Post Malone udlever rockdrømmen på ‘Austin’ – hvorfor er resultatet så kedeligt?
»I’m a rolling stone«, hvisker Post Malone på ‘Don’t Understand’, den nedbarberede ballade, der åbner rapperens nye album, ‘Austin’.
Måske en reference til idolet Bob Dylan, som rapperen flere gange har kaldt en stor inspirationskilde?
Uanset er det dog ikke Dylan, det akustiske nummer vækker mindelser om.
I stedet sangen synes at trække tråde til en anden af Post Malones store helte, Kurt Cobain, og ikke mindst Nirvanas legendariske ‘MTV Unplugged in New York’-album fra 1994.
Disse forbilleder har aldrig været centrale i Post Malones streamingvenlige poprap, men der har været steder, hvor de dukkede op.
2019-albummet ‘Hollywood’s Bleeding’ bød eksempelvis på en gæsteoptræden fra selveste Ozzy Osbourne. Tilbage i 2020 gav Posty den hele armen til en Nirvana-hyldestkoncert på YouTube.
Det har virket uundgåeligt, at han en dag ville udgive en straight-up rockplade. Og der var grund til at tro, at den plade ville være ‘Austin’, hvor Post Malone som bekendt selv spiller guitar på samtlige numre.
Langt hen ad vejen viser det sig da også at være tilfældet. ‘Speedometer’ smager eksempelvis af David Byrne, og den yachtrockede ‘Too Cool To Die’ har et guitarriff så smooth som The Polices ‘Every Breath You Take’.
Andre steder – som på ‘Novacandy’ og andensinglen ‘Mourning’ – skinner hans hiphoprødder mere tydeligt igennem med tunge 808s, mens flere af numrene også flirter med synthpop.
Læg dertil de akustiske, Nirvana-agtige ballader (‘Don’t Understand’ er langtfra den eneste), og du har Postys mest alsidige album til dato.
Eller, det vil sige, sådan ser det i hvert fald ud på papiret. For selvom Post Malone prøver nye genrer af som aldrig før, forbliver alting på en eller anden måde det samme.
Omkvædene er stadig store. Vokalen stadig vibrerende. Sangene stadig kun så lange, som det passer sig til en popsingle, der trods alt stadig skal kunne stikke af på Spotify.
Post Malone er stadig Post Malone.
Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting. Såvel ‘White Iverson’ som ‘Rockstar’ er nogle af de seneste års største – og bedste! – radiohits.
Men på ‘Austin’ formår Post Malone aldrig helt at forene disse elementer med sin kærlighed til rockgenren. Han lader ikke sangene trække vejret, og resultatet bliver mere stuerent, end det lader til at have været hensigten.
Der er selvfølgelig undtagelser, og især de akustiske afstikkere taler til rapperens styrker.
Føromtalte åbningsnummer er med sin skrøbelige vokallevering og sit simple, men hjerteskærende »I don’t understand why you like me so much / ‘Cause I don’t like myself«-omkvæd blandt Postys smukkeste sange til dato.
Det samme gælder singlen ‘Chemical’ – en letfordøjelig omgang poprock, der ganske vist er mere ‘As It Was’, end det er ‘Smells Like Teen Sprit’, men som rammer en perfekt balance mellem det melankolske og det euforiske.
Alligevel er det svært ikke at betragte ‘Austin’ som en spildt chance – ikke mindst i kølvandet på album som Lil Yachtys ‘Let’s Start Here’ og Slowthais ‘Ugly’, der også søgte at gøre op med hiphopbaglandet.
De album excellerede frem for alt i den hovedkuldse omfavnelse af deres respektive forgreninger af rockmusikken. Det var gennemført, kompromisløst og frem for alt modigt.
‘Austin’ er ingen af de ting. Ironisk nok er Post Malones mest guitardrevne album til dato også hans mest harmløse.
Hvis det her er Post Malone, der udlever rockdrømmen, håber jeg, at det bliver et engangstilfælde.
Kort sagt:
På papiret er Post Malones poprockede femte album hans mest alsidige udgivelse til dato, men i realiteten spiller han sikkert som aldrig før.