For første gang nogensinde er der en feature på et MGMT-album – det er den bedste sang på ‘Loss of Life’
Havde du forventet, at MGMT ville fortsætte den syrede, elektroniske 80’er-stil fra deres 2018-album ’Little Dark Age’ på deres nye plade, må du tro om igen.
’Loss of Life’ er i stedet et kompromisløst og dynamisk indierock-album, hvor MGMT trækker musikalske tråde fra fortiden frem til nutiden og binder det sammen til ti gennemførte numre.
Et af de helt store højdepunkter finder vi på albummets tredje sang, hvor duoen for første gang nogensinde har inviteret en gæst indenfor. Ben Goldwasser og Andrew VanWyngarden har nemlig teamet op med franske Christine and the Queens på den storslåede, 80’er-inspirerede ballade ’Dancing in Babylon’.
De stærkt reverbede trommer rammer én lige i mellemgulvet, mens VanWyngarden og Christine and the Queens’ harmonerende stemmer kontrasterer den syntetiske new wave-lyd, der præger nummeret.
Sangen når sit højdepunkt, når de – kun akkompagneret af en klavermelodi – synger »I wanna tell everyone I know / I love you / I wanna touch the scars / And break the chains that hold you« på en så inderlig og hjerteskærende måde, at man føler, det kunne være titelnummeret til en kærlighedsfilm fra 80’erne.
Sangen efterlader én forpustet. Som om man har danset forelsket rundt i en brændende verden i næsten fem minutter.
Tekstmæssigt er det en noget mere håbefuld duo, vi møder i 2024 end på ‘Little Dark Age’ for seks år siden, hvor teknologikritik og Trump-traumer var omdrejningspunktet. Trods den noget mørke albumtitel er det altoverskyggende tema på ’Loss of Life’ nemlig troen på, at kærlighed er uforgængelig – selvom vi mennesker ikke er det.
Død og destruktion lurer under overfladen i teksterne, men kærligheden står hele tiden i kontrast til det håbløse. Det kommer stærkest til udtryk på titelnummeret, når VanWyngarden gentagende gange synger: »When the world is born and life is ending / Then you learn to love your loss of life«.
Også på nummeret ’Mother Nature’, hvis titel og tema ikke kan undgå at lede tankerne hen mod tidens klimakrise, holder duoen fast i kærligheden som håbet: »We’ll write the fairytale for the rest of our lives / Throwing the trash away one more time / Holding on to love like a stone«.
Musikalsk henter MGMT inspiration fra forskellige årtier.
70’ernes progressive rock bliver genoplivet på numre som ’Bubblegum Dog’, hvor de forstærkede guitarsoloer, cembalo-lignende melodier og syrede lydeffekter leder tankerne hen mod David Bowie i hans Ziggy Stardust-æra, mens der ikke er nogen tvivl om, at MGMT har skævet til Oasis og 90’ernes britpop på ’Mother Nature’.
Albummet er en musikalsk rutsjebanetur, og sammenhængen kan stedvis være svær at få øje på. Men kærlighedstemaet binder sangene sammen, og efterlader én med troen på, at kærlighed (forhåbentlig) kan overvinde selv krig og klimakrise.
Kort sagt:
MGMT har skabt et album, der lader sig inspirere af flere årtiers musikskat, og som kredser om kærlighed og død som centrale emner. ‘Loss of Life’ er en rutsjebanetur, der er både usammenhængende og fascinerende.