’Viften’ er på en mission, ingen danske film har været på før: Den vil fortælle om den umenneskelige danske slavefortid på Sankt Croix – men indhyllet i grotesk humor og en let tone.
Filmen følger de to sorte kvinder Anna Heegaard og Petrine, der er venner, men fra vidt forskellige pladser i det danske kolonistyres hierarki i 1848. Anna er fri og i et forhold med øens danske generalguvernør Peter von Scholten, hvis hus hun styrer med både hård og kærlig hånd. Petrine er Annas elskede slave, der begynder at nære en drøm om at købe sig selv fri – mens rygtet om et slaveoprør på øen begynder at sætte en kile mellem dem.
Bag ’Viften’ står Anna Neye, der har fået idéen og har skrevet manuskriptet samt spiller den ene hovedrolle som Anna Heegaard, mens stortalentet Sara Fanta Traore spiller Petrine, og Frederikke Aspöck (’De frivillige’) har instrueret.
Med sin farverige scenografi, ’The White Lotus’-agtige musik og en nærmest kæk voiceover har ’Viften’ en indbydende form, men man skal ikke tage fejl af, at den fortæller en gruopvækkende historie.
Når de slavegjorte skal bruge deres hårdt tjente penge til at købe dem selv fri. Når de danske kolonialister klapper sig selv på skulderen over deres langsommelige tiltag til at afskaffe slaveriet, mens de stadig både pisker de lokale og køber dem ved auktion. Og når de diskuterer deres i egne øjne progressive ideer over vin og god mad, mens en sort dreng hænger på en slags hængekøje i loftet og vifter for dem. Ja, så står det klart, hvor hyklerisk, barok og brutal en verdensorden, vi er vidne til.
En verdensorden, der vel at mærke langt fra er fiktion. Anna Heegaard og Peter von Scholten er virkelige figurer, og fortællingen kaster lys over et stykke danmarkshistorie, der til stadighed er groft underbelyst.
Alt det og meget mere fortalte Anna Neye og Frederikke Aspöck om til Soundvenues forpremiere i Empire Bio på ’Viften’:
De undertrykte undertrykker
Jeg må lige høre til en start: Det her med barnet, der hænger i loftet og vifter for de hvide danskere over middagsbordet, er det taget ud af virkeligheden?
Anna: »Filmen har været undervejs siden 2015, og i den indledende fase læste jeg om den menneskelige vifte i forbindelse med sydstatsplantager. Jo mere jeg læste om emnet, og jo mere fortvivlet jeg blev, jo mere vanvittig fremstod raceideologien også for mig. Og det med at have et barn hængende i loftet over middagsselskabet er jo et godt eksempel på vanviddet«.
»Noget af det, filmen viser, er det her med, hvordan kolonidanskerne render rundt og opfører sig civiliseret oven på det, der i virkeligheden er et terrorsamfund. Peter von Scholten fremstilles som den her store humanist, men hans velstand er baseret på at være koloniherre. Det er den absurditet, som viften er et godt billede på«.
Hvordan fik du i første omgang ideen til at lave en film ud af den danske slavefortid på Sankt Croix?
Anna: »Jeg var med i en dokumentar på DR for nogle år siden, der hedder ’Kald mig bare brun’, hvor et af afsnittene var på Sankt Croix. Her interviewede jeg en kunstner, som havde atelier der, hvor de frie sorte boede i en periode. Og det hus, hun havde indrettet studie i, var oprindeligt bygget af en kvinde, som havde været markslave, og som var lykkedes med at købe sig selv fri og købe et hus – for så at så købe sine egne slavegjorte. Det rystede mig i min grundvold: at de undertrykte undertrykker videre, fordi det er sådan, samfundet er indrettet«.
»Den anden indgang var holocaustfilmen ’Sauls søn’, som ret fantastisk beskriver, hvordan folk overlever i en udryddelseslejr. Og den tredje ting var James McBrides roman ’The Good Lord Bird’, som handler om et abolitionistoprør i midten af 1800-tallet i USA. Den er hysterisk morsom, og da jeg læste den, tænkte jeg, ’det kan man da ikke’, men efterfølgende stod det klart for mig, at der ikke var noget af volden og brutaliteten, der var blevet mindre af, at han havde brugt et humoristisk greb. Tværtimod udstillede han det på en måde, som jeg ikke havde set før«.
»Den sidste ting var bogen ’Daughters of the Trade’, som blandt andet handler om vestafrikanske kvinder på de danske handelsforter på Guldkysten, og hvordan de købte ind på hvidheden: at få en dansk mand, få lyse børn, gå i vestligt tøj og blive kristne. Simpelthen købe ind i en europæisk hvidhed. Det reflekterede jeg sindssygt meget over, for som afrodansker har jeg også internaliseret meget i forhold til diskrimination. Jeg har købt ekstremt meget ind i hvidheden som beskyttelse, og det er smertefuldt at sige det højt. Men det er noget, jeg selv kan identificere mig meget med«.
Ingen afrodanske stjerner
Var det svært at få et projekt som dette, der er særdeles usædvanligt i dansk film, igennem?
Anna: »Filmen var skide svær at skrive, fordi det er et genremix, som vi fór vild i mange gange. Og så er det en periodefilm, der er dyr at lave, og finansieringen handler tit om stjerner på plakaten. Men der er jo ikke store afrodanske stjerner i Danmark, for vi får ikke kontinuerligt nogen roller, så vi kan blive store stjerner. Så det gjorde finansieringen tricky«.
Hvornår kom du med på filmen, Frederikke?
Frederikke: »Jeg kom på i påsken 2017. Jeg hørte om projektet fra en konsulent på Filminstituttet, som var oppe at køre over det, og så kontaktede jeg Anna, fordi jeg syntes, det lød ekstremt vovet og spændende. Det har været en sindssygt interessant proces. Ikke bare fordi Anna er dybt original og højt begavet, men også fordi jeg som hvid har fået øjnene op for en masse ting, jeg aldrig har været klar over«.
Havde du reservationer som hvid instruktør over for at kaste dig ind i det her projekt?
Frederikke: »Nej, jeg var så ivrig for at kaste mig ind i det. Og jeg er faktisk i familie med Anna Heegaard, så jeg har måske mere end så mange andre været optaget af vores fortid på Sankt Croix. Så i 2017 tænkte jeg ikke over, om det var problematisk, men det ville formentlig være anderledes i dag, efter Black Lives Matter og det nye blik på repræsentation. Anna ville formentlig ikke spørge mig i dag, og jeg ville nok heller ikke sige ja. Jeg ville nok synes, det var en instruktør med en anden hudfarve end hvid, der skulle have den mulighed«.
Hvilke tanker gør I jer om at bruge humor i kombination med et så alvorligt tema?
Anna: »Det der med at bruge humor som redskab for magtkritik er et af de ældste tricks i bogen. Hoffet og hofnarren. Og vi trippede meget over de der regler, der var i samfundet – en logik for, hvor mange pisk man skulle have hvornår. For eksempel at en slavegjort først kunne få pisk og så sårbehandling bagefter. Eller at der var en regel om, at der skulle være stof imellem, når kvinderne skulle piskes. Det er jo sindssygt, og humoren er et godt værktøj til at udstille det groteske«.
I viser slaveriets brutalitet, men aldrig selve volden direkte. Hvad var jeres overvejelser omkring det?
Frederikke: »Vi ville gerne bringe volden fra markerne ind i stuen, men vi ville ikke retraumatisere folk. Vi har set rigeligt i filmhistorien af vold mod den brune og sorte krop, hovedsageligt fra den hvide mand, og det ønskede vi ikke at gøre igen. Vi ønskede samtidig heller ikke at negligere volden, og hvor grotesk voldeligt hele det her system er. Så det var noget med at have volden med uden at vise den eksplicit. Det er for eksempel derfor, vi klipper væk, inden øksen rammer hånden«.
Anna: »Det overraskede mig, da vi optog scenerne, hvor voldeligt det egentlig føltes. Vi snakkede meget om, hvordan vi kunne vise, at volden var i alle relationerne, men i min karakter skulle jeg internalisere det hele og måtte ikke reagere på det, og det var ekstremt voldeligt bare at skulle sidde og tage imod alt det lort. For det koster jo noget for Anna Heegaard at være i den verden og opretholde illusionen«.
Den søde bedste ven
Med amerikanske slavefilm er det relativt nemt at trække trådene op til strukturerne i nutidens USA. Hvordan tænker I, at de begivenheder vi ser i filmen om den danske slavefortid, reflekteres i Danmark i dag?
Anna: »Der er ret stor forskel på at være afrodansk og afroamerikaner. Afroamerikanerne er bundet sammen af en fælles lidelseshistorie. De europæiske kolonimagter havde deres kolonier uden for Europa, så vi har måske ikke været konfronteret med tingene på samme måde som i USA. Det gør det mere diffust. Dansk racehistorie er enormt voldelig i al sin venlighed. Man ender ofte som den onde, når man som brun påpeger diskrimination. Den store udfordring er jo, at vi ikke beskæftiger os med vores kolonihistorie. Det er, som om det er noget, andre har fundet på. Vi tager ikke ansvar for det eller kigger på det«.
Der har været glimtvise diskussioner om emnet de seneste år, men har det været for overfladisk?
Anna: »Det har i hvert fald overrasket os, at det virker, som om det kun er Politikens læsere, som har vidst, at det var 100-året for salget af øerne i 2017. Folk ved meget lidt om det«.
Frederikke: »Vi har haft et antropologfirma til at interviewe danskere og vise dem filmen, og vi var helt chokerede over, hvor få mennesker i alle mulige aldre der vidste noget om emnet. Vi har også kunnet mærke, at vi i Danmark mangler et sprog for det. Tit er vi nødt til at trække på engelske terminologier, og det siger jo noget om, hvor lidt vi egentlig har diskuteret det. Så det er et kæmpe håb for filmen, at den sætter gang i en samtale«.
Sidste år var der kun én større brun rolle i den samlede danske filmproduktion, og der har været en del diskussion af manglen på mangfoldighed i dansk film. Lige i de her uger har vi så tre film med ikke-hvide hovedroller i form af ’Viften’, ’Underverden II’ og ’Stille liv’. Føler I et særligt pres på skuldrene, når I skal udfylde så stort et tomrum?
Anna: »Ja, altså … så fik Sara (Fanta Traore, red.) hovedrollen, men den anden skuespiller fik den ikke, og hvornår får hun så chancen igen? Man ser en tendens for øjeblikket til, at der kommer flere brune biroller på tv, hvor det så primært er som den søde bedste ven. Det er 2023, og hvis en brun karakter driver et drama som hovedrolle, er det bare stadig, som om nu er det virkelig vildt«.
’Viften’ får biografpremiere 20. april.