lave film som ’Top Gun’, ’Avatar’, ’The Godfather’, ’Wolf of Wall Street’, etc.«, tweetede hun.
Hun har en pointe. ’Tár’ og ’She Said’ har det til fælles, at de handler om MeToo, krænkelser og overgreb, hvilket ud fra en nøgtern betragtning simpelthen bare ikke er det, folk gider bruge deres fredag aften i biografen på i disse krisetider.
Og ’Armageddon Time’ og ’The Fabelmans’ er begge – hvor gode de end er – del af en alt for udbredt tendens til, at instruktører dykker ned i deres egen barndom med følsomme og lidt introverte coming of age-fortællinger som resultat. Tough sell.
Velkommen til Planetariet
Det er til gengæld en noget umage samling af film, Stone peger på som Hollywoods ledestjerner. Der er uendeligt langt fra ’Avatar: The Way of Water’ til ’The Godfather’.
For ja, James Camerons Pandora-eventyr er en teknisk triumf, men for mig overskygges det af en klodset, uinteressant historie med karakterer så halvbagte som filmens berygtede Papyrus-font. Det er teknik over fortælling, som ville gøre sig bedre som 50-minutters naturfilm i Planetariet end som tre en halv times biograffortælling.
Det er slet ikke umuligt, at teknologien i ’Avatar: The Way of Water’ peger frem mod filmens fremtid. Som det er med det meste teknologi, er det hænderne, der bruger den, der definerer det sande potentiale (sagde jeg, inden robotterne overtog verden). Der er muligvis fantastiske fortællinger i vente understøttet af Camerons landvindinger, men ’Avatar: The Way of Water’ er bare ikke én af dem.
Hvilke film bliver stadig set årtier efter deres lancering på grund af deres tekniske nybrud? Er det de fantastiske effekter, der gør, at ’Star Wars’, ’Ringenes herre’ og ’Indiana Jones’ stadig har et publikum? Er det ikke også snarere karaktererne, skuespillerne, historien, der får James Camerons egne bedste film, ’Terminator’ og ’Titanic’ til at leve endnu?
’Citizen Kane’ blev i mange år anset for at være verdens bedste film, og den er vidt og bredt anerkendt for Orson Welles mesterlige arbejde med kamera og lys. Men i det omfang den bliver set uden for filmskolerne, er det så ikke først og fremmest på grund af dens episke fortælling om et magtmenneskes storhed og fald?
Vigtigere i telefonen end filmen
Der er nemlig det med teknologi, at den har det med at blive overhalet af tiden. Selv ’Ringenes herre’ – fuldkommen revolutionerende ved premieren – ser tvivlsom ud her 20 år efter.
Jeg hører i hvert fald til dem, der vægter banebrydende teknologi højere i min telefon, bil og computer end i mine film. Og ’Avatar: The Way of Water’ er et spektakel af den slags, der på den ene side – som rigtigt påpeget af Soundvenue-skribent David Madsen i går – gør én lykkelig over omsider at se noget bryde med superheltedominansen. Indtil man indser, hvad den sætter i stedet: en tom klichepræget historie overdøvet af eventyrlige billeder i udmattende high frame rate.
Her repræsenterer ’The Godfather’ og ’The Wolf of Wall Street’ et diametralt anderledes bud på, hvad Hollywood skal satse på i fremtiden: Originale, hamrende velskrevne film med så meget pondus, nerve og kvalitet, at de bryder lydmuren.
Engang var film som ’E.T.’, ’The Graduate’, ’The Exorcist’ og netop ’The Godfather’ gigantiske billetbaskere. Om det er realistisk, at den slags film igen kan blive blockbusters i bare niveauet under ’Top Gun’, ’Avatar’ og superheltefilmene, er jeg ikke sikker på.
Men også i årets filmudbud er der eksempler på, at unikke fortællinger uden 3D og motion capture-teknik trænger igennem. I slutningen af artiklen nævner New York Times selv film som ’Everything Everywhere All at Once’, ’The Banshees of Isherin’, ‘The Woman King’ og ’Elvis’ (det virker nærmest lidt tendentiøst, at man kun valgte de negative fire-fem eksempler til at begynde med frem for de fire-fem positive). Peger de ikke netop i en mere positiv retning for Hollywood?
Man kunne tilføje film som ’Bullet Train’, ’Smile’, ’Nope’ og ’The Black Phone’, der alle er blandt årets 30 mest sete film på verdensplan.
En anden vej
Det er en retning, der alle indikerer, at de deprimerende, lavmælte, introspektive problemdramaer ikke er vejen, mainstream-Hollywood skal gå. Alternativet til tomme Hollywood-kalorier er ikke alvorstunge bedrevidende film, hvis historier blot er en undskyldning for at give publikum dårlig samvittighed over verdens retfærdighed.
Film som ’The Woman King’ og ’The Triangle of Sadness’ er til gengæld demonstrationer af, at underholdning og stærke virkelighedsprikkende temaer ikke er hinandens modsætninger. At humor, originalitet, farverigdom og kant har et publikum.
Jeg under ’Top Gun: Maverick’ og ’Avatar: The Way of Water’ al den succes, de kan få – guderne skal vide, at biograferne har brug for det.
Jeg håber blot, at Hollywood ikke stirrer sig lige så blind på deres succeser, som man har gjort på superheltene de seneste 10 år. Der er en anden vej end nostalgiske prequels og tekniktunge 3D-installationer.
Men det er selvfølgelig ikke lige til at finde den.