’The Other Black Girl’: Ny gyserkomedieserie bør nævnes i samme åndedrag som ‘Get Out’
Hvad kræver det at lykkes som sort person i en verden, der er opsat på at få dig ned med nakken?
Det er et relativt tungt og stort brød at slå op, men ikke desto mindre er det et emne, der har affødt nogle af tidens mest innovative fortællinger – på samme måde som det universelle nik mellem sorte mennesker, der kortvarigt kan bryde den isolation, der følger med at være fremmedgjort.
Særligt i gysergenren, hvor fortællingerne matcher den iboende frygt, der følger det at være racialiseret.
De bedste af slagsen bevarer samtidig et skævt glimt i øjet og skaber karakterer, der er helstøbte og mere end bare deres smerte. Fra ’Get Out’ til ’Them’,’Swarm’ og ’Lovecraft Country’. Og nu ’The Other Black Girl’.
Filmatiseringen af Zakiya Dalila Harris’ New York Times-bestsellerroman af samme navn bygger på Harris’ egne oplevelser som assistent på et forlag i 2020’ernes New York. Her kæmpede hun som den eneste sorte kvinde med at finde fodfæste og bevare sin autenticitet på en arbejdsplads, hvor hendes succes syntes at afhænge af hendes evner til at assimilere i en kulturel hvidhed.
Serien – udviklet af Harris selv sammen med Rashida Jones – følger Nella (Sinclair Daniel), der har et dysforisk arbejdsliv, hvor hun er udsultet for melanin og mening som den eneste sorte person på det kulturelt konservative og kridhvide bogforlag, Wagner Books.
Forlaget havde kun haft én anden sort redaktionel medarbejder tidligere, nemlig redaktøren Kendra Rae i 1980’erne. Nellas hverdag byder på et væld af mikroaggressioner, der spænder fra kollegaer, der kommenterer og rører Nellas hår uden hendes tilladelse, til chefer, der underminerer hendes kompetencer og tager æren for hendes præstationer.
Nella udholder tilværelsen på grund af Kendra Raes forbillede og et ønske om at bryde det kulturelle glasloft for andre, der ligner hende. Hun prøver at spejle den version af sin sorthed, som hun tror er mest kompatibelt med sine hvide kollegaer og baner vejen til målet om at blive den anden sorte redaktør i Wagners historie.
Nellas tilværelse på arbejdet tager en uventet drejning, da hun får en ny kollega, Hazel-May McCall (Ashleigh Murray), som også er en sort kvinde. Et eksistentielt spejl, som hun omfavner og projicerer sit undertrykte behov for søstersolidaritet over på.
Modsat Nellas konstante friktion med omgivelserne synes Hazel at navigere fuldstændig smertefrit og gnidningsfrit med sin autentiske sorthed i behold, hvilket får Nella til at betvivle sin egen sorthed og identitet. Men en mørk hemmelighed truer med at krakelere Hazels perfekte gennemfugtede sheabutter-facade: en konspiration med tråde helt tilbage til Kendra Raes fortid som redaktør hos Wagner.
’The Other Black Girl’ er alt andet end forudsigelig i karakter- og plotudvikling. I stedet for det sædvanlige nulsumsspil mellem de gode og de onde synes alle karakterer at have potentiale for begge dele, hvilket driver historien frem som en spændingsskabende motor.
Et af højdepunkterne er Hazels moralske slalomløb, som bliver mesterligt udfoldet af Murray, der behersker en urovækkende evne til at pendulere sine ansigtsudtryk mellem bedste veninde-energi og værste fjende-vendetta med korte intervaller.
Arbejdspladsen er samtidig en fremragende ramme for fortællingen. Forlaget Wagner bliver en allegori for nogle af samtidens mest komplekse sociale dynamikker og tematikker som magtstrukturer, sociale masker, kultursammenstød, sexisme, racisme og noget så kringlet som vareliggørelse af sorthed.
Et af de steder, hvor det kommer bedst til udtryk, er i brugen af afrohår som kulturel markør, valuta og medium for de sorte kvinders assimilation på det moderne arbejdsmarked, hvor nærhed til den klassiske hvide glatte æstetik typisk har været det mest acceptable.
Noget så komplekst som intersektionel feminisme, der måske normalt mest optræder i forelæsninger om kønsstudier på universitetet, finder pludselig vej til en bredt tilgængelig og underholdende serie på Disney+.
Kort sagt:
’The Other Black Girl’ er et forfriskende arbejdspladsdrama, der udforsker vigtige samtaler om identitet, klasse, køn og feminisme – og gør det med et gys, grin og glimt i øjet.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.