Venedig Film Festival. Jeg har en stærk aversion mod pligtskyldige biografiske film, der fra fødsel til død skøjter gennem den kendte hovedpersons liv, piruetterende fra højdepunkt til højdepunkt.
Men heldigvis findes der også filmskabere, der angriber biopic-genren fordringsfrit, så essensen af et liv vrides ud gennem et skarpt subjektivt perspektiv.
Pablo Larraín er den moderne mester af den originale biopic. I ’Jackie’ om Jackie Kennedy og ’Spencer’ om Prinsesse Diana skar han en personlig omkrans af de ikoniske skikkelser i centrum ved at zoome ind på få skelsættende dage af deres liv og formidle deres sindstilstand og modvillige plads i historien i et inciterende mareridtsagtigt filmsprog.
Stilen deler vandene, nogle finder den manieret, men i begge film mærker jeg virkelig hovedkarakterernes følelse af surrealistisk sammenbrud. Larraín fortæller med en virtuos musikalitet i en liga, hvor måske kun Paolo Sorrentino på en god dag kan være med.
Nu er den chilenske instruktør tilbage med en biopic, der får ’Jackie’ og ’Spencer’ til at fremstå som konventionelle Hollywood-skabeloner. I den absurde komedie ’El Conde’ portrætterer han nemlig Chiles mangeårige, brutale diktator Auguste Pinochet som en vampyr, der har levet i 250 år og nu har besluttet sig for at dø.
I hvert fald indtil han får besøg af en ung nonne, der præsenterer sig som en revisor, som skal få styr på Pinochets forbryderiske formue, hvilket får hans voksne børn til at flokkes om deres blodsugende far som nassende igler i bedste ’Succession’-stil.
Halshugning på Netflix
Resultatet er en film, mange utvivlsomt vil hade. Fnysene var i hvert fald svære at ignorere på vej ud af biografen efter første visning for pressen i Venedig.
Og det kan da også godt være, at satiren over en kynisk overklasse ikke stikker dybere end ’Knives Out’-filmene, men jeg satte pris på projektets dristighed.
Vampyren som symbol på, hvordan et militærdiktaturs arv gennemsyrer et samfund mange år efter diktatorens død, er i sig selv effektfuldt og originalt, og Larraíns barokke leg med biopic-koderne gør ham i stand til at undgå den uundgåelige sympati, man ellers uvægerligt får for selv de værste banditter over to timers vedkommende filmkunst – tænk blot på ’Der Untergang’.
»Film er som en maskine, der genererer empati«, skrev den legendariske kritiker Roger Ebert engang, men i ’El Conde’ er der nu intet at fatte sympati med, hverken kirken, diktatoren eller efterkommerne.
Det er en voldsom film, og inden for de første fem minutter har en kvinde fået smadret hovedet, mens vi overværer Marie Antoinettes halshugning (lang historie) i grufulde detaljer. Men den er også guddommeligt smuk i sin sort-hvide æstetik, der både vækker Dreyer og Hollywoods guldalder fra de døde.
Endnu mere forbløffende er ’El Conde’, når man finder ud af, at det er en Netflix-film. Så er der alligevel stadig lidt spark i den gamle streamingtjeneste.
Michael Mann er tilbage
Et helt så voldsomt anslag mod den biografiske genre er Michael Manns ’Ferrari’ ikke.
Mann er kendt for blandt andet ’Miami Vice’, ’Heat’, ’The Insider’ og ’Collateral’, og selvom han ikke har lavet en film siden den mislykkedes hackerfilm ’Blackhat’ fra 2015, er kultdyrkelsen af hans auteurposition nærmest bare vokset år for år.
Forventningerne til ’Ferrari’ har derfor været i top, iblandet en vis frygt for, at den nu 80-årige instruktør ikke længere har den. Mann har arbejdet på passionsprojektet om den italienske bilopfinder Enzo Ferrari siden årtusindskiftet, og gennem årene har hovedrollen både været i Christian Bale og Hugh Jackmans hænder.
Nu er filmen her endelig, produceret uden om det etablerede studiesystem. Og også Mann puster liv i biopic-formularen ved at zoome ind på en skelsættende periode i sin hovedpersons liv, nu spillet af Adam Driver.
I 1957 er Ferrari presset på alle fronter. Sportsligt truer Maserati Ferraris position som det førende racerbilfirma, og økonomisk er virksomheden faretruende præget af, at Il Commendatore selv går mere op i racerløb og mekanik end i at sælge biler.
Samtidig har Enzo bragt sig i en umulig privat situation, hvor han derhjemme har sin ulykkelige hustru og forretningspartner Laura (Penélope Cruz), mens han på siden er forelsket i og har en søn med den yngre Lina (Shailene Woodley). Et mangeårigt dobbeltspil, der ligger som en tikkende bombe under hans feterede tilværelse.
På udebane
Har Michael Mann den så stadig?
Overvejende nej. I hvert fald ikke på mesterlige niveau, han havde i 90’erne.
Først og fremmest skal man abstrahere fra det faktum, at blandt andre amerikanske Adam Driver og spanske Penélope Cruz som deres italienske karakterer taler engelsk med tyk italiensk accent i værste ’House of Gucci’-stil.
Lykkes det at se bort fra, er det stadig svært at sluge den kunstlede skildring af Enzos personlige splittelse og sorg over hans mistede søn, skæmmet af replikker, der ikke efterlader meget til fantasien. Som når hans mor bearbejder Enzos brors død i krigen og slår fast uden yderligere uddybning: »Den forkerte søn døde«.
Mere at komme efter er der i racerløbsdelen, der er akkurat så kinetisk levende, som man forventer af action á la Michael Mann. Man mærker bilernes kraft, kørernes determination og ikke mindst, hvordan de helt små tilfældigheder kan få dødelig udgang. Det spændingsmæssige klimaks er det berygtede Mille Miglia-løb, der i 1957 gik grueligt galt.
Mann er som så ofte før optaget af balancen mellem hårdkogte professionelle ambitioner og menneskelige omkostninger, og han iscenesætter men at work-temaet med vanlig sans for minutiøse detaljer i tidsbillede såvel som karakterportrættet.
Men der er også noget gangbesværet over ’Ferrari’ i både dialog, klipning og overtydelig musik. Måske fordi instruktøren er på udebane i 50’ernes Italien. Måske bare fordi han også selv er ved at være det, gangbesværet altså.