Lad os lige tænke over, hvilke rockbands, der sætter dagsordenen i Danmark disse år.
The Minds of 99 samler landets største publikummer ved at fortolke Tom Kristensen-digte og ved at stamme sig igennem historier om at være ked af det, fordi man blev mobbet.
Barselona dækker vores forhold til alkohol gennem fjollede ordspil om Wien og Rom. Joyce formidler generationsangst gennem kejtede formuleringer om rottemænd og fingre i fedtefadet.
Moderne dansk rockmusik er ekstremt nørdet. Den ser ikke mod grungens destruktive depressionsmodus, ej heller mod Aerosmith-generationens selvfede macho-iscenesættelse.
Den er oprørsk, men den er meget langt fra punkrockens direkte agression, som vi så den hos eksempelvis The Clash og Sex Pistols.
Til gengæld er der et band, der har lavet rockmusik ud fra denne mentalitet i over 40 år. De er klædt i matchende gule kedeldragte og røde hatte. Og forleden gæstede de Amager Bio til deres første danske koncert i over 30 år.
De hedder Devo og de praktisk taget opfandt nørdrocken.
Kunstkollektivet fra Ohio
Devo kom frem under punkrock-revolutionen i slut-70’erne, og ligesom deres kontemporære var de interesseret i at gøre oprør mod systemet. De havde bare lidt andre metoder end de fleste punkbands, der jo tit holdt sig til at spille tre-fire akkorder og råbe simple slagord.
Devo blev dannet af en gruppe kunststuderende fra Kent State University i Ohio. Deres navn stammer fra begrebet de-evolution, fordi bandet mente, at menneskeheden var begyndt en evolutionær tilbagegang. Deres slagsang, ‘Jocko Homo’, fortæller dette med ordene: »They tell us that / We lost our tails / Evolving up / From little snails«.
En anden af deres populære tidlige sange, den noget uheldigt betitlede ‘Mongoloid’, fortæller historien om en mand, der har downssyndrom, men fordi samfundet er så de-evolveret, påvirker det ikke hans liv det mindste. Hans venner ved end ikke, at han har en kromosomafvigelse.
‘Mongoloid’ endte desuden med at få direkte indflydelse på dansk musik, idet den toneangivende punk-opsamling ‘Pære Punk’ fra 1979 bød på en fordanskning af sangen. Den danske udgave hed ‘Asocial’ og var indspillet af bandet Lost Kids, hvor en ung Mek Pek var på bas.
I de tidlige år anså Devo end ikke sig selv for at være et band i den traditionelle forstand, men rettere et multimedie-kunstkollektiv. De var fascineret af de muligheder, den spirende LaserDisc-teknologi havde for at give musikken en visuel dimension.
Det betød, at flere år inden MTV ramte tv’er verden over, havde Devo et stort katalog af gakkede musikvideoer, der kunne udfylde sendefladen.
MTV-lanceringen førte blandt andet til gruppens største hit, ‘Whip It’.
Instrumentalt er den bygget over guitarriffet fra Roy Orbison-hittet ‘Oh, Pretty Woman’, der her bliver transformeret til et stift new wave-groove omgivet af skramlede synthesizers.
Det var end ikke første gang, de flåede klassisk rockmusik fra hinanden – hør blot deres nærmest uigenkendelige version af The Rolling Stones’ ‘(I Can’t Get No) Satisfaction’.
‘Whip It’ har i populærkulturen fået et ry for at være en af de der useriøse 80’er-klenodier, a la ‘Tarzan Boy’, ‘Rock Me Amadeus’ eller ‘Turning Japanese’. Og bevares, den har masser af humor. Men det er også en politisk satire, der er inspireret af Thomas Pynchon-romanen ‘Tyngdens regnbue’, der satiriserer alle kapitalismens klichefyldte slagord.
Når Devo skingert råber »When a problem comes along, you must whip it«, er det fjollet, men det er netop det, der er pointen.
Hvor samtidens rockmusik var præget af machomænd i Van Halen og udskud i Ramones, havde vi med Devo nogle af rockmusikkens første nørder. En gruppe skarpe samfundssatirikere, der var lige så kunstnerisk ambitiøse, som de var villige til at fremstå tumpede.
Devo var aldrig verdens største band, men moderne rockmusik – især herhjemme – lyder umiskendeligt af dem
Devos danske arvinge
Ud over førnævnte Lost Kids har jeg aldrig hørt et dansk band direkte erklære, at Devo var en inspirationskilde. Men de trends, Devo var med til at starte, har spredt sig som ringe i vandet, og selv bands, der muligvis aldrig har hørt om Devo, skylder dem meget.
Lad os lige vende det danske band, der klinger allermest af Devo. Højtråbende, til tider lidt skingre vokaler? Samfundssatire spækket med humor? Kantede new wave-grooves, hvor skarpe synthlyde står over for insisterende guitarriffs? Total nørd-stemning?
Det lyder jo, som om jeg beskriver Zar Paulo.
Zar Paulo har endda hittet med hvad, der lige så godt kunne være en nyfortolkning af ‘Whip It’. I Zar Paulos satire er løsningen på alle dine problemer bare ikke at piske den – i stedet trænger vi til et ‘Klap for fædrelandet’.
The Minds of 99 fylder festivalpladser op med litterære referencer side om side med vendinger, der på overfladen, bare føles som onkeljokes. Det ene øjeblik sætter de musik til et Tom Kristensen-digt, og det næste besynger de, at »ærlighed« og »kærlighed« kun er ét bogstav fra hinanden. De er kunstnerisk ambitiøse, men de er også nogle fjollede nørder.
For ikke at tale om Blikfang. Deres Roskilde-koncert var en kejtet kostumefest, og Søren Gades bragende vokal lyder altid, som om han er totalt ligeglad med, om nogen synes, han er kikset eller ej.
Der er ganske vist mere hyper-oprigtighed i deres tekster, end der er satire, men nørd-æstetikken og den højtråbende new wave-lyd trækker stadig tydelige tråde til Devo.
Selv i hiphoppen vinder nørderne frem. Blikfangs søsterband Fraads laver sange med tekster bygget over mangaen ‘Akira’ og med lyduniverser inspireret af ‘Super Mario 64’. Og deres debutalbum var en hel fantasyfortælling om en fiskemand og en dragekvinde.
Nørderne ejer store dele af dansk musik. Og det var næppe sket, hvis Devo ikke i sin tid tog det første spadestik til nørdernes hævn.