Spot Festival: Kingtommi dyrkede kontrasterne mellem ømhed og rockstjerne-vildskab i VoxHall

Spot Festival: Kingtommi dyrkede kontrasterne mellem ømhed og rockstjerne-vildskab i VoxHall
Kingtommi på Spot Festival. (Foto: Mathias Bak Larsen/Soundvenue)

Kingtommi har tydeligvis ramt noget. VoxHall var proppet.

Den unge musiker forener mange af tidens ellers vidt forskellige tendenser. Hans vokal er r’n’b-agtig, hans beats er hiphoppede, og på scenen er han en ren rockstjerne. Han er klassens følsomme dreng, men han er samtidig en vildbasse, der vil have folk til at moshe. Der er med andre ord mange kontraster på spil i Kingtommis univers.

Spot Festival blev disse kontraster gjort rigtig smukke på eksempelvis ‘Mellem hjerter’. Efter at de tunge drill-808’s havde fået folk til at gå amok, var Kingtommi pludselig midt i salen, og helt ømt afsluttede han sangen med ganske forsigtig crooning.

I momenter som det, gav hele Kingtommi-projektet pludselig mening. Mødet mellem kaos og skrøbelighed var til at tage og føle på.

Den dynamik blev udforsket med et rigtig velspillende band i ryggen. Kingtommis liveensemble – en bassist/keyboardist, en guitarist, en trommeslager og en saxofonist – forstod at skabe en atmosfære, hvor skønheden opstod ud af det uslebne.

Uanset om Kingtommi var i »jeg ejer verden«-modus eller i sit mere ømsindige hjørne, føltes instrumentationen, som om den var på randen af et sammenbrud.

Kingtommi hoppede og spænede rundt på scenen i et tempo, der føltes, som om han var nødt til det for at være i sig selv.

Kingtommi på Spot Festival. (Foto: Mathias Bak Larsen/Soundvenue)

Det var medrivende, og denne fokus på det fysiske var rigtig velvalgt. Kingtommi lavede dog den samme snurrebevægelse et par gange mere end den kunne holde til, og hans mimik var ikke helt på et intensitetsniveau, der kunne følge med gestikken.

Nogle få halvkedelige kiksere forhindrede også koncerten i at være helt i top.

Mikrofonen virkede ikke i starten af ‘Svært for mig’, og da Tommi forsøgte at få publikum til at synge med på ‘Rykker lidt tættere’, var der nærmest ingen, der stemte i. Han fik dog oprejsning da en følelsesladt menneskemængde ubesværet sang ‘Lidt bange’ med stor entusiasme.

Den slags problemer skal der bare arbejdes lidt på. For fundamentet for Kingtommi er rigtig stærkt. Det knitrer med følelser, der er ved at kamme over. Selv de stille passager var emotionelt højlydte, og lydsiden var lige så dejligt beskidt som det følelsesliv, lyrikken italesætter.


Kort sagt:
Kingtommi forstod at udforske kontraster på Spot Festival. Der var både vildskab og ømhed i lange baner.

Kingtommi. Koncert. VoxHall, Spot Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af