‘Meter i sekundet’: Corona-Danmarks yndlingsroman har fået en fantastisk storspillende filmmakeover
‘Meter i sekundet’ the movie starter roligere end forventet.
Den vinker nemlig et par sekunders goddag med de smukke og tårefremkaldende toner af romansangen ’Fortabt er jeg stadig’, der midt i bogens humor fortæller så præcist om at vokse med kærligheden, at jeg knap kan tænke på den uden at fælde en tåre.
Dog er det nok de færreste, der tager ind at se ‘Meter i sekundet’ for at tude.
Heldigvis klippes der hurtigt videre til den funkbassede ‘Express Yourself’, og vi møder vores hovedperson Marie (Sofie Torp), mens hun balancerer fadøl gennem en brun københavnerbodega til kæresten Rasmus (Thomas Hwan).
Med ét lille musikalsk klip knipser instruktør Hella Joof Stine Pilgaards litterære folkekomedie til en filmisk én af slagsen.
Alt er godt mellem det øldrikkende og sprogdiskuterende forfatterpar. Lige indtil Rasmus spolerer Maries spændte post-barselsambitioner (»han skal i vuggestue, og jeg skal i gang!«) med nyheden om sit jobtilbud som skrivelærer på en højskole. I Jylland.
Pludselig er rullekufferten pakket, og Marie må bære den symptomatisk alene, da asfalt bliver til grus på gårdspladsen foran Velling Højskole.
Her bliver Rasmus introduceret for lærere og elever som »fremadstormende digter«, mens Marie er påhæng. Det eneste, hun bliver spurgt om, er »horoskoper eller brevkasse?« af højskolens bestemte forstanderinde, som vupti skaffer hende job på lokalavisen. Dog mest som variabelkontrol af sin nyansattes trivsel.
Marie forsøger at falde til og få kørekort med lige dårlige og sjove resultater. Hun snakker konstant om sex med fremmede, selvom det er et no-go i »de korte sætningers land« ifølge fantasivennen Anders Agger. En figur, der så fint som i bogen puffer rundt som Vestjyllands stolthed, kaffeskålende sky og indbegrebet af Maries mindreværdskompleks med sin overlegne sans for at tie og få i tale.
Mens kæresten soler sig i fællessang, fællesmåltider og fællesskab i det hele taget, maler vores ironiske helt sig hurtigt op i et højskolehadende hjørne, hvor hun afskyr elevernes blåøjede miljøaktivisme og lidt for scoreglade interesse i deres nye skrivelærer.
På køreskolen er hun til grin for sine egne lommepenge og går på runde mellem kattetatoverede Mona og Parkeringspeter med sin ikke gode, men »spændende« kørsel.
Man kunne fra start frygte, at den bredere komedieklinge ville skære bogens særegne finesse og humor i stykker. Men ‘Meter i sekundet’ er gennemsyret af respekt for forlægget, der får en klichékærlig makeover a la Joof. Filmatiseringen er det samme og helt noget andet på den bedste måde. Alt er smurt lidt tykkere.
Romanens gennemgående brevkassesvar er godt forløst som sketchagtige virkelighedsfantasier, hvor komiske og fortvivlede Velling-skæbner søger svar, der trods Maries generelle tilpasningsuduelighed i det vestjyske bliver leveret med ordsmægtende vid.
Mindre elegant er 70’erne blevet inviteret meget højtråbende ind i fortællingen. Elevgruppen føles mere som et muntert ryatæppe end de moderne wokeister, filmen gerne vil udstille dem som.
Alle er iført islænderuld i en sådan grad, at man mistænker dem for at bryde ud i Drengene fra Angoras ‘Kun minderne tilbage’ når som helst. Det gør det dog ikke mindre festligt at se Arian Kashef klædt ud som en uhørt politisk korrekt version af Tove Ditlevsen til litterær udklædningsfest, selvom pointen om, at woke har dræbt kostumeånden, efterhånden går på boomerkrykker.
For i alle afkroge lever filmen højt på sit storspillende pletskudscast, der elsker hver eneste replik og får nogle virkelige typer til at dæmre i satiren.
Fra Rikke Bildes kunstlærers stakatoleverede fællesbesked om rakubrænding til Christian Tafdrups medpåhæng Sebastian, der blot behøver stikke sit opgiverknækbrød i hånden på Marie med ordene »jeg bager selv«, for at vi forstår ham.
Ingen kan frasere salviebedets ubalance som Maria Rossings økolærer Tone, og Lotte Andersen er en fantastisk bosslady-sjaltornado som Forstanderinden, hvis svar på alt er det kryptiske bymotto: »Vi vil i Velling«.
Det står altid klart, at minisamfundet virkelig vil hjælpe nytilkommeren Marie. Bare med alt andet, end det hun har brug for.
Midt i højskolens højborg af komiske personligheder har man brug for Sofie Torp, hvis helhjertethed gør Maries selvoptagede, bedrevidende, sjove og hvidvinsfulde livskrise virkelig. Hun formår på bedste vis at være både sjov og sårbar som den kontrære bybo, der oversharer så meget med sit nye fåmælte nabolag, at hun stille og roligt selv forvandler sig til en følelsestavs menneskeknude.
‘Meter i sekundet’ er en drøm af en filmatisering, hvor grundfølelsen lever videre med Joofs evne for karaktergallerier og ørehængerreplikker.
Mens Lasse Deins Brygmann’ske banger ‘Så ved man, hvad man får’ indkapsler filmens gennemgående feststemning til sidst, kan man mindes ordene fra et vers i den rolige start:
»Vi mødtes i sproget, et hemmeligt sted. Og der går vi hen. Igen og igen«.
For selvom forfatter og instruktør måske vil noget lidt forskelligt i Velling, har Stine Pilgaard og Hella Joof sansen for, hvordan mennesker afslører sig selv på ordniveau, til fælles.
Det kærlige komiske røntgensyn gør ‘Meter i sekundet’ til en kæmpe fornøjelse.
Kort sagt:
Med en perlerække af komediepræstationer, Sofie Torps bærende nerve og masser af respektfuld overdrivelse er Hella Joof lykkedes fornemt med at male hele corona-Danmarks højhumoristiske livskrisefortælling op på det store lærred med en pensel af den helt rigtige bredde.