’En af drengene’: Ny dansk teenageserie bæres af to talenters fremragende præstationer
Det er ikke altid sjovt at være teenager. Tværtimod. Det sætter den nye danske miniserie ’En af drengene’ en tyk streg under.
Seriens omdrejningspunkt er en årlig lejrtur, med alt hvad den kan trække. Spejderhytte, lunkne brikjuice og forbudt natterend. Traditionen tro er det årets 9. klasse-drenge, der er sendt afsted på en såkaldt manddomstur, som ifølge de to entusiastiske voksne på turen »skal gøre drengene til rigtige mænd«.
Selve turen består nemlig af en håndfuld manddomsprøver, som blandt andet indebærer tovtrækning, at hænge i et træ i længst tid og finde vej med kort og kompas (da serien udspiller sig i nutiden, bruger drengene logisk nok deres mobiler).
Eftersom der kun er én vinder, er turen forbundet med stor ære og prestige. Noget som folk tilsyneladende taler om i flere generationer. Det er bare ikke alle, der glæder sig over turen. Lau (Jonathan Pedersen) er nemlig ikke som de andre drenge. Hans splejsede og kejtede krop gør det svært at deltage i den maskuline kamp med de populærere drenge i klassen, hvor undertrykkelse af følelser, råstyrke og scoring af damer er de tre hoveddiscipliner. Ingen af disciplinerne mestrer han – eller ønsker at mestre.
Det eneste, Lau ønsker, er at passe ind, men han kan ikke spejle sig i de maskuline idealer og forventninger, som manddomsturen har opstillet. På turen falder han dog i snak med den charmerende Aksel, som netop er flyttet til byen fra København. Og Aksel viser ham, hvordan man kan være mand på mange forskellige måder.
Serien er instrueret af Teys Schucany, som også har skrevet den i fællesskab med Frederik Rye. Den vandt Viaplay Original Talent Awards i Danmark i 2022 og emmer da også af talentserie, men primært på den gode måde.
’En af drengene’ er en coming of age-serie, der trods den nutidige ramme er en sansende nostalgisk tur tilbage til folkeskolen ført an af hormonelle teenagere, der forsøger at passe ind, mens de står i en mindre identitetskrise. Man kan nærmest dufte blandingen af lejrskolemadrasser og teenagesved på værelserne. Man kan smage den kedelige fælleskøkkenmad. Og ens hjerte springer et slag over, når Lau befinder sig i en situation, som ikke skal afsløres her, men som er enhver teenagedrengs værste mareridt.
Jeg kan ikke rose de unge skuespillere nok. Jonathan Pedersen fra ’Klassen’ og ’Zusa’ fremstiller Lau med famlende ømhed og skjult smerte, mens Jacob Spang Olsen fra ’Salsa’ spiller Aksel med selvsikker charme. Imens agerer Rasmus Botoft og Morten Burian comic relief som de eneste, intetanende voksne, der tilsyneladende har glemt, hvor svært det er at være teenager.
’En af drengene’ er en slice of life-fortælling fra en hypermaskuliniseret kultur i en lille provinsby i Danmark, som i princippet kunne være alle steder i landet. Eller blot et symbol på samfundet. For man skal ikke være dansklærer for at opdage samfundskritikken af det maskuline ideal, hvor de voksne far-skikkelser uden nogen form for selvkritik nedarver heteronormative samfundsstrukturer til de unge. Serien er i virkeligheden nok tættere på symbolsk end autentisk. For laver man stadig lejrture, hvor man skal » gøre drenge til rigtige mænd«, i danske skoler anno 2023?
Ikke desto mindre er kritikken kærkommen.
For selvom belysningen af den giftige maskulinitet i dansk popkultur er i topform med det to meter høje fyrtårn Tobias Rahim i front og serier som Lasse Deins ’Maskulin’ og Jonas Risvigs ‘Drenge’, er den nye Viaplay-serie et friskt pust. Serien tager nemlig fat, hvor identitetskriserne accelerer, i junglen af hormonelforvirring, teenagesved og spirende individualisering. Med andre ord: Folkeskolen.
Dog laver serien en lidt uheldig kontrast mellem de fordomsfulde, reaktionære provinsboere og de rummelige københavnere. Københavneren Aksel er tilsyneladende den eneste, der accepterer folks forskelligheder. Et endnu mere frisk pust ville være at vende det om.
Med seriens blot fire afsnit af knap 20 minutter er den hurtigt spist, og med sit korte format skærer den desværre de gængse maskuline fordomme over en bred kam. Til gengæld starter den en vigtig samtale om, hvad det vil sige at være teenager i dag, og hvor kompliceret identitet og gruppepres er for drenge i folkeskolen. Og så er det rart med en serie, der kender sin besøgelsestid.
Serien beskriver en følelse af at ville finde sig selv, selvom man måske føler, at man skiller sig ud. Og så minder den én om alle de åndssvage ting, man gjorde, da man selv var teenager. Jeg havde for eksempel lykkeligt glemt røvspark og ulovlige Harboe-dåseøl.
Kort sagt:
’En af drengene’ er en normkritisk lejrskoletur med lunkne brikjuice, fugtige madrasser og identitetskrise, der bliver løftet af unge talenters fremragende skuespilpræstationer.