Der har i de sidste mange år været meget snak om, at den romantiske komedie ikke er, hvad den har været.
Det er meget længe siden genrens sidste storhedstid i 90’erne og 00’erne, og selvom der har været mange gode forsøg, føles det i den brede skala som om, at ‘Notting Hill’ er blevet til Nothing Hill og Nora Ephron til no Ephron.
I hvert fald i filmlanskabet hvor romantiske komedier er landet et underprioriteret sted mellem biografbudgetter og uoriginale streamingproduktioner. Selvom vi i år har fået pletskuddet ‘Rye Lane’, er det efterhånden undtagelsen, der bekræfter reglen.
Nu prøver Netflix at sparke på romcom-fans, mens de ligger ned, med film-eksperimentet ‘Choose Love’, hvor seeren gennem en række valg er med til at vælge filmens slutning.
Streaminggiganten har ellers før vakt opsigt med interaktive fortællinger, der muligvis ikke har høstet kritikerros, men i det mindste været leveringsdygtige i chokeffekter.
Det mest opsigtsvækkende eksempel var den kritiserede ‘Black Mirror’-film ‘Bandersnatch’, mens serie-fortsættelsen ‘Unbreakable Kimmy Schmidt vs. The Reverend’ fik rendyrket ros med på vejen.
De fleste andre Netflix-titler med brugerdeltagelse er at finde i børneafdelingen foruden nogle umiddelbart rimeligt obskure naturprogrammer med Bear Grylls. Derudover har Netflix gang i udvidelser på spilfronten, hvor de før har videreført streaminghits som realityprogrammet ‘Too Hot To Handle’ og ‘Queen’s Gambit’ som mobilspil.
‘Choose Love’ er dog den absolut kedeligste krydsning af spil og streaming på markedet. En romantisk komedie i et ulykkeligt ægteskab med en virkelig uoplagt omgang samtalekort.
Men først og fremmest er hele ideen om en romantisk komedie med brugerdeltagelse en komplet misforståelse.
Søvndyssende dilemmaer
Når det handler om at aktivere seeren, har ‘Choose Love’ ikke nødvendigvis bedre es i ærmet end den gode gamle pauseskærm, der spørger, om man stadig ser med.
I mit tilfælde var det i hvert fald så kedelig en oplevelse i første ombæring, at jeg på sølle game over-vis faldt i søvn og måtte starte forfra dagen efter. Så langt så dårligt.
»Vil du have de gode nyheder eller de dårlige nyheder først?«.
Det er det første vilde etiske dilemma, seeren bliver konfronteret med, da vi møder hovedpersonen Cami (Camilla Marano) til en tarotkortlæsning.
Fra start af savner man dog valgmuligheden ‘stop med at kigge ind i kameraet’ mere og mere, for hver gang dagens kvinde stirrer overfriskt ind i den fjerde væg som pølsemandens svar på ‘Fleabag’.
»Hun er god!« udbryder Cami eksempelvis, da spåkonen gætter, at den unge kvinde, som har opsøgt en clairvoiant, »føler, at der mangler noget« i hendes ellers ret perfekte liv.
For er hendes dejlige kæreste den rigtige? Er livet en lige linje herfra? Skal hun fortsætte med at optage reklamejingler resten af livet (!)? Det er de hæsblæsende spørgsmål, vi kan glæde os til at få svar på.
For nej, der er selvfølgelig ikke en lige linje i vente for Cami, jubler tarotlæseren.
»Lige om lidt bliver du trukket i alle mulige retninger«, advarer hun.
Men det, som filmen selv tror er et sjovt eksistentialistisk bumpy ride, er mere en form for mindmap centreret omkring tre forskellige bejlere, der støder ind i Cami på hendes skæbnesvangre dag.
Lige meget hvad man gør, skal den happy go lucky lydstudietekniker lege okker gokker med de evige tre.
Hendes pålidelige kæreste, der er god til selskabslege, hendes miljøaktivistiske ungdomsflamme og en gæv britisk rockstjerne, hun møder ved kapselkaffemaskinen på sit arbejde i lydstudiet. Et meet cute sponsoreret af Nespresso og en decideret skændsel mod hele romcom-genren.
DIY-projektet ingen har bedt om
‘Choose Love’s helt store vælg din skæbne-gimmick rækker udsultede romcom-fans et diy-projekt, de slet ikke har bedt om.
For der er faktisk et sted, hvor man kan gå hen for at stresse over en masse kedelige kærlighedsvalg. Livet. Som er det, man tager en pause fra, når man tænder for sit fjernsyn. Som regel i ønsket om en god romantisk komedie, der kan ramme den hårfine græse mellem drøm og virkelighed bedre end nogen multiple choice-test.
Selv uden at have gamet ‘Choose Love’ til døde er det meget tydeligt, at valgene mest handler om, hvilken slutning man når hen til. Hvilket kun får alle mellemregningerne til at føles komplet ligegyldige.
Derudover skal man ikke starte forfra mange gange for at opdage, at de samme ting sker, lige meget hvad man gør. Der er pudsigt nok ikke et udfald, hvor Nespressos åbenlyse product placement ikke medvirker.
Ifølge instruktøren Stuart McDonald (bag Netflix-vinromancen ‘A Perfect Pairing’) findes der op til 15 forskellige udfald, hvor de mest banebrydende efter sigende går ud på, at Cami vælger at være alene.
Ulig de fem småpsykopatiske ‘Bandersnatch’-slutninger er Camis evne til at træffe beslutninger umiddelbart altid en lykkelig historie. Her er der ingen straf for at være hverken selvoptaget eller utro.
Selv hvis man, som jeg, går efter kandidaten med det største badboy-potentiale (rockstjernen Rex), bliver det hele stadig fladt og barnligt, som en utaknemmelig splejsning af Pixeline og en dårlig romance-bog.
Og hvis alle vejene fører til Rom (i ‘Choose Love’s tilfælde happy ending i Las Vegas), hvad er så pointen?
Man mistænker i den grad Netflix for at bruge det interaktive greb som et effektivt trick til at holde seeren på tjenesten. En unødvendig konceptualisering af følelsen af at se en dårlig film.
Lidt ligesom på et casino mister man fuldstændig tidsfornemmelsen. ‘Choose Love’ varer angiveligt 77 minutter, men man aner aldrig, hvor man er i fortællingen, fordi man ikke kan se spilletiden. Man kan kun spole ti sekunder frem, og dilemmaerne kan ikke skippes.
Hver gang man har valgt noget, foreslår Netflix desuden, at man hopper tilbage og vælger noget andet. Som en needy partner, der hele tiden prøver at ændre sig, men hver gang afslører sin sande identitet.
Selv med 15 forskellige slutninger er det nemlig ikke til at komme udenom, at ‘Choose Love’ næppe er er den romantiske komedies redning. Det er et slattent impressionistisk maleri af bittesmå kliché-pletter, der tilsammen udgør én stor håbløs fortælling af spørgsmål.
Som man får lige så meget ud af at besvare som at ignorere.
‘Choose Love’ kan ses på Netflix.