Pludselig dukkede Eee Gee op på balkonen og velsignede publikum, som var hun paven
Var vi i Store Vega, eller havde vi tjekket ind på et amerikansk ferieresort i 70’erne?
Iklædt et hvidt jakkesæt med trompetbukser og flankeret af korsangere i matchende flower power-heldragter lignede Eee Gee onsdag aften én, der kunne underholde på sidstnævnte. Måske på Hawaii at dømme efter den kæmpestore hibiscusblomst, som aftenens stjerne på et tidspunkt rakte til en heldig person blandt publikum.
Havde vi virkelig befundet os på et ferieresort i 70’erne, havde det været tilladt at ryge indenfor, og man havde kunnet bestille en drink med bourbon og maraschinokirsebær i baren. Men på trods af disse åbenlyse mangler var illusionen fuldkommen gennemført.
Og Eee Gee formåede virkelig at underholde. Som på hendes seneste plade, ‘She-Rex’, var lyden gennemført 70’er-varm med inspiration fra yacht-rock og disco af den bløde, pæne slags, som formår at sætte gang i festen, uden at der ligefrem er fare for, at stemningen bliver for dionysisk til, at hele familien kan være med. Den slags musik, man kunne finde på en plade af Carpenters eller Minnie Riperton omkring 1975.
Det mere muskuløse livearrangement, hvor bassen og især trommerne fik lov at buldre godt og grundigt igennem, klædte hendes sange utroligt godt. Det samme gjorde de langstrakte synth-ekskursioner, korpassager og guitarsoloer, som en stor del af sangene blev forlænget med, og som bidrog fornemt til den filmiske atmosfære.
Selv sang Eee Gee som en drøm med en falset som en piccolofløjte og en bund som det blødeste fløjl. Og med en charmerende hæshed, som hun garanteret har erhvervet sig ved at turnere i lang tid, men som hun meget gerne må beholde.
Sans for drama havde hun også, da hun under koncertens sidste sang – inden de obligatoriske ekstranumrene – pludselig forsvandt fra scenen og dukkede op igen på tilskuerbalkonen med armene strakt ud over publikum som paven, der velsigner katolikkerne på Peterspladsen. Det fungerede – og ikke kun forbi hun tilfældigvis stod lige foran det sted, hvor jeg sad.
I øvrigt var det godt, hun vendte tilbage med ekstranumre, for her spillede hun et af højdepunkterne, ‘Did U Ever Love Someone’. En storslået folkrock-sang med en genial tekst – »Good ol’ heartache is my thing / Emily Brontë knows me like a friend« – som jeg nynnede i metroen hele vejen hjem.
»I’m killing It«, synger Eee Gee på en anden af sine absolut bedste sange, og i Store Vega var ordene akkompagneret af et publikum, der sang med i vilden sky og klappede entusiastisk i takt. Og ja, Eee Gee var langt hen ad vejen killing it. Også selvom koncerten ikke var perfekt.
Først og fremmest fordi Eee Gees sange stadig er en kende for ensformige til at kunne bære en koncert på halvanden time, og fordi stemningen i den skrøbelige, sørgmodige keyboardballade ‘(Search:) How to Break Up With a Friend’ blev for salvelsesfuld og demonstrativt følelsesladet.
Desuden er jeg ikke vild med hendes cover af Bee Gees-klassikeren ‘More Than a Woman’, der efter min mening kun fungerer på grund af den tykke kitschfaktor og den klistrede, let ukomfortable, sleske atmosfære, der altid præger Bee Gees’ musik. En sleskhed, som simpelthen forsvinder i Eee Gees renfærdige, guitardrevne version.
I disse øjeblikke tabte hun mig. Men at dømme efter publikums bifald var jeg så også den eneste, hun tabte.
Kort sagt:
Eee Gee spillede en glimrende koncert i Store Vega, hvor hendes fantastiske stemme, et velspillende band og en gennemført 70’er-æstetik gik op i en højere enhed. Det var et ferieresort, som jeg med glæde tjekker ind på igen.