De har 18 år på bagen som band, men for Kashmir peger pilen stadig mod nye musikalske horisonter.
Man kan ikke undgå at se dem der på det minimalistiske pladecover. Seks markante pile på hvid baggrund, der peger i forskellige retninger væk fra bandnavnet og albumtitlen ‘Trespassers’, så de tilsammen udgør noget, der næsten ligner en urskive. Måske som et symbol på tidens tand. For de er jo ved at være nogle gamle drenge i rocksammenhæng, de fire medlemmer i Kashmir. Og hvor andre af 90’ernes store danske rocksucceser for længst er blevet både opløst og genforenet, har Kashmir holdt sammen, siden de blev dannet som trio for mere end 18 år siden.
Jeg møder Kasper Eistrup og Mads Tunebjerg i pladeselskabets lokaler i centrum af København. Her sidder vi i ly for vinterens kulde, inden turen går mod Vesterbro, hvor Asger Teschau og Henrik Lindstrand slutter sig til bandet for at stille op foran vores fotograf.
Og her er det, pilen i bogstaveligste forstand kommer ind i billedet igen, for den har nemlig fået lov at snige sig med på settet. Selvsamme pil som for fem år siden havde en hovedrolle i musikvideoen til nummeret ‘The Cynic’, der også havde en vis David Bowie på rollelisten. Men hvad er det egentlig, der er så fascinerende ved pilen, og hvorfor bliver bandet ved med at vende tilbage til lige netop denne figur? Mads forklarer kærlighedsforholdet:
»Det er en gammel pil fra 1920’erne, som Kasper spottede i en bog. Den har et meget ikonisk udseende, som gør den velegnet til grafik og typografi, som også er noget, vi interesserer os meget for. Vi har brugt den i vores grafiske univers over en årrække, og den har fået en plads i vores hjerter, sådan at den næsten er savnet, når den ikke er med«.
Samtidig er pilen ifølge Kasper blevet en slags symbol på de kunstneriske retningsskift, der siden begyndelsen har kendetegnet Kashmir, hvis enkelte album sjældent har haft meget til fælles med det forrige: »Det handler om, at vi ser vores eget udtryk som en størrelse, der har taget forskellig form og farve gennem tiden. Der har altid været en retning, og vi har altid forsøgt på at komme et andet sted hen, end hvor vi har været tidligere. Det er ikke, fordi det er et udtænkt koncept, men fordi det føles unaturligt for os at søge tilbage til et sted, hvor vi har været før«.
Skovens larmende stilhed
Hele fem år er gået, siden vi sidst hørte fra Kashmir, og i forbindelse med det nye album var det også nødvendigt at finde nye metoder, før de gode sange gav sig til kende. Bandet stod i udgangspunktet overfor et valg mellem en fri inspirationsproces uden tidspres, som det var tilfældet med ‘Zitilites’, eller en langt mere stram struktur, som de havde brugt på ‘No Balance Palace’, hvor indspilningerne blot tog to måneder. Valget faldt på ‘Zitilites’-tilgangen, men den virkede imidlertid ikke, ganske enkelt fordi det var prøvet før.
Løsningen på den kreative krise blev en metode, som kunstnere har brugt i hundredvis af år, nemlig at rejse væk. Derfor kørte Kasper to gange alene til en ødegård i Sverige, hvor han kunne trække stikket ud og undslippe de sædvanlige distraktioner. Her blev computer, telefon og tv skiftet ud med skovens larmende stilhed, og det gav masser af plads til at tænke.
»I vores tid er der jo fyldt med muligheder for at springe over, hvor gærdet er lavest – forsvinde ind i Facebook, i computerspil, i tv – og undgå at tænke tingene til ende. Jeg bliver meget inspireret af at rejse, og det er også det, titlen refererer til, det her med at overskride nogle grænser«, forklarer han.
‘Trespassers’ er ifølge Kasper lyden af et band, der er begyndt at lyde som sig selv. De knastørre trommer, glasklare guitarer og ambiente keyboardflader trækker da også linjer tilbage mod især ‘Zitilites’. Alligevel er noget anderledes, for det er som om, at udtrykket er blevet mere grandiost.
Er der blevet højere til loftet i Kashmir?
»Jeg vil hellere sige langt til ørkenen eller langt til bjergene end højt til loftet, men der er blevet større vidder. Vi kan godt lide, at der er noget perspektiv i lydbilledet, og at man kan forestille sig, at noget ligger langt væk, og noget er helt tæt på«, forklarer Kasper, inden Mads uddyber: »Vores take på det højloftede er måske, at man kan ane nogle ting langt ude i horisonten, som så senere i nummeret kan komme tættere på og spille en større rolle«.
Kampen for kunstnerisk styring
For Kashmir har arbejdet med det visuelle udtryk stor betydning, ikke mindst som et helle fra den smerte og følelse af utilstrækkelighed, der følger med at lave musikken til et album. Og faktisk mener både Mads og Kasper, at det er lidt af et tilfælde, at de endte med at blive rockmusikere, for pilen kunne ligeså godt have peget på design, arkitektur eller billedkunst. Deres talenter for det billedlige har da også flere gange været stillet til skue ved forskellige udstillinger i København, men alligevel har det ikke altid været nemt at få lov at styre Kashmirs visuelle udtryk: »På vores første plade måtte vi ikke lave forsiden af coveret. Der blev hyret en kunstner, som ifølge pladeselskabet var meget kendt, selv om vi aldrig havde hørt om ham. Bandnavnet var skrevet med en slags pakistansk font, og det lignede mest af alt en restaurant«, husker Mads.
Bandet fik dog hurtigt lov at kontrollere deres artwork, hvad der ikke var mange af de store bands forundt i de pladeselskabsstyrede 90’ere. Men det mener Mads og Kasper heldigvis har ændret sig i dag, hvor mange bands også har indflydelse på den grafiske side af deres udtryk: »Det var bare så meget en anden tid dengang, end det er nu, hvor man ser de nye generationer af grænseløst tænkende unge mennesker, som vi godt nogle gange kan betragte udefra og tænke »wauw, hvor er de seje!« Der er simpelthen en anden dagsorden i dag«.
Vi er nået frem til vores location, en gammel fabrikshal på Vesterbro hvor der skal poseres foran fotografen. Det hårde betongulv er isnende koldt, og der er ikke meget glamour over seancen. Men drengene klager ikke og virker hjemmevante foran kameraet. Tilbage i midt-90’erne optrådte Kashmir i jakkesæt, fipskæg og store briller, og siden da har bandet gennemgået utallige frisurer og tøjstile. Man kan næsten få tanken, at hvert musikalsk retningsskift skal komme med et nyt look, men så gennemtænkt er det slet ikke, afslører Mads: »Vi sætter en ære i ikke at vælge tøj, der er for langt fra os selv, og vi har ikke nogen overordnet agenda om, hvilke typer vi skal være. Det handler måske nærmere om at justere vores fremtoning i forhold til en farveholdning eller noget lignende«.
Er I forfængelige?
»Ja, det er vi da«, indrømmer Kasper. »Men det tror jeg, de fleste mennesker, der er kulturelt orienteret, er«. Mads fortsætter: »Vi er også blufærdige. Vi har ikke lyst til at have vores ansigter klistret på alle HT-busser og prøver også at undgå at optræde i vores videoer. Det er rarere at få nogen til at animere dem«.
Fotoseancen på Vesterbro er ved at være slut, og de fire herrer kan godt forfrosne vende snuden hjemad. Snart vil pilen pege mod koncerter i både Mexico, Europa og USA, inden bandet helt sikkert vil være at finde på sommerens festivalscener.