Normalt skovler hun nomineringer og kritikerros ind for sine filmpræstationer, men i denne uge er det internettets opmærksomhed, som Anne Hathaway nyder godt af.
Det sker efter en Valentino-fest under modeugen i Paris, hvor skuespilleren slog sig løs på dansegulvet til lyden af ‘Lady Marmalade’.
Ikke overraskende blev hele seancen optaget og derefter lagt online, hvor videoen lige nu går viralt på TikTok hos brugeren kerrosene.
At Hollywood-stjernerne fanges i øjeblikke, hvor de slipper tøjlerne, og derefter ender i korte klip på sociale medier er ikke uvant – nøjagtig det samme skete tidligere på måneden for Leonardo DiCaprio.
Men med Hathaway er det dog anderledes, for hun har længe været et yndlingshadeobjekt i visse lommer af internettet, hvor vreden mod hende sågar har fået et navn, Hathahate.
Hadet startede for alvor i 2013, hvor hun vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle i ’Les Misérables’, og siden da har det raset, lige så snart skuespilleren har trådt bare én millimeter forkert.
Hathaway har tidligere forholdt sig til fænomenet, som hun faktisk takkede for at hjælpe hende med at opbygge en uundværlig selvtillid:
»Det var en rigtig god ting for mig personligt. Du kan blive utroligt stærk på grund af sådan nogle ting. Så jeg vil sige, at når dårlige ting sker, skal du ikke frygte det – just go with it, flow with it«, udtalte hun i 2021.
Derfor er det også glædeligt, at videoen på TikTok ikke går viralt med sure kommentarer fra hadske fans, men derimod ros i lange baner: »Hun er bogstavelig talt perfekt«, skriver en fan.