1. Nemo fandt ud af sit akvarium
Undskyld for vitsen, men hvis du ikke vil have ’Find Nemo’-referencer, har du valgt det forkerte kunstnernavn! Og faktisk lægger det tidligere Jenny-medlems lyd også op til akvatiske ordspil. Den er nemlig decideret undersøisk.
Den første halvdel af Nemos Spot-koncert var nærmest som at være fanget i et akvarium af rumklang og bedøvet vaporwave-study music. Men pludselig ændrede koncerten totalt karakter, da Nemo og en medbragt sanger lavede en slags apokapytisk technoduet, der lå et sted mellem Fever Ray-mysticisme og den euforiske østblok-elektropop fra T.A.T.U.s ’Not Gonna Get Us’. Kristian Karl
2. Dayyani forløste potentialet med ’Drag Quarterback’
For to år siden stod Dayyani og kæmpede med lyden på en mindre scene på Spot Festival, men allerede dengang var potentialet åbenlyst. I år var skalaen en helt anden, da hun spillede den store Arkitekten-udendørsscene op, og fik Spot til at ryste tømmermændene af.
Især den grovkornede, elektroniske ’Drag Quarterback’ var effektiv. Stedvist kanaliserede Dayyani nærmest Alice Glass, og hun havde en call-and-response kørende med sin egen korsanger. Potentialet fra 2021 er i dén grad ved at blive forløst. Kristian Karl
3. End ikke festivalens største scene var stor nok til Afskum
Hvis man har set Afskum live én gang, ved man, at han ikke kan stå stille. Når tempoet kører, hopper og tramper han, og han er ikke bleg for selv at deltage i en moshpit.
I Musikhusets Store Sal er der for mange sæder til, at en moshpit kan lykkes. Men alligevel bevægede Afskum sig flere gange ud blandt publikum. Ikke nødvendigvis for at score billige point, men rettere fordi selv den største scene ikke havde plads til al den energi, Afskum havde med sig.
Særligt under det synthwavede afslutningsnummer var Afskum en urkraft, der var klar med endnu et kolossalt udbrud. Bedst som man skulle tro, at han var drænet for batteri. Kjartan F. Stolberg
4. Uden Ord stod for årets smukkeste duet
Der var højdepunkter nok at tage fat på til singleaktuelle Uden Ords åbenbarende Spot-koncert, som stedvist ramte en perfekt balance mellem britisk artrock a la Black Country, New Road og Kanye Wests ‘808’s & Heartbreak’ (det lyder skørt, men det fungerede!).
Særligt kraftfuld var sangen ‘Et klart eksempel (Der ved cyklerne)’, hvor Thomas Mulcahy aka Kingtommis vante autotune-croon blev vidunderligt kontrasteret af guitarist Gustav Hedemanns silkebløde, Kristoffer Jessen-agtige vokal. Malthe Hjort
5. Lokalhelten Baloosh havde posen fuld af tricks
Baloosh var fuld af overraskelser på Spot. Han spillede omtrent halvdelen af koncerten med en strygerkvartet, der underbyggede hans inderlige vokal. Og så havde den lokale helt nogle andre lokale helte med i form af Shooter Gang og L.O.C., hvilket naturligvis vakte stor begejstring hos publikum (der nok også var ret lokale). Aarhus V dør aldrig!
Til sidst fik rapperen besøg af en mavedanser på koncertens afslutningsnummer, ‘Hayati’. Og selvom Baloosh egentlig var bedst i de stille ballader, er det jo altid sjovt, når der bliver fyret op for gæsteoptrædener. Niels Jul Bruun
6. Kaizer skabte sårbarhed midt i festen
Kaizer fyrede den af med punket elektropop fra det øjeblik, hun trådte ind på Klubscenen, til koncerten var slut. Eller nej. Det passer ikke helt. For der var ét stille moment, da hun pludselig bad publikum om at sætte sig ned.
Siddende på scenekanten fortalte Kaizer, at hun var blevet diagnosticeret med bipolar lidelse, efter hun en dag var faldet om. Det har hun skrevet en sang om, som hun tog a cappella akkompagneret af kun et klokkespil.
Med sin alvorlige øjne og skarpe vokal skabte Kaizer på et splitsekund et rørende intimt rum. Hun gik dog hurtigt punk igen. Der var jo en fest, der skulle passes. Men det stille øjeblik bed sig fast. Caroline Toft Frost
7. Julie Pavon viste en ny side af sig selv
Jovist, vi vidste udmærket godt, at Julie Pavon ville være en stor live-oplevelse. Det er hun jo altid. Hun er så fyldt med fysisk energi og pågående iver, at det smitter hele publikum, og hendes iørefaldende housebangers går derfor rent ind gang på gang.
Vi vidste dog ikke, at hun også havde øm indie-folkrock i sig. På Spot Festival debuterede hun nemlig en mere melodiøs sang, der var drevet af en velklingende og ret forsigtig guitar. Efter alt at dømme hed sangen ’Hey Sister’, og Pavon var overraskende medrivende i denne mere melankolske ende af repertoiret.
Mere af det, tak! Og flere nye sange i det hele taget! Kjartan F. Stolberg
8. Kingtommi hoppede ned fra scenen – og op på en bil
Kingtommi væltede rundt i VoxHall til sin hybride lyd af både artpop og r’n’b. Han tumlede, slangede og bøjede sig. Og hopsa! Der landede Kingtommi nede blandt publikum, hvor han ansigt til ansigt med folk omkring sig sang sin nyeste single, ’Mellem hjerter’. Et valg, der opsummerer Kingtommi generelt: Sårbar og ærlig. En kunstner i øjenhøjde.
Det var dog ikke dagens mest opsigtsvækkende scenestunt. Senere på aftenen hoppede Kingtommi nemlig op på sin bil til Soundvenue LIVE og gav en koncert fra taget. Caroline Toft Frost
9. Tandem gav årets mest intense krammer til hinanden
Der var godt med spjæt og nerve til stede hos begge rappere, da hiphopduoen Tandem lørdag eftermiddag optrådte på HeadQuarters. Men det mest fængslende øjeblik var, da de under afslutningsnummeret ’Vanvid og plastik’ omfavnede hinanden i et kærligt (og umiddelbart ret hårdt) knus.
Det var, som om de klyngede sig til hinanden for at kunne komme igennem den fucked up verden, de besynger – og som om de med denne krammer forsikrede hinanden om, at den ene absolut vil gribe den anden, hvis de falder. Kjartan F. Stolberg
10. Barselonas Rud Aslak vandrede messiansk ud i salen på ’1 dag er vi 1 minde’
Det bliver måske lidt ananas i egen booze, men vi er nødt til at nævne Barselona, som sluttede Spot af med en Soundvenue LIVE-koncert, der varede over en time, og som satte et storladent punktum for årets festival.
Rud Aslak var gennem hele showet en intens indpisker, og den stemning, han havde opbygget, blev forløst mod slutningen af koncerten, hvor denne dragende demagog messiansk vandrede ud i publikum under ’1 dag er vi 1 minde’.
Aslak blev opslugt af salen. Hallelujah, for et moment. Kristian Karl
Se højdepunkterne fra fredagen på Spot Festival her.