Det lå ikke i nødvendigvis i kortene, at Blumhouses nyeste horrorhit ville blive bare den mindste smule interessant.
Der er først og fremmest den horrible titel ’M-three-GAN’. Og så er dræberdukkegyseren fra et studie, der de seneste år er gået fra trendsetter til at producere ringeagtede efterfølgere (’Halloween Ends’, ’The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It’) samt forfejlede stød til SoMe-diskursen (’They/Them’, ’The Hunt’).
Sidst, men ikke mindst var filmens appel hovedsageligt solgt på en viral video, hvor den porcelænsdukke-proportionerede morder M3GAN svinger hofterne med et par TikTok-parate dansetrin. Et efterhånden velkendt mediestunt.
Klemte man øjnene sammen, lignede det umiskendeligt endnu en horribel parodisk øvelse i SoMe-lefleri, ikke ulig instruktør William Brent Bells forfærdelige ’Orphan: First Kill’. En øjebæ, der sidste år vandt indpas på sociale medier på ryggen af én scene, hvor lillepigemorderen Esther klæder sig ud som en sardonisk Lana del Rey komplet med smøg i mundvigen, silkeslør, Hepburn-solbriller og skrigrød læbestift.
Til gengæld har ingen ringere end Akela Cooper nemlig lagt pen til ’M3GAN’. Manuskriptforfatteren bag årtusindets i mine øjne hidtil bedste gyseroplevelse, ’Malignant’.
Derudover er gyserguruen James Wan krediteret som bagmand på konceptet om en kunstig intelligens, som tager sine barnepigepligter lige seriøst nok og ser Terminator-rødt for at beskytte sin unge ejer, den forældreløse Cady (gyserbarnet Violet McGraw).
Deres involvering forklarer, at slutresultatet langt fra er endnu et kaloriefattigt teenageskrig som sidste års gysersensation ’Smile’. ’M3GAN’ hører snarere til blandt genrens mest hædrede titler som Alex Garlands kammerspilsthriller om kunstig intelligens ’Ex Machina’ og Jordan Peeles racegyser ’Get Out’.
De fik begge en Oscar-nominering for bedste manuskript. Og samme ære bør tilfalde folkene bag ’M3GAN’.
Manifestation af AI-algoritmen
Ja ja, jeg ved præcis, hvad du tænker.
Gysergenren er notorisk dårligt stillet hos det fintfølende Oscar-akademi, som helst ikke vil ses i nærheden af de sære high concept-genretitler. Når såkaldt eleveret horror (forfærdelig betegnelse) som ’It Follows’, ’Midsommar’ og ’The Witch’ ikke kunne opnå Oscar-hæder, hvorfor så et umiddelbart ligetil ’Child’s Play’-ripoff som ’M3GAN’?
Som ’Ex Machina’ og ’Get Out’ har ’M3GAN’ et par åbenlyse fordele over andre titler i genren.
Begge kunne sluges af filmeliten, fordi de adskilte sig fra traditionelle gyserfilm. De skabte uhygge gennem alvorstunge tematikker og højpandede ideer snarere end maveknugende skrækscenarier og makaber body horror.
’M3GAN’ bruger ikke meget af spilletiden på sin dræberdukkes blodige hærgen. I stedet udforsker filmen vores komplekse forhold til børneopdragelse i en digital virkelighed og videnskabsfolks laissez faire brug af kræfter, som ligger uden for deres fatteevne.
Tidligt i filmen bemærker Cadys værge og M3GAN’s opfinder Gemma (Allison Williams), at dukkens algoritmebaserede intelligens er skabt på baggrund af børns opførselsmønstre optaget i smug igennem legetøjsfirmaet Funkis produkter. Hendes chef ignorerer den uetiske dataindsamling og himler senere op over den virkelighedsnære dukke, som han præsenteres for.
Fra ’Metropolis’ over ’Terminator’ til ’Ex Machina’ har androider på film altid været manieret som menneskelige kamæleoner og videnskabelige vidundere, der er umulige at skelne fra den ægte vare.
Men M3GAN-dukken er anderledes off. Det er ikke blot hendes latex-hud og mekaniske mimik samt digitaliserede stemmeføring (fantastisk gestaltet af en dobbeltpræstation fra Amie Donald som krop og Jenna Davis som stemme).
Hun er simpelthen intentionelt skrevet som en AI. Hendes sætningsstruktur er generisk, hendes handlingsrationale underligt bogstaveligt, og hendes bjørnemor-personlighed og kiksede oneliners føles som taget fra et AULA-forum.
Hun er manifestationen af alle de modbydelige AI-algoritmer, der kan skabe billeder og deep fakes ved at støvsuge internettet for ægte kunstneres arbejde, og som efterhånden dominerer sociale medier.
Beslægtet med ‘Robocop’
M3GAN’s appel som bestialsk it-girl samt filmens symptomatiske kritik over sin samtid er ikke gået over hovedet på meningsdannerne. Det er ikke nemt at skabe et nyt horror-ikon – det er vel ikke sket siden Jigsaw-dukken, ligegyldigt hvor ihærdigt Blumhouse har prøvet at gøre ’The Conjuring’-dæmonerne fetch.
Hvor filmen efter min mening er blevet fejllæst er, når nogle klandrer den for at være morsom, men ikke uhyggelig. Men en gysertitel, der er sjov på baggrund af sit manuskript, er så sjældent som at spotte en sneleopard i dagligstuen. Og ’M3GAN’ er fyldt med vedkommende såvel som vittige øjeblikke.
Da den barnesky Gemma skal overbevise Cadys børnepsykolog om sit værd, åbner hun trodsigt op for et samleobjekt og vrisser: »Det kan andre ting, men lad os bare trille det rundt på gulvet som en tennisbold«.
Så er der de mange falske reklamer for Funkis legetøj, som blandt andet tæller et patosklistret memoir fra Cady, der til klæg klavermusik og med tårer i øjnene fortæller, hvordan M3GAN har hjulpet hende igennem en traumatisk nærdødsoplevelse.
’M3GAN’ er beslægtet med Paul Verhoevens tidløse mesterværk ’Robocop’, som filmen også hylder. Begge prikker til vores afhængighed af teknologiske kvanteskridt muliggjort af et amoralsk, voldsparat kapitalisk system.
’Robocop’ blev kun nomineret i tekniske Oscar-kategorier, men tiden er en anden i dag. Og ønsker Akademiet stadig at holde sig relevant, bør det være med film som ’M3GAN’.
På tirsdag offentliggøres Oscar-nomineringerne for filmåret 2022. Når vi når til 2023, skylder vi ’M3GAN’ og os selv at huske på dræberdukkens bedrifter.
’M3GAN’ kan ses i biograferne.