Efter 40 år i rampelyset kan Madonna stadig give popshows af ypperste kaliber
Madonna var en time forsinket i Royal Arena. En time.
Den slags er svært at tilgive. Og da hun endelig gik i gang, var lyden ovenikøbet rimelig mudret. Undervejs fik vi også nogle tåkrummende øjeblikke såsom en Bono-esque seance dedikeret til børnene i Israel og Palæstina med den flade, politisk wishy-washy opsang, at vi kan opnå fred i Mellemøsten, hvis blot vi bekæmper mørket med lys.
Det efterfølgende akustiske cover af Gloria Gaynors ‘I Will Survive’ faldt også til jorden. Og selvom jeg ikke er kategorisk modstander af Michael Jackson-hyldester, virkede det underligt, da hun fik to af sine dansere til at agere henholdsvis 1983-Michael Jackson og 1984-Madonna. Lidt paradoksalt, når hun lige havde gjort en pointe ud af børns vilkår, alt taget i betragtning.
Men på trods af alt dette gik jeg alligevel fra koncerten med en kæmpe optursfølelse. Så spektakulært var showet størstedelen af tiden.
Det kan godt være, at Madonnas håndtering af Mellemøsten ikke var videre elegant, men til gengæld fik hun håndteret AIDS-krisen så smukt, at jeg fik en klump i halsen. Under 80’er-klassikeren ‘Holiday’ var Madonna omgivet af dansere i alskens forskelligfarvede munderinger, der festede, som var de i et ballroom i New York i 80’erne. Humøret var tårnhøjt.
Men da nummeret stoppede, faldt diskokuglen i loftet mod scenegulvet, og en af danserne foregav at miste vejret. Lyden af tung hjertebanken kunne høres gennem salen, og Madonna bevægede sig hen mod denne døende karakter, så de begge kunne sænkes i gulvet sammen.
Allerede her var det en så effektiv dramatisering af livet som queerperson i 1980’erne, at det føltes som snydt ud af HBO-hittet ‘Pose’. Men da Madonna herefter blev hejst rundt langs sceneloftet i en lille elevatorkonstruktion, blev det om muligt endnu mere rørende.
Under denne flyvemanøvre sang hun balladen ‘Live to Tell’, og rundt om hende viste skærmene fotografier af mennesker, der i 80’erne og 90’erne mistede livet til AIDS – Freddie Mercury, Keith Haring, Sylvester, Cookie Mueller såvel som Madonnas egne venner Christopher Flynn og Martin Burgoyne.
Da hun sang ‘Mother and Father’ med adoptivsønnen David Banda på guitar, var hun omgivet af billeder af både sine egne forældre og sønnens afdøde biologiske mor. Da hun spillede ‘Justify My Love’, serverede danserne et kæmpemæssigt orgie, der understregede Madonnas historiske rolle som provokatør, der altid har skubbet til samfundets grænser.
Men der var ikke kun alvor. Der var også plads til god, gammeldags camp. Som under ‘Erotica’, hvor alle danserne var iklædt boksehandsker og boksershorts, for da at blive slået ned af Madonna. Eller da ‘Crazy For You’ blev til en serenade dedikeret til en læderdominatrix, der det foregående nummer havde reddet Madonna fra nogle voldelige strømere. ‘Don’t Tell Me’ blev serveret med akustisk guitar, cowboyhatte og linedance.
Det var lige så meget danseteater, som det var koncert. Faktisk hørte det til sjældenhederne, at der var instrumenter på scenen. Men med så tight og millisekund-præcist koreograferet et show, ville jeg heller ikke kunne se den store pointe i live-musikere. Danserne var i essensen Madonnas band.
Overflødighedshornet af store oplevelser ville ingen ende tage. Der gik atter ballroom i den med ‘Vogue’, hvor danserne på skift fik plads i rampelyset, mens Madonna i rollen som kærlig dommer uddelte 10-taller på stribe.
‘Ray of Light’ var aftenens mest hæsblæsende nummer. Madonna blev atter ført gennem salen i en elevator, men denne gang føltes det, som om det var musikken, der løftede hende. Bedst som man troede, at det hektiske trance-groove ikke kunne blive mere euforisk, var der nye lyde at guffe i sig. Alt dette skete, mens lysshowet fyrede den max af, og danserne var i konstant bevægelse nede på scenen.
Det var en magisk fejring af alt, Madonna har stået for gennem tiden. Og ganske passende sluttede det af med, at alle dansere under ‘Bitch I’m Madonna’ var iklædt hvert sit ikoniske outfit fra Madonnas lange karriere – selv et baseball-kostume fra ‘A League of Their Own’.
Hvis man på nogen måde var i tvivl om Madonnas ikonstatus, inden koncerten gik i gang, var man det ikke bagefter.
Kort sagt:
Trods forsinkelse og et par fejlslagne indslag var Madonna fuldt ud i stand til at give et visuelt overdådigt popshow, der understregede, at hun stadig fortjener sin status som popmusikkens dronning efter 40 år i rampelyset.