Det er kun et år siden, at Netflix udgav den dyrtindkøbte, tredelte Kanye West-dokumentar ‘Jeen-Yuhs’, men nu har BBC annonceret en ny dokumentar om den kontroversielle rapper.
Dokumentaren bærer i øjeblikket arbejdstitlen ‘We Need To Talk About Kanye’ og skal udforske rapperens »rutsjebanetur af et liv og en karriere«.
Det skriver BBC ifølge NME i en pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at dokumentaren udfolder sig sideløbende med Wests igangværende præsidentkampagne i en tid, »hvor hans opførsel har resulteret i skandaler og en reevaluering af hans rolle i populærkulturen«.
Foruden dokumentaren tæller projektet også en podcast i otte dele, der med forskellige gæster vil dykke ned i rapperens liv.
I spidsen for både dokumentaren og podcasten står graverjournalisten Mobeen Azhar, som i 2021 stod bag Britney Spears-dokumentaren ‘The Battle for Britney’, der – ligesom samme års yderst omdiskuterede ‘Framing Britney Spears’-dokumentar – omhandler sangerens værgeordning.
‘We Need To Talk About Kanye’ har endnu ingen udgivelsesdato.