Jeg håber ikke, Taylor Swift vinder en Grammy i weekenden – for hendes egen skyld

Musikindustriens største aften står for døren, og især kategorien for årets album bliver spændende at følge til weekendens Grammy Awards. Noget tyder nemlig på, at alverdens popentusiaster er ved at ruste sig til krig i tilfældet af, at Taylor Swift endnu en gang løber med sejren.
Jeg håber ikke, Taylor Swift vinder en Grammy i weekenden – for hendes egen skyld
Taylor Swift til Grammy Awards. (Foto: Johnny Nunez/Getty Images for The Recording Academy)

KOMMENTAR. Det er sigende, at de to uden sammenligning mest ikoniske Grammy-øjeblikke i nyere tid handler om, hvem der ikke vandt.

Selv de største musiknørder ville muligvis komme til kort, hvis de blev bedt om at opremse de seneste par års hovedpristagere. Men kan de huske, da Kendrick Lamars nyklassiker ’Good Kid, M.A.A.D City’ i 2014 tabte årets rapalbum til Macklemores ’The Heist’? Eller da Beyoncés hovedværk ’Lemonade’ i 2017 tabte til Adeles ’25’? Det er straks mere sandsynligt.

Der er nemlig intet, der kan samle popmusikken atomiserede, klikeagtige fankultur som en fælles indignation over, at en pris på uretfærdigvis er gået til en anden end dens retmæssige modtager.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et sådant samlende øjeblik er ikke helt usandsynlig at opleve i den kommende weekend, hvor den 67. Grammy-uddeling løber af stablen natten til mandag dansk tid. Nomineret til prisen for årets album er nemlig Taylor Swift, der konkurrerer mod Beyoncé, Charli XCX, Chappell Roan, Sabrina Carpenter, Billie Eilish, Jacob Collier og André 3000.

Taylor Swift er blandt bookmakernes favoritter, men at dømme efter stemningen på X, Reddit og diverse andre internetfora, hvor popfans diskuterer lystigt i dagene op til prisuddelingen, bliver forargelsen massiv, hvis hun vinder. Det er lige før, man må håbe for hende, at det ikke sker.

Det er der flere årsager til.

Hvornår lader hun andre komme til?

Man kunne nærmest høre et kollektivt suk fra Swifts musikerkolleger, da hun ved sidste års prisuddeling – efter at have vundet årets bedste popalbum for ’Midnights’ – i sin takketale annoncerede, at opfølgeren ‘The Tortured Poets Department’ snart var på gaden.

Nu må det da for helvede snart være en andens tur, forestiller jeg mig, at de tænkte. Det kan man i hvert fald være sikker på, at deres fans gjorde.

En hovedårsag til, at man må håbe for Swift, at hun ikke vinder, er nemlig, at hun har vundet prisen fire gange før – mere end nogen anden i Grammy-uddelingens historie – og at det jerngreb af et kvælertag, hun har om ikke blot juryen, men hele musikindustrien er begyndt at se lidt mystisk ud.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er selvfølgelig ikke Taylor Swifts skyld, at juryen føler en trang til at belønne alt, hun rører ved, med en pris – lige så lidt som det er Swifts skyld, at hendes fans vil købe snart sagt hvad som helst, så længe der står Taylor Swift på. Men uanset hvem der bærer skylden, er der ingen, der kan lide den, der tømmer hele slikskålen, før de andre når at smage et stykke.

Og ligesom der blandt popfans er ved at brede sig en træthed over, at nærmest ingen andre kan nå førstepladsen på de amerikanske hitlister, hvis de formaster sig til at udgive noget inden for samme kalenderår som Swift, er der ved at brede sig en træthed over, at man tilsyneladende lige så godt kan opgive håbet om at se sin yndlingskunstner vinde en Grammy, hvis Taylor Swifts navn også er at finde på listen over de nominerede.

Grammy Awards’ problem med sort musik

Selvom der er hele otte album nomineret til prisen for årets album, lader bookmakerne til i høj grad at se årets pris som en kamp mellem to af musikindustriens absolutte sværvægtere, Taylor Swift og Beyoncé, omend også Billie Eilish, der tidligere har vundet for ’When We All Fall Asleep Where Do We Go?’ tilbage i 2020, spås gode chancer.

En stor del af kimen til den ulmende vrede over udsigten til endnu en Swift-sejr skal findes her og i det faktum, at Beyoncé – på trods af at have udgivet en række af nyere tids mest roste og indflydelsesrige album – aldrig har vundet den måske mest prestigefyldte Grammy: årets album.

Beyoncé er med 99 nomineringer og hele 32 priser den mest vindende kunstner i Grammy-uddelingens historie, så man kunne måske godt mene, at hverken hun eller hendes fans ligefrem mangler noget på den front.

Beyoncé til Grammy Awards. (Foto: Kevin Mazur/Getty Images for The Recording Academy)

Forargelsen over, at Beyoncé aldrig har vundet årets album, handler dog ikke kun om Beyoncé, men også om en generel frustration over, at traditionelt sorte musikgenrer som hiphop og r’n’b historisk set er blevet forvist til specifikke genrekategorier, mens hovedpriserne typisk er gået til musik, der i højere grad appellerer til et mere konservativt, hvidt publikum.

Et publikum, der nemt lader sig forføre af velproduceret, men ufarlig popmusik som Adeles, men som tilsyneladende også let får aftenkaffen galt i halsen, når Beyoncé i sin genrespændende musik hylder sort identitet, udforsker kvindeligt begær og eksplicit kritiserer politivold.

I manges øjne bliver den historik videreført, hvis Swift skulle vinde over Beyoncé ved årets prisuddeling. I hvert fald overfladisk set.

Sandheden er måske en kende mere mudret. For kendsgerningen er også, at Beyoncé i år er nomineret for countryalbummet ‘Cowboy Carter’, og at hendes sejr dermed ville sende et ret utvetydigt signal om, at sorte musikere bliver nødt til at vende hiphop- og r’n’b-genren ryggen og finde den akustiske guitar frem, hvis de ønsker at vinde.

Kunstnerisk kvalitet eller kommerciel præstation?

Vreden over endnu en potentiel Taylor Swift-sejr handler selvfølgelig ikke kun om Grammy-historik – hverken Swifts eller Beyoncés – men i lige så høj grad om selve det album, Taylor Swift er nomineret for i år. For som det gik igen i en overvægt af anmeldelser, hører ’The Tortured Poets Department’ ikke engang tilnærmelsesvist til blandt Swifts stærkeste album.

Albummet er langtrukkent og monotont og savner ganske enkelt kvalitetskontrol samt en lyst til at lege og eksperimentere. Det lyder på mange måder som produktet af en kunstner, der er blevet lidt for komfortabel og godt ved, at hendes millioner af fans – og Grammy-juryen – nok skal købe hele pakken, uanset hvor meget eller hvor lidt hun anstrenger sig.

Billie Eilish til Grammy Awards 2024. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Til sammenligning viser ’Cowboy Carter’ en kunstner, der efter snart 30 år stadig er sulten efter at udforske nye territorier, mens Billie Eilish på ’Hit Me Hard and Soft’ fantasifuldt og fandenivoldsk tilsidesætter alle konventioner om, hvordan popsange kan være skruet sammen.

Med i løbet er også Charli XCX, der på det allerede ikoniske ‘Brat’ bragte den helt tunge, maskinelle klubmusik ind i poppen og skabte et af nyere tids allermest stilsikre pop-opusser. Albummet blev af en nærmest uhørt bred vifte af musikmedier – blandt andet Soundvenue – udråbt til årets bedste.

Chappell Roan, ej at forglemme, introducerede med ‘The Rise and Fall of a Midwest Princess’ en mere farverig og flamboyant form for popstjerne, end vi har set i evigheder, mens André 3000 med fløjtealbummet ‘New Blue Sun’ åbnede en verden af new age-musik op for et publikum, der sandsynligvis ikke før har haft særlig stor berøring med den.

Taylor Swift til Grammy Awards. (Foto: Frederick M. Brown/Getty Images)

De sidstnævnte vinder næppe, men med så stærkt et felt ville en sejr til Taylor Swift være en tydelig vægtning af musikkens kommercielle appel over dens kunstneriske kvalitet. Et hårdt slag ikke mindst for Grammy-uddelingen selv, som kun har en berettigelse, så længe den er i stand til at opretholde en illusion om, at den belønner den bedste musik.

Skulle Taylor Swift alligevel ende med at vinde, kan resten af feltet trøste sig med, at de er i fint selskab. Hverken Kate Bush, Björk, Iggy Pop, Nina Simone, Nick Cave, Beach Boys, Bob Marley, Queen eller Diana Ross har eksempelvis nogensinde vundet en Grammy. Lou Reed vandt én – for bedste musikvideo. Leonard Cohen måtte vente til efter sin død.

Måske bør man altid – uanset om man er Taylor Swift eller ej – håbe på ikke at vinde. I sidste ende skrives musikhistorien nemlig ikke om Grammyer, men om de kunstnere, der var lidt for radikale og uregerlige til at få musikindustriens største hædersbevisning.

Årets Grammy Awards finder sted natten til mandag dansk tid.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af