DC Extended Universe gennemgår i disse dage en stor forvandling under James Gunn og Peter Safrans nye lederskab.
Men inden deres film får lov at se dagens lys, har vi endnu to film fra det gamle DCEU i vente: ‘Aquaman and the Lost Kingdom’ og ‘The Flash’.
Sidstnævnte fik sin første fulde trailer under reklamepausen til Super Bowl, hvor Ezra Millers lynhurtige The Flash åbner for multiverset og bringer nye (og gamle) superhelte i spil.
Traileren giver os blandt andet første glimt af Michael Keaton tilbage i flagermusedragten og Sasha Calle som Supergirl.
‘The Flash’ har været omgærdet af kontrovers over de seneste år, da Ezra Miller har udvist problematisk og decideret voldelig adfærd. De er siden gået i behandling for mentale problemer, og DCEU’s nye ledelse har åbnet en dør på klem for, at Miller kan vende tilbage i folden, hvis de kommer i bedring.
‘The Flash’ er instrueret af Andy Muschietti, der tidligere har stået bag ‘It’-filmene. På rollelisten ses blandt andre Ezra Miller, Ben Affleck, Michael Keaton, Michael Shannon, Ron Livingston og Sasha Calle.
Filmen får premiere 14. juni.