På overfladen var det lidt forbavsende, da The Alchemist i 2021 blev nomineret til en Grammy for bedste rapudgivelse for albummet ’Alfredo’, som han lavede med Freddie Gibbs.
Produceren havde sin start i 90’erne, hvor han lavede boom bap-beats for legender som Mobb Deep og Nas. Det er ikke mange beatmagere fra den tid, der bliver nomineret til store priser årtier senere. Hvorfor lige Alchemist?
Der var – og er – en forklaring. Den gamle old school-producer har i de seneste år gentænkt den måde, han laver og udgiver musik på. Han har skruet op for udgivelsestempoet og er begyndt at samarbejde med en lang række af undergrundens vigtigste skikkelser. Som noget nyt er store mainstreamstjerner også begyndt at ringe til ham.
Bare i 2023 har The Alchemist udsendt hele seks udgivelser med rappere som Earl Sweatshirt, Mike og Larry June. Senest stod han endda bag en sang på Drakes ’Scary Hours 3’, og tidligere på året et nummer på Travis Scotts ‘Utopia’.
Igen: Det er blot på et enkelt år. Og den udgivelsesfrekvens har han altså holdt i årevis.
Det kan derfor være svært at vide, hvor man skal starte – så som en lille hjælpende hånd anbefaler vi her syv centrale værker fra de sidste 20 år, hvor The Alchemist virkelig viser, hvad han kan.
Da vi fokuserer på hans nyere output, har denne liste ikke nogle af producerens tidlige udgivelser med, men det siger sig selv, at det ikke er en dum idé at sætte for eksempel ’Keep It Thoro’ med Prodigy på derhjemme.
Og apropos Prodigy…
Prodigy & The Alchemist ‘Return of The Mac’ (2007)
I 2007 havde Mobb Deep-rapperen Prodigy taget den ene dårlige kunstneriske beslutning efter den anden. Med producere som Lil Jon og pladeselskaber som 50 Cents G-Unit Records havde han udgivet musik, der var for poppet og overgearet til den hårdkogte rap, han var kendt for at mestre.
Hans fremtid som rapper så sort ud. Så han besluttede sig for at finde sammen med en af sine gamle venner og samarbejdspartnere: The Alchemist.
‘Return of The Mac’ er båret af old school-trommer og psykedeliske soulsamples fra 70’ernes blaxploitation-film – hvilket viste sig at være det perfekte lydbillede til Prodigys livstrætte, hærdede rim om gadens overlevelseskamp.
Det gav Prodigy den genkendelige nerve, folk elskede ham for. Det var et klokkeklart eksempel på den slags musikalske saltvandsindsprøjtninger, The Alchemist kan levere.
Action Bronson & The Alchemist ‘Rare Chandeliers’ (2012)
The Alchemist dukker ofte op i Action Bronsons madprogram, ’Fuck, That’s Delicious’, hvor de to spiser, fyrer jokes af eller laver beats. Det er lidt samme stemning, der er på mixtapet ‘Rare Chandeliers’.
Action Bronson dropper umiskendelige kulinariske bars om at spise italienske pastaretter, ryge dyr cannabis og drysse purløg udover suppe, mens The Alchemist sørger for dramatiske strygere og guitarsoloer. Det føles som venner, der har det sjovt, når slutningen af ’The Symbol’ inkluderer et lydklip af makkerparret, der får grineflip i studiet.
Currensy, Freddie Gibbs & The Alchemist ‘Fetti’ (2018)
‘Fetti’ skulle ende med at markere en hel ny bølge af udgivelser for The Alchemist, der i slutningen af 2010’erne skruede op for udgivelsestempoet.
Et af de mest slående numre på det 24 minutter korte værk er ‘Saturday Night Special’, hvor Freddie Gibbs sammenligner sig selv med The Notorious B.I.G. og narkotikakongen Felix Mitchell, mens The Alchemist understøtter med en langtrukken saxofon og luftige synthesizertoner. Som skaber han selve lyden af den tågede kokainrus, Freddie Gibbs befinder sig i.
The Alchemist forstår opgaven: Begge rappere leger med en bombastisk drug-dealer-gangsta-rapper persona, og den føles faktisk mere klassisk og stilren, når den bliver leveret over produktioner med tromme-, blæser-, og klaverinstrumenter frem for trappede 808-trommer, der ellers havde gjort et solidt indtog i tidens hiphop. Det er lyden af gangsta rap i jakkesæt.
Freddie Gibbs & The Alchemist ’Alfredo’ (2020)
På det Grammy-nominerede ’Alfredo’ slår The Alchemist igen pjalterne sammen med Freddie Gibbs. Men denne gang er det ikke nok med blot at få ham til at lyde som en fyr, der sælger stoffer ud af en leaset, hvid Mercedes. Der skal noget større til.
Så han beslutter sig at peppe lyden op med særligt én ting: Klip fra blaxploitation-film. Det er en filmgenre, der i 70’erne blev stor, fordi den satte afroamerikanske karakterer i centrum, og som The Alchemist jo også dyrkede på ‘Return of the Mac’.
Hør bare hvor effektivt det fungerer, når The Alchemist på ’Look At Me’ fletter dialog fra filmen ’The Black Godfather’ sammen med The Moments-nummeret ’Look at Me (I’m In Love)’.
Lyden af citater om at erobre gadekontrol over sit nabolag sidestillet med soul-vokaler om at være dybt forelsket får Freddie Gibbs’ linjer om basketballspillere og politijagter til at føles, ja, filmiske.
Boldy James & The Alchemist ‘Bo Jackson’ (2021)
I 2020’erne ruller bolden for The Alchemist, der eksperimenterer en del med sin old school-lyd. Et godt eksempel er ’Bo Jackson’, et samarbejde med Griselda Records-rapperen Boldy James, hvor The Alchemists produktioner brillerer, fordi han tager sig friheder til at prøve nye ting af.
’Double Hockey Sticks’ looper strygere, ‘Brickmile To Montana’ bruger hjemsøgende korvokaler, ’Illegal Search & Seizure’ pitcher et soul-sample nogle oktaver op, ’E.P.M.D’ har en klavermelodi og en skarp baslyd mixet helt i forgrunden på linje med rapperen.
Lyden har et ben i en ny form for psykedelisk-inspireret rap, mens det andet stadig er solidt plantet i boom bap-udgangspunktet.
Armand Hammer & The Alchemist ’Haram’ (2021)
’Haram’ udfordrer The Alchemists hang til klassiske instrumenter og ligefremme melodier. For undergrundsduoen Armand Hammer er langt mere dunkel og arytmisk, end han plejer at være.
Men han omstiller sig, og tænker nyt. Faktisk mødes begge parter hvad angår musikalsk udtryk, og skaber noget, man ikke havde hørt fra nogen af dem før.
På ’Peppertree’ tvinges The Alchemist for eksempel til at skære og rykke rundt i ellers blide fløjter og sangvokaler. På ’Stonefruit’ tvinges Armand Hammer til at croone over højtonede synths og blide guitarakkorder.
Roc Marciano & The Alchemist ‘The Elephant Man’s Bones’ (2022)
Lad os slutte i den lavmælte ende. Roc Marcianos afdæmpede stemme og hyppige brug af klaver og soul-samples lyder, som om han altid sidder og indspiller på øverste etage af et New York-penthouse med et glas Hennessy i hånden.
Lidt ligesom med Freddie Gibbs ser The Alchemist hans stil, og så beslutter han sig for at tolke videre på den. I ‘The Elephant Man’s Bones’ tager han det helt ned i noget, der grænser til lounge-jazz.
Samtidig holder inddragelsen af sådan noget som klokkespilslyde i ‘Bubble Bath’ lytteren på dupperne.
‘The Elephant Man’s Bones’ er endnu et eksempel på, at The Alchemist konstant holder sin lyd frisk ved at bruge uventede samples og ved at klippe-klistre med sin lyd – samtidig med at han aldrig mister forbindelsen til sit musikalske udgangspunkt.
Det gør ham til en af hiphoppens vigtigste producere.