’No One Will Save You’: Alien-thriller uden dialog er en prangende og skræmmende gimmick
Hvordan laver man en film, hvor ingen taler?
I instruktør Brian Duffields anden spillefilm ’No One Will Save You’ lyder svaret sådan her:
Tag en trussel fra det ydre rum i form af aliens, der klikker, grynter og hvæser ad deres udvalgte offer.
Lad dette offer være Brynn (Kaitlyn Dever), en ung kvinde, der lever en isoleret tilværelse i en eventyrligt idyllisk villa uden for en amerikansk soveby. Her er det tætteste, hun kommer på menneskelig kontakt, et søvnigt vink til UPS-buddet og hendes korte besøg på morens gravplads, hvor de lokale skuler ondt efter hende.
Det hjælper med andre ord ingenting at skrige efter hjælp, da flyvende tallerkener ankommer med en gruppe små, grå mænd om bord, som forstyrrer natteroen i deres jagt efter at forvandle mennesker til kødpupper.
Ideen koger med andre ord de bedste elementer fra ’War of the Worlds’ og ’Invasion of the Body Snatchers’ til en skræmmende kerneessens. Og et stykke ad vejen lykkes visionen.
De væmmelige uhyrer jagter dyrisk og uvant rundt i Brynns mørklagte, hjemmevante omgivelser, og man kan mærke hjertemusklen pumpe under brystkassen, når hun mere og mere desperat skjuler sig fra den invaderende styrke.
Det rolige kamera giver plads til usete silhuetter fanget af øjenkrogen og slibrige fingre over dørkammen, før de senede aliens overhovedet viser sig foran Brynn. Samtidig er instruktør Duffield ikke sky for at bruge sine skabninger som en fysisk trussel og lade dem krybe frem i lyset.
Den ikoniske Roswell-alien er legemliggjort igennem staccato-bevægelser, og over den 90 minutter lange spilletid introduceres forskellige kreative monstertyper. Fra en lille aggressiv alien-køter til en langarmet Slenderman-lignende starut, som knejser over Brynns hus.
Alt fra lyddesign til lyskeglen under ufoerne sidder lige i skabet.
Faktisk spiller filmens retroæstetik så skarpt, at det dialogfri stilvalg undervejs kommer til at føles som en irriterende gimmick. Især da plottet træder vande, indtil arbitrære flashbacks afslører de manglende brikker fra Brynns tragiske fortid.
Selv med et spændende ansigt som Kaitlyn Devers er det svært for alvor at indleve sig i Brynns overlevelseskamp, når hun er som et tomt hylster i et førstepersons skydespil. Og når manuskriptet må snuble over sig selv for at undgå dialog i scener med flere personer, bliver det for fjollet.
Vaudevillekomikeren Buster Keaton havde et pragmatisk forhold til brugen af dialog i sine stumfilm – der skulle aldrig være mere end absolut højst nødvendig for at fortælle en joke eller bestyrke handlingsforløbet. Måske Duffield kunne have taget ved lære af det mantra i stedet for at tage sit benspænd til studentikose ekstremer.
For lige så spændende som jagtsekvenserne er, kan de ikke i sig selv fylde spilletiden ud. Til sidst virker Brynn ikke til at overleve på grund af sin snarrådighed eller sit mod, men fordi handlingen kræver det.
Motorhjelmen på ’No One Will Save You’ er prangende. Desværre er der tomt under den.
Kort sagt:
Stum invasionsfilm med Kaitlin Dever har en skarpt skåret æstetisk sans båret af Roswell-aliendesignet. Til gengæld ender den konsekvent manglende dialog som en irriterende gimmick.