‘Are You There God? It’s Me, Margaret’: Ungt filmtalent frembringer kemi med selv et hygiejnebind i hjertevarm coming of age
Vil man have sin menstruation, inden man fylder 15 år, skal man spise de røde vingummibamser, og vil man forstørre sit brystmål, skal man lave strækøvelser, spise rå løg og læse GulogGratis.
Ja, ’gode’ råd og ritualer er blevet videregivet til et utal af piger gennem tiden, og flere gives i ’The Edge of Seventeen’-instruktøren Kelly Fremon Craigs film med den mundrette titel ’Are You There God? It’s Me, Margaret’:
En hjertevarm coming-of-age-fortælling, hvori vi følger den søde og akavede Margaret (Abby Ryder Fortson), der nostalgisk fører os mod menstruationsmystikkens og identitetskrisens land – i dette tilfælde 70’ernes ydre New Jersey.
For lettere modvilligt skal hun forlade det velkendte New York til fordel for et frodigt forstadsliv i nabostaten. Flytningen markerer ikke blot farens lønforhøjelse, men indikerer også den 11-årige protagonists nye liv og spæde skridt ind i puberteten – og dertilhørende første og usikre møde med barbergrej, drengekys og mindreværdskomplekser.
Filmen er en adaption af Judy Blumes amerikanske bestsellerroman af samme navn, der ved dens udgivelse i 1970 for nogle blev et vovet, udskældt og censureret værk og for andre en smuk og længeventet ungdomsklassiker. I en ærlig skildring af en piges fortvivlede sind og stadie har Blume nemlig sammenflettet (og sammenlignet) kropssekreter, forelskelse, intimitet og selvforståelse med religion. Det samme sker i filmudgaven.
I en verden, hvor trosretning er vigtig og identitetsgivende, er Margarets far opdraget jødisk, hendes mor kristent, og i et omsorgsfuldt forsøg på at give deres datter en mulighed for selv at vælge sit liv lever de nu alle i et ikke-religiøst hjem. Så hvad er Margaret? Altså ud over forvirret og fladbrystet?
Det spørger hun sig selv og en højere magt om, når hun som en dagbogslignende fortællerfunktion begynder at bede til en Gud af ubestemt køn og uden udtalt religiøs tilknytning. Det giver publikum en indvielse i hovedpersons inderste tanker, følelsesliv og bønner og Margaret mulighed for at finde svar, mening og kurs.
Tror hun.
For trods en scenografi og æstetik, der er rig på religiøs symbolik, føler hun aldrig rigtigt, at Gud svarer – og så må man jo banke på hans/hendes dør. Således klapper hun (på 1 og 3) sig sødt, men umusikalsk gennem gospelsang i en nærtliggende kristenkirke og øver sig på at udtale Shabbat Shaloom i sin farmors synagoge.
Begge sprog er urytmiske og uforståelige for hende, og med hovedkarakterens undrende øjne og friske ører bliver det klart, at det faktisk er de færreste, der forstår de såkaldte sandheder, vi prædiker og indordner os efter – hvad end det er i en kirke, i et tempel eller i en skolegård.
Det er blot én af de mange vigtige pointer, Abby Ryder Fortson i rollen som Margaret får videregivet – og med stor overbevisning. For det unge filmtalent spiller formidabelt og er den type skuespiller, der kan frembringe kemi med selv et hygiejnebind.
Særligt er spillet mellem hovedpersonen, moren (Rachel McAdams) og farmoren (Kathy Bates) smukt og indtagende i scener, hvor fortællingen udvider sig momentant til et fint, sorgfuldt og trefoldigt kvindeportræt:
Den sjove og livlige farmor, der pludselig mærker alderdommens og ensomhedens skygger; den kærlige mor, der opgiver sin drøm om at skabe kunst, så hun kan skabe en familie; den fortvivlede datter, der bare gerne vil passe ind og udfylde en bh.
De voksne kvinders kriser tages seriøst, men får aldrig lov til at overtage historien, hvilket absolut er en styrke i en film, hvor den 11-åriges følelser og syn på verden er i fokus. Det er ligeledes en styrke, at ’Are You There God? It’s Me, Margaret’s unge teenagere rent faktisk er unge teenagere med nyudvoksede tænder, uglet hår og en endnu barndommelig nerve.
Med temamelodi af Hans Zimmer, et længselsfuldt soundtrack og en sentimental visualitet fremmales 70’er-forstaden som en pastelfarvet legeplads, hvor mange piger inden Margaret har slået vejrmøller på grønne plæner, løbet under forhavers sprinklere og forelsket sig i genbodrenge med tre hår i armhulen.
Mere frisk og ny er dialogen, der tillader snak om menstruationens vigtighed, konsistens og lugt af klatrestativ. Med en både naturlig, rituel, mytologisk – ja, religiøs – funktion er menstruationen filmens anden og mangefacetterede hovedrolle.
Man fristes faktisk til at tro, at titlen og Margarets håbefulde bønner i virkeligheden er henvendt den. For som det kvindelige blod (der ved Gud kan have syndflodsformat) driver ned ad spinkle og rystende ben, driver det også fortællingen om en ung pige frem og påviser slutteligt, at helligdom kommer indefra.
Så hvad kan Margaret tro på?
Sig selv – og et bredt bind med vinger og ekstra sugeevne.
Kort sagt:
Med et kært og ærligt blik på en piges (under)liv og splittede sind har Kelly Fremon Craig skabt en vigtig og velspillet film, der lever op til bogversionens klassikerstatus.