Sorry, Danmark: Beyoncé leverede en af de mest spektakulære koncerter, jeg nogensinde har set
En lille del af mig havde faktisk håbet, at Beyoncés Stockholm-show ville skuffe. Ikke for min egen skyld, men for jeres.
Alle jer danskere, der måtte blive tilbage, mens en af tidens største stjerner onsdag aften kickstartede sin verdensomspændende ‘Renaissance’-turné i vores naboland Sverige, blot for derefter at springe let og elegant over Danmark på sin videre færd.
For jeres skyld — for din skyld, kære læser — håbede jeg, at koncerten ville skuffe.
Det gjorde den ikke. Så tillad mig at gnide salt i FOMO-såret: Beyoncés næsten tre timer lange magtdemonstration viste sig at være akkurat lige så spektakulær, som man kunne have forestillet sig.
Vi snakker sublime koreografier og det ene ekstravagante outfit efter det andet. Konstante sceneskift og en noget nær 20 meter høj discohest. Palme d’Or-værdige kortfilm mellem hver eneste af de i alt syv (!) akter, der udgjorde showet.
Og så var der robotter. Ja, du læste rigtigt. Robotter. Nærmere bestemt dansende robotarme. Bevæbnet med gigantiske rektangler, som blev brugt til at indramme aftenens hovedperson under sangen ‘Cozy’.
Men mere om det senere. For inden koncerten nåede så langt, føltes det som et helt andet show.
Beyoncé indtog scenen til lyden af den akustiske guitar, der begynder ‘Dangerously in Love 2’ – titelnummeret til hendes efterhånden 20 år gamle solodebut, som oprindeligt var en Destiny’s Child-sang. Det føltes som det rigtige sted at starte.
Budskabet var til at tage og føle på. Nummeret er ganske vist bredt anerkendt som værende en kærlighedserklæring til Jay Z, men denne gang var det publikummet, hun erklærede sin kærlighed til. Hun sang til sine fans.
»I’ll never leave, just keep loving me / The way I love you, loving me«, lyder det i omkvædet. At dømme ud fra skrigeriet i Friends Arena har hun intet at frygte. Beyhivens kærlighed ser ikke ud til at visne lige foreløbig. De kalder hende en dronning, men de behandler hende nærmere som en gudinde.
Beyoncé var tydeligvis også selv overvældet. Sangen blev fulgt op af ‘B’Day’-bonusnummeret ‘Flaws and All’, og her måtte den ellers så fattede superstjerne simpelthen undlade at synge flere linjer, fordi hun var på randen til tårer.
Øjeblikket var om muligt endnu mere overraskende end de dansende robotarme. Det er jo trods alt Beyoncé, vi snakker om – en notorisk kontrolfreak, som i en live-setting ellers plejer at være garant for et stramt format og en nærmest overmenneskelig præcision.
Men begyndelsen på hendes Stockholm-koncert var anderledes. Den var, ja, menneskelig. Uperfekt. Ting som Beyoncé ellers sjældent tillader sig selv at være.
Det kunne selvfølgelig ikke vare ved. Inden længe forsvandt hun fra scenen. Lyset blev slukket. Ordet ‘RENNAISANCE’ tonede frem på storskærmen i blokbogstaver.
Da Beyoncé igen vendte tilbage til scenen, omfavnede hun langt om længe det grandiose. Det overmenneskelige. Pludselig befandt vi os midt i det maksimalistiske koncertbrag, mange nok havde forventet. Tempoet steg. Hun blev omringet af dansere.
Det blev det egentlige startskud til en af de vildeste koncerter, jeg nogensinde har set.
Herfra var der ikke længere tid til tårer eller hjertevarme kærlighedserklæringer til det cowboyhat-klædte publikum. I stedet tæskede Beyoncé gennem den ene ‘Renaissance’-klubbanger efter den anden, kun afbrudt af de futuristiske, ‘Ex Machina’-agtige videoklip, der markerede, at vi bevægede os fra én akt til den næste.
Sceneshowet syntes kun at blive mere storslået – og mere mærkeligt – for hvert nummer. Først gjaldt det de dansende robotter under ‘Cozy’. Så den 20 meter høje hest under ‘Break My Soul’. Senere kom hun ridende ind på taget af en bil, da turen kom til ‘My Power’ fra ‘The Gift’-soundtracket.
Men det blev endnu vildere. ‘Plastic Off the Sofa’ blev sunget fra en svævende kæmpeøsters. ‘Drunk in Love’ blev fremført, mens danserne iført rødt lingeri svingede frem og tilbage på kolosalle discokugler, som Miley Cyrus svinger frem og tilbage på en nedbrydningskugle i musikvideoen til ‘Wrecking Ball’.
Og under ‘America Has a Problem’ skabte Beyoncé et helt nyhedsstudie på scenen med sig selv som vært. Vel at mærke iført et bikostume og med lange antenner på hovedet. Til sidst red hun ud på en flyvende hest.
Blev det til tider næsten for gakket? Måske lidt. Men det er ikke desto mindre forfriskende at se så stor en stjerne skubbe til grænserne for koncertformatet.
Ligeledes overvældende var koreografien, som hun dog langt hen ad vejen overlod til sit crew.
Særligt potent var momentet under ‘I Am… Sasha Fierce’-favoritten ‘Diva’ – som i øvrigt inkorporerede Lil Uzi Verts Jersey club-banger ‘I Just Wanna Rock’, for hvorfor ikke? – hvor Beyoncé og hendes hær af kvindelige dansere pludselig stoppede op, mens de to eneste mænd på scenen var tvunget til at danse videre, som havde de en pistol for panden.
Ikke overraskende ledte dette øjeblik direkte ind i monsterhittet ‘Run the World (Girls)’. Men derudover var der langt mellem de store singler. Sætlisten var på mange måder lige så kompromisløs som resten af showet.
Med syv soloalbum i bagagen siger det sig selv, at Beyoncé ikke kan favne alt. Ikke engang tre timer er nok til at nå omkring alle Beyoncés hits. Men at undlade klassikere som ‘Halo’ og ‘Single Ladies’ er alligevel et modigt valg.
Til gengæld skabte det plads til uventede, men kærkomne tilføjelser. Blandt andet en forkortet version af husbonden og Kanye Wests ‘Lift Off’, hendes første live-fremføring af ‘Rather Die Young’ siden 2011 samt Megan Thee Stallion-samarbejdet ‘Savage’.
Sidstnævnte slog endnu engang fast, at Beyoncé foruden at være en gudsbenådet sanger også er en habil rapper.
Desuden insisterede hun på at spille samtlige 16 numre fra sidste års sveddryppende ‘Renaissance’-album, som også lægger navn til turnéen. Og heldigvis for det. Det sci-fi-agtige sceneshow er tydeligvis skabt til disse drivvåde klubbaskere, som i Stockholm inkorporerede elementer af deres respektive remix-versioner for at gøre sangene endnu mere kåde.
Albumhøjdepunktet ‘Thique’ talte sågar et sample af Britney Spears’ ‘Toxic’. Bare lige for at understrege, at der ikke er nogen grænser, når en af tidens mest visionære kunstnere har fuld kreativ frihed.
Så nej, Beyoncés Stockholm-show skuffede ikke. Og det kunne jeg sådan set have sagt mig selv, at det ikke ville gøre.
Det er jo Beyoncé, for fanden. Musikverdenens måske største perfektionist, der som bekendt brugte hele otte måneder på at forberede sin allerede legendariske Coachella-koncert i 2018. Fire på musikken og fire på koreografien. Modsat visse andre tager hun den her slags dybt alvorligt.
Dengang omdøbte verden Coachella til Beychella. Efter gårsdagens koncert burde man overveje at omdøbe Stockholm til Beyholm.
Sorry, Danmark.
Kort sagt:
Dansende robotarme, 20 meter høje discoheste og et ‘Toxic’-sample: Beyoncés Stockholm-show viste sig at være akkurat lige så spektakulært, som man kunne have forestillet sig.