Ponyblod
Ponyblod er historien om beatsmeden Tue Track, der elsker rene musikalske linjer og rette vinkler i numrenes opbygning, og kældermennesket Khal Allan med den tumultariske rap, og om hvordan de to mødes lige præcis der, hvor legesygen sidder, og eventyrlysten trives. Duoen bygger bro mellem de to snørklede raphjerners respektive bagkataloger og har som resultat skabt en slidstærk debut.
Albummet bliver aldrig så syret som Khal Allans ‘Tuder og høvding’, men rapperens kreative sproglige tilgang og provo-flow er intakt. Samtidig er det interessant at høre, hvor stor musikalsk indflydelse duoens anden halvdel har haft på Malk De Koijn.
Tue Track aka Track72 har altid udforsket de stramme programmeringer, og flere numre på albummet føles som typisk Malk-musik. Eller rettere sagt Track72-musik. På ‘Ornitolog’ forenes en Tarantino-værdig spaghetti western-feberdrøm med den slidte storbys electric boogie, og nummeret kunne let have været at finde på Track72’s ‘Rockin’’ fra 2005, hvor han forfinede hiphop/electro-syntesen.
Læs anmeldelse: Track72 ‘Rockin”
Fra første nummer på albummet smælder beatet i øregangene, og fra første rim bemærkes Khalerens skødesløse, men samtidig konfrontatoriske rapstil. Som med den amerikanske rapper DOOM er det ikke beatet, der dikterer rytmen i flowet, men nærmere omvendt. Samtidig kommer Khal Allan lidt længere rundt om ordene end de fleste andre rappere, som når markmus, guldgravere og Natascha Kampusch ambitiøst deler linje på det antageligt temmelig krøllede papir.
Khaleren tager chancer i sit sprog med det Halfdan Rasmussen-inspirerede børnerim: »Velkommen / men ikk’ kommen, vel? for det smager ad pommern til / om man vil«, og når han på ‘Tranformér’ så smukt formulerer karriereforløbet i et tidsperspektiv: »Løbet er kørt – galt / slog tiden ihjel«.
Læs også: Top Track: Ponyblod ‘Med måde’
Der er dog tegn på, at fortidens pizzabakke-udgivelse ikke er helt ude af Khal Allans system, og skæringen ‘Jeg ka’ ikke li’ musik’ kunne såmænd have tilhørt hans tidligere bedrifter. Halvandet minut skåret ind til det skøre ben med en stenet sample af en øm korstemme, der er ved at miste pusten over en afvæbnende brummen fra en kazoo.
Årets rapnummer hedder ‘Se os nu’, hvor de to ordsmede blærer sig over en bravado-hymne af rang. Der er intet reelt beat, rytmen bæres af en sample, og der er højt til loftet med et pitchet west coast-hyl fra den gamle skole. Selvforherligelsen er berettiget, og nummeret er et frækt musikalsk afbræk, der stikker ud som et spontant indslag mellem de kringlede rim og den tågede undergrundsstemning.